Karin og Kirstine skulle på charterferie: Sådan endte de med at spise frokost med syriske flygtninge

Kirstine Fallah (til venstre) og Karin Fallah har for alvor fået øjnene op for flygtninges kummerlige forhold, når de forsøger at skifte blandt andet Syrien ud med Europa. Her er de to fotograferet i Café Victoria, som deres forældre Dorthe og Ali Fallah driver i Ringkøbing. Foto: Tommy Kofoed
Kirstine Fallah (til venstre) og Karin Fallah har for alvor fået øjnene op for flygtninges kummerlige forhold, når de forsøger at skifte blandt andet Syrien ud med Europa. Her er de to fotograferet i Café Victoria, som deres forældre Dorthe og Ali Fallah driver i Ringkøbing. Foto: Tommy Kofoed

Det skulle være en rigtig familieferie. En skøn uge med god mad, masser af hygge og sol fra en skyfri himmel. Det endte som en ferie, der vil præge søstrene Fallah resten af deres liv.

Lørdag den 27. juni Karin og Kirstine Fallah på 19 og og 23 år sig ind i et charterfly sammen med deres mor og bedstemor. Målet er den græske ø Lesbos.

Flyet lander ved middagstid, og resten af lørdagen og hele søndagen bliver der slappet af ved poolen.

Mandag er det planen at kigge nærmere på byen Molyvos, der ligger 20 minutters gang fra familiens hotel.

Vækkeuret ringer ved syv-tiden, så de fire kan nyde en tidlig morgenmad og komme af sted.

Morgenmaden bliver spist med panoramaudsigt over til Tyrkiet, der ligger omkring syv kilometer fra Lesbos.

Kolbøtten

Og pludselig slår charterferien med hygge og solcreme en kæmpe kolbøtte, fortæller Karin Fallah, da hun - tilbage i Danmark igen - møder avisen og fortæller om sine oplevelser:

»Da vi sidder ved morgenbordet, får vi pludselig øje på en meget lille båd med mange mennesker på. Vores mor siger, at det garanteret er flygtninge, der er sejlet fra Tyrkiet med kurs mod Grækenland. Først tror vi ikke på hende, men én af tjenerne bekræfter, at det helt sikkert er en båd med flygtninge.«

Flygtningebåden

I løbet af kort tid lægger den lille båd til på stranden lige foran hotellet, og det er et mildt sagt specielt syn:

»De råber og skriger helt vildt. Jeg tror simpelthen, de er så glade for at være kommet til Europa.«

Bådflygtningene forsvinder forbi hotellet, og familien gør klar til gåturen ind til Molyvos.

Halvvejs på turen deler vejen sig i to retninger. Her møder de tre mennesker, der råber om hjælp.

En turist går lige foran Karin, Kirstine, deres mor og bedstemor, men fortsætter forbi flygtningene uden at gøre noget.

»Min storesøster stopper op og spørger, hvad de har brug for af hjælp. Én af dem, en ung mand, som kan snakke lidt engelsk, fortæller, at de leder efter en politistation, så de kan få udfyldt de nødvendige papirer for at komme videre til Athen. Og så er de både sultne og tørstige,« fortæller Karin.

Caféen

De fire beslutter med det samme, at de ikke bare kan lade de tre syriske flygtninge i stikken. Derfor følges de med dem til den nærmeste café, hvor der bliver købt mad og drikke.

Under gåturen, og mens maden spises, får både Karin Fallah og resten af familien for alvor et indtryk af, hvad det er, de tre er flygtet fra i Syrien:

»En ung pige er blevet skudt i nakken og er lam fra maven og nedad. Derfor sidder hun i kørestol. Den anden kvinde har store og lilla kvælningsmærker på halsen efter et møde med IS. Det er simpelthen så forfærdeligt!«

Efter mad og drikke sætter de sig alle syv sammen uden for cafeen for at ryge. Her møder de yderligere fire flygtninge: Tre piger på 14, 17 og 20 år og en mand på 23 år. De fire bliver inviteret med ind på cafeen for at få noget mad og drikke.

Gåruren

Så går turen til fods ind mod Molyvos, og de danske kvinder mærker tydeligt, at terrænet på Lesbos er noget mere kuperet end det flade Vestjylland.

»Det er vildt varmt, og vi skiftes til at skubbe kørestolen. Da vi endelig får fat i politiet, får vi at vide, at vi skal gå hen til en nærliggende skole, og så vil der komme en politimand og snakke med os. Der sidder vi så i over en time, uden at der dukker nogen op. Min mor og min storesøster finder en taxaholdeplads, hvor de spørger, hvad det vil koste at få en taxa til at køre de 70 kilometer ind til byen Mytilini, hvor flygtningelejrene ligger. Svaret lyder. at det kan ikke lade sig gøre, for det er ulovligt at køre med flygtninge.«

Samtidig med det nedslående svar fra taxa-chaufføren dukker der endelig en politimand op.

»Vi præsenterer os som danske turister, og det har måske været positivt, for i hvert fald kan politimanden fortælle, at der kommer en bus, som vil køre flygtningene til Mytilini. Da bussen endelig kommer, er det meget følelsesladet. Vi har jo allerede fået et godt forhold til de her flygtninge, så alle græder ved afskeden.«

Tankerne

Selv om de fire danskere vender tilbage til hotellet, kan søstrene slet ikke slippe tankerne om de flygtninge, de har mødt og hjulpet lidt på vej. Om aftenen beslutter de derfor at leje en bil for at køre ind til Mitilini. De vil finde ud af, om flygtningene er kommet godt på plads.

På vejen samler de yderligere fire flygtninge op. Efter en times kørsel rundt i Mitilini uden at finde en flygtningelejr, spørger de lokale om hjælp.

Her får de ikke megen hjælp, men får bare at vide, at det er hamrende ulovligt at køre rundt med flygtninge.

Flygtningelejren

Endelig - omkring klokken halv ti om aftenen - finder de en flygtningelejr. Det er langt fra noget kønt syn.

»Der er pigtråd rundt om lejren, og der er møgbeskidt og ulækkert. Affald overalt og små telte klos op ad hinanden. Selv om vi viser billeder af de flygtninge, som vi mødte tidligere på dagen, er der ingen, der har set dem,« fortæller Karin.

Det er stadig svært for pigerne at give slip på oplevelserne, og storesøster Kirstine ringer til deres mor og fortæller, at de vil leje et hotelværelse i Mitilini.

Næste dag tager de igen rundt til flygtningelejrene, men det lykkes ikke at finde deres bekendte fra dagen før.

»Ved middagstid kører vi hjem til mor og bedstemor, og på vejen møder vi vel omkring 100 flygtninge på gåben. Det er mildt sagt en helvedes dag, også fordi vi ikke har hørt fra nogen af dem fra dagen før.«

Gensynet

Men onsdag aften lykkes det: På Facebook giver én af flygtningene lyd fra sig og skriver, at de er kommet på plads.

Torsdag morgen lejer søstrene Fallah igen en bil, og på turen mod Mitilini samler de endnu fem flygtninge op på landevejen.

»På et tidspunkt bliver vi stoppet af militæret, der spørger, hvem vi er. Vi siger, at vi er danske turister. Vi bliver så spurgt, om vi godt er klar over, at det er ulovligt at køre med flygtninge, og at vi kan blive sendt i fængsel for det. Vi siger, at det vidste vi ikke, og så slipper vi heldigvis,« siger Karin Fallah.

Efter mødet med militæret når de endelig frem til lejren, hvor deres nye syriske venner opholder sig.

»Heldigvis ser den bedre ud end den første lejr, vi besøgte. Det er dejligt at snakke med dem igen, og nu kan vi tage hjem til vores hotel igen med tanken om, at vi da har gjort noget for nogen, der var i nød. Alligevel synes vi ikke, at vi har gjort nok. Men vi kan selvfølgelig heller ikke redde hele verden,« lyder det fornuftigt fra Karin Fallah.

Eftertanken

På spørgsmålet om, hvorvidt den skrappe oplevelse har ødelagt en god ferie med sommer, sol og hygge, kommer svaret meget hurtigt og uden betænkningstid:

»NEJ, det har været en god oplevelse at se med egne øjne, hvad det er, flygtninge bliver udsat for, når de forsøger at komme væk fra for eksempel Syrien, hvor Islamisk Stat styrer det hele, og alt handler for mange syrere om at undgå at blive voldtaget eller undgå at blive slået ihjel. Jeg tror ikke, at mange unge mennesker er klar over, hvad der sker i verden lige nu,« mener Karin Fallah.

Pigernes far, Ali Fallah, har selv taget flugten fra Iran via Tyrkiet til Danmark, men Karin Fallah tror ikke, at det er hans fortællinger om tiden som flygtning, der fik hende og søsteren Kirstine til at kaste sig ud i at hjælpe flygtninge.

»Inderst inde føltes det bare, som om det var vores tur til at hjælpe alt, hvad vi kunne. Og efter at have set de her skrækkelige forhold for mennesker, der flygter fra deres hjemland med små børn, så burde hele EU hjælpe til med at gøre forholdene bedre for flygtninge,« siger Karin Fallah.

Moderen

Midt under ferien fortalte pigernes mor Dorthe Fallah på telefon fra Lesbos om sine egne oplevelser:

»Det er fuldstændig forfærdeligt. Vi er alle fire dybt rystede over det her. Selv om min mand har fortalt om sin tid som flygtning og om sin flugt over bjergene fra Iran til Tyrkiet, så er det her bare 100 gange mere rystende. Jeg drikker stort set aldrig alkohol, men denne dags oplevelser blev skyllet ned med flere liter græsk pilsner, en nødvendighed for at kapere hændelserne. »

Her ses Karin Fallah (til højre) omfavne den 17-årige flygtning Shaza, som er en af de flygtninge, Karin Fallah og søsteren Kirstine Fallah nåede at få et specielt forhold til under opholdet på Lesbos. Privatfoto
Her ses Karin Fallah (til højre) omfavne den 17-årige flygtning Shaza, som er en af de flygtninge, Karin Fallah og søsteren Kirstine Fallah nåede at få et specielt forhold til under opholdet på Lesbos. Privatfoto

»Vores piger er begge modne af deres alder og er begge flyttet i egen lejlighed som 17-årige, men jeg tror faktisk først, at de blev rigtig voksne på denne ferie. Mødet med de her mennesker og de vilkår, de bydes, når de træder ind i Europa, har i den grad gjort mig endnu mere arrig over det, der er blevet sagt og skrevet i valgkampen op til folketingsvalget. Flere politikere har sagt, at både med flygtninge bare skal vende om og sejle hjem; de flygter til Europa for at blive forsørget. De politikere skulle møde disse mennesker. De flygter væk fra deres land, væk fra myrderier og voldtægter. Tag en tur til Lesbos, gå de 70 kilometer over øens bjerge sammen med flygtningene - og opleve de kummerlige forhold, de opholder sig under,« siger Dorthe Fallah.

Karin Fallah supplerer:

»Vi har fået en oplevelse for livet på både godt og ondt, og jeg er - ligesom vores mor - sikker på, at vi alle fire er blevet meget ældre i løbet af to-tre dage på Lesbos.«

Karin Fallahs søster Kirstine har ikke medvirket i interviewet, da hun var forhindret på grund af sit job.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.