Kalder planeten Facebook

Vi er konstant opkoblede og kommunikerende, og vores fokus er spredt for alle vinde. Mange finder det umuligt at fordybe sig. Forfatteren Leonora Christina Skov var én af dem. For to år siden slettede hun sig selv fra de sociale medier og gik offline for at skrive. Her fortæller hun om fordelene og ulemperne ved at være sin egen digitale detox-bevægelse.

Udefra set var jeg en stor Facebook-succes; konstant synlig og tilgængelig, klar til at debattere og parat til at give mine venner og følgere noget ekstra. Alt det, enhver kommunikatør vil anbefale, hvis man gerne vil sælge noget. Også bøger. Men jeg følte mig i stigende grad som et nul, skriver forfatteren Leonora Christina Skov.
Udefra set var jeg en stor Facebook-succes; konstant synlig og tilgængelig, klar til at debattere og parat til at give mine venner og følgere noget ekstra. Alt det, enhver kommunikatør vil anbefale, hvis man gerne vil sælge noget. Også bøger. Men jeg følte mig i stigende grad som et nul, skriver forfatteren Leonora Christina Skov.

For præcis to år siden fandt jeg Facebooks godt skjulte »slet«-knap og begik virtual identity suicide, som det så makabert hedder, når man sletter sin profil. Min sidste livsytring var et vellignende foto af Star Treks Mr. Spock med den ene hånd løftet i den klassiske Vulcan Greetings-hilsen. Live long and prosper, 5.000 Facebook-venner, 5000 followers og fem år af mit liv.

Jeg har aldrig været på Twitter, Instagram eller Pinterest, men jeg var afhængig af Facebook, og afhængigheden gik ud over mit arbejde. At skrive bøger kræver ro til at fokusere, men i stedet tjekkede jeg hele tiden, om nogen havde kommenteret mine opslag eller delt noget spændende.

Vedvarende delvis opmærksomhed, kalder Huffington Posts grundlægger, Arianna Huffington, tilstanden, hvor man er delvist opmærksom over for alting, men aldrig helt opmærksom over for noget. Den Vestlige Verden lider af den, mener hun. Jeg er tilbøjelig til at give hende ret og spørger mig selv, hvordan det mon påvirker de ting, vi skriver, tænker, mener og skaber, at vi aldrig er 100 procent til stede. Jeg kan vel ikke være den eneste, der har fået spredt mit fokus som et puslespil med tusind brikker?

Da jeg kom på Facebook, kunne jeg på ingen måde tage mediet seriøst. Navnet mindede mig om de vennebøger, man sendte rundt i anden klassen, så alle kunne svare på spørgsmål som »Hvem er din bedste ven?« og »Hvem er dit idol?«. Ikke helt ved siden af. Facebook begyndte som Facemash, 19-årige Mark Zuckerbergs hot or not-site, hvor Harvard-studerende kunne sammenligne fotos af deres medstuderende og stemme på dem, de fandt hottest.

En Facebook-succes - udefra

Men vennebogssitet blev hurtigt seriøst, også for mig, der blev friend’et i et væk. Som alle, der har læst et kommentarspor under én af mine artikler vil vide, er populær ikke det, jeg har mest erfaring med at være, og i min novicetilstand så jeg ingen grund til at takke nej til nogens venskab. På den måde fik jeg direkte adgang til utrolig mange mennesker, deriblandt et hav af journalister, og mine opdateringer fik karakter af megafon. Når jeg mente noget hårdtslående, røg det direkte i aviserne, fordi journalisterne trawler udvalgte profiler for historier frem for at finde dem ude i virkeligheden.

Udefra set var jeg en stor Facebook-succes; konstant synlig og tilgængelig, klar til at debattere og parat til at give mine venner og følgere noget ekstra. Alt det, enhver kommunikatør vil anbefale, hvis man gerne vil sælge noget. Også bøger. Men jeg følte mig i stigende grad som et nul. Jeg kendte måske 500 navne på min egen venneliste, de resterende anede jeg ikke, hvem var, men når de postede deres retoucherede foto af fødder i vandkanten, lyshårede børn og hjemmebag, tænkte jeg, at de helt sikkert var meget lykkeligere end mig. Facebook envy, kaldes fænomenet. Man kan argumentere for, at jeg da bare kunne lade være at sammenligne mig, men som det er tilfældet med de fleste andre velmenende råd, der indeholder ordet »bare«, er det sjældent så let.

Essensen af Facebook er social sammenligning på steroider, som psykologen Ramani Durvasula har udtrykt det, og jeg kunne ikke lade være med at spørge mig selv, om andre mon fik det lige så dårligt over at se mine retoucherede foto fra en million eksotiske steder i verden, som jeg fik det over at se deres hjemmebag. Som tiden gik, brugte jeg mere tid på at kommunikere med mine Facebook-bekendte end på at være sammen med mine venner i virkeligheden. De venner, der ikke var på Facebook, havde jeg en tendens til at glemme. Min overfyldte indbakke stressede mig, debatterne åd min tid, og hver gang, jeg oplevede noget, formulerede jeg statusopdateringer i hovedet og tog billeder med den bagtanke at dele dem. Værst af alt begyndte jeg at tillægge ukendte menneskers meninger om mig betydning. Når de svinede mig til på diverse tråde, blev jeg ked af det.

Som DR-programserien »Ti stille kvinde!« viser, bliver kvinder udsat for en særlig form for seksualiseret nethad, når vi ytrer os offentligt. Det gjorde jeg også, men de nidrige kommentarer fra andre kvinder var langt værre. Desuden er kommentarsporene fyldt med uvenlige henstillinger til begge køn om at tie stille, og det er i grunden interessant. Medierne kan ikke få nok af os, der mener noget, mens alle andre foretrækker, at vi holder vores kæft.

Hvis der er én ting, Danmark har lige så lidt brug for som flere retoucherede foto af folks morgenmad, er det hurtige meninger. Lead, don’t follow, som MTVs budskab lød i midten af 90erne. Selv savner jeg meningsdannere, der nøjes med at tale, når de har noget væsentligt at sige, frem for meningshavere, der reagerer på andres dagsordener konstant.

Leonora Christina Skov fik langt færre henvendelser, da hun sprang fra Facebook.
Leonora Christina Skov fik langt færre henvendelser, da hun sprang fra Facebook.

Bag ethvert hyper-connected liv lurer frygten for at blive glemt. »Du får ingen henvendelser og eksponering, hvis du ikke er på Facebook,« sagde folk til mig. »Du bliver udelukket og ensom«.«Ensom. Det lød slemt. Jeg forsøgte først at deaktivere mig selv fra Facebook, men jeg blev ved at falde i, og min synlighed blev mere og mere uforenelig med at skrive bøger. Den hjalp næppe heller på bogsalget, for det var ikke mine bøger, der blev eksponeret, men min person og mine holdninger. Så jeg kastede mig ud i eksperimentet: Digital detox, skriv en roman og se, hvad der sker. Det lyder ligetil, men det var det ikke.

Jeg fandt støtte i George Clooney, der har udtalt, at han hellere vil have en rektalundersøgelse på live-TV af en mand med kolde hænder end at være på Facebook. Forfatteren Jonathan Franzen gik skridtet videre i TIME Magazine og udtalte, at han oprigtigt betvivler, at man kan skrive ordentlig fiktion, hvis man samtidig er online. Det er næppe for ingenting, at internetblokeringsprogrammerne Freedom og Self Control figurerer allerøverst på takkelisten til Zadie Smiths seneste roman N-W.

Dette essay er skrevet på Freedom. Det samme er den roman, jeg er ved at være færdig med. Programmet installerede jeg samtidig med, at jeg slettede mig selv fra Facebook, og med et var der utrolig stille på min skærm; ingen småsnak med Facebook-vennerne, ingen debattråde eller artikler, jeg lige kunne læse, når jeg mikrokedede mig, ingen megafoneffekt. Når jeg endelig var online, var min indbakke tom. De seneste to år har mindre end ti af de 10.000 mennesker, jeg dagligt hang ud med på Facebook, skrevet en mail til mig for at høre, hvordan det går, og jeg har ikke været bedre selv. »Hende har jeg ikke skænket en tanke, siden jeg var på Facebook,« hører jeg ofte mig selv sige.

Fear of missing out

I begyndelsen led jeg af akut FOMO – fear of missing out. Min diffuse frygt for at gå glip af noget varede dog kun et par uger. Til gengæld tog det mig flere måneder at blive i stand til at fokusere. I år 2000 kunne folk i den vestlige verden gennemsnitligt holde fokus i 12 sekunder. I 2013 var tallet faldet til otte sekunder, og jeg trak klart gennemsnittet ned med min maniske trang til adspredelse. Et studie fra University of Virginia viser sigende nok, at folk hellere vil give sig selv milde elektrochok end at sidde alene i et værelse i 15 minutter uden at foretage sig noget.

Selv savnede jeg allermest mit Facebook-heppekor, der likede alle mine opdateringer. Når det blev for patetisk, mindede jeg mig selv om Elizabeth Taylors vise ord i afvænningsbogen »Elizabeth Takes Off«: »Øjeblikkelig behovstilfredsstillelse er for babyer«. Hun var afhængig af mad, alkohol og stoffer, men social medie-afhængighed er næppe spor bedre. Ikke desto mindre er det stadig cool at sige, at man er social media addict og helt afhængig af sin smartphone. Det ser ellers ikke specielt cool ud, når folk, der er ude med deres venner, partnere eller børn, er begravet i hver sin telefon frem for i samtale med hinanden. Budskabet er, at den lille skærm er vigtigere end alt andet, og er det ikke netop definitionen på en afhængighed?

Ikke i min omgangskreds’ øjne. Når jeg præsenterer folk for det faktum, at danske smartphoneejere i gennemsnit er på de sociale medier 53 minutter om dagen for kvinders vedkommende og 40 minutter for mænds, mener de færreste, at det gælder dem selv, og hvis det gælder dem selv, er det ikke noget problem. Deres Facebook-venner deler nemlig de interessante artikler. Opdateret af menigheden kan man også kalde det. Når man kun læser de artikler, ens venner deler, er man da i hvert fald sikker på ikke at være på forkant med noget som helst.

Prøv lige at tænke på, hvad man ellers kunne bruge 318 timer om året til. Det svarer til over to måneders fuldtidsarbejde. Selv påskønner jeg at have tid og ro til at skrive, se mine venner ude i virkeligheden, tale ordentligt med min kæreste og læse andre bøger end dem, jeg anmelder i Weekendavisen. I Facebook-termer er jeg blevet en undersharer. Jeg nyder at rejse ud i verden, uden at andre end mine nærmeste ved, hvor jeg er, og at tage billeder uden at dele dem.

Indrømmet: Jeg savner at dele andre ting som for eksempel tips om bøger, film og musik, og jeg savner den direkte adgang til folk. Det er unægtelig lettere at pleje et netværk, når man hele tiden bliver mindet om det. Til gengæld er det skønt, at min skærm ikke længere flyder over af netværkets retoucherede liv og uforblommede meninger. Når man ikke har adgang til Facebook, bliver det hujende ligegyldigt, hvad folk mener derinde, også om én selv. Who cares? Man kan jo alligevel ikke læse det.

Der er ingen tvivl om, at jeg får færre henvendelser, end jeg gjorde, da journalisterne hele tiden blev mindet om min eksistens, men kvaliteten af henvendelserne er bedre. Som regel omhandler de emner, jeg har udtalt mig offentligt om, frem for hvad som helst, der har med kvinder at gøre. Det er muligt, at jeg går glip af receptioner og fester, men det er jeg i så fald lykkeligt uvidende om.

Når jeg sidder alene og skriver, er jeg langt gladere, end jeg var før min digital detox, men resten af tiden er det surrealistisk at være i verden. Som befinder jeg mig i en satellit i kredsløb om Planeten Facebook. Tre millioner danskere har nu en profil – det er 700.000 flere, end da jeg slettede mig selv – og jeg bliver dagligt mindet om, at jeg står udenfor. Det er sært at læse aviser og opdage, at rene ikke-historier er væsentlige nok til at ende i spalterne, alene fordi de har fået masser af likes, eller at et gigantisk, privatejet selskab som Facebook, der har gjort sine kunders privatoplysninger til en guldrandet forretning, bliver stedet, hvor politikerne udtaler sig, og medierne sakser, som var det Ritzau.

Når jeg er sammen med folk, der er meget på de sociale medier, virker de lysår væk. Som regel opdaterer de mig om fjerne bekendtes privatliv, før de når frem til deres eget, og delagtiggør mig i endeløse debatter, hvor nogen har skrevet ubehageligheder på nogle andres tråde, som nogle tredje har liket, og nogle fjerde har kommenteret. Det er kun et spørgsmål om tid, før de griber telefonen på bordet for at vise mig et eller andet på de sociale medier.

Jeg kan ikke komme på et mere nedslående syn end ansigtet af en ven halvvejs gemt bag en smartphone. Udefra fremstår de sociale medier dybt asociale. De afskærer alle, der ikke har en konto, fra viden, og får brugerne til at tilsidesætte almindelig høflighed og omtanke.

Da jeg slettede mig selv fra Facebook for to år siden, var jeg sikker på, at jeg var en del af en større, dansk modbevægelse. Tilbage til vinyl!, proklamerede jeg. Offline er det nye sort! Der måtte vel være andre end mig, der ikke kunne samle tankerne i al den larm? Indtil videre virker det ikke sådan, og her holder advarslerne stik: I længden er det ensomt at være uden for fællesskabet. Selv rumhunden Laika ville være blevet træt af sin satellittilværelse, hvis hun ikke var død af overophedning inden.

Det har været fantastisk at leve offline, og jeg kan kun anbefale det, men realistisk set er jeg tvunget til at finde ud af, hvordan det lykkes andre, der skriver og skaber, at være på de sociale medier samtidig. Det giver ganske enkelt ingen mening at være en modbevægelse med kun ét medlem.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.