Fuck cancer

»Jeg ville ikke bytte. Så vil jeg alligevel hellere være i det her«

Det er Mikael Wolf, der er uhelbredeligt syg af kræft. Men han ønsker ikke at stå på den anden side som hustruen Dorethe, hvor hun en dag vil stå helt alene.

Mikael har ikke planlagt sin begravelse i detaljer. Han har ikke visualiseret den trin for trin. Han har altid taget tingene, som de kommer. Døden vil han heller ikke projektere.

Den dag, det alligevel sker, skal det ikke være tristheden, folk møder. Der må gerne være gang i fadølsanlægget og høj musik til, tænker han.

Den dag må man gerne sige: »Skål!«

»Det skal ikke være en søbefest, hvor man sidder med hinanden i hænderne og ikke siger noget. Det skal være en festlig udgang. En »fuck cancer«-temafest allerhelst.«

Man skal grine. Man skal have det sjovt. Der er ingen grund til at tale om bortgang lige nu.

Der har været voksen fastelavn i landsbyen Vester Nebel, og Mikael har postet fotos af Dorethe og sig selv på Facebook. Hun poserende som verdens stærkeste pige, Pippi Langstrømpe, med flekset overarm og fregner. Han i fuldt ornat som amerikansk hockeyspiller.

Sådan er det med de to. Deres »os« er et stærkt et af slagsen. Rethe og Miky, som de kalder hinanden. De har altid fundet sammen om styrke og omtaler hinanden som robuste »kan selv/vil selv«-mennesker. Det var også hendes force, han faldt for, da de mødte hinanden på et kollegium i Aarhus. Da hun søgte ind på politiskolen, begyndte de at træne sammen. Løb og vægtløftning for at se, hvor meget de hver især kunne tåle.

»Vi er ikke de der par, hvor samtaler bare blæser derud ad om absolut alt. Vi snakker sammen, men vi er ikke typerne, der hele tiden holder i hånd. Vi er nok ikke de store romantikere. Hun er jo vildt sej, min kone. Jeg vil gerne tro, at noget så romantisk som kærligheden har gjort, at vi har holdt sammen i alle de her år. At det er derfor, vi er glade for hinanden.«

Da Dorethe en dag ikke længere havde flere kræfter og gik ned med stress oven på Mikaels sygdom, måtte han revurdere sit syn på, at handlekraftige mennesker ikke knækker. At vægten ikke kan tvinge dem ned.

»Det der med stress var da noget, man selv styrede, mente jeg. Sådan har jeg det ikke længere. Hun gik ned, og så var det mig, der skulle hjælpe. Det er stadig hårdt for hende. Det kan jeg se, at det er. Jeg ville ikke bytte. Så vil jeg alligevel hellere være i det her. Det er meget egoistisk sagt. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det må være på den anden side. Jeg har tit tænkt på, hvordan det ville være at stå der. Jeg ved, at det er en svær tanke, at hun en dag kommer til at stå selv med børnene. Uden mand. Det må være svært,« siger han.

Kærester og ikke bare makkere

Det er ikke det liv, han havde håbet for sin kone og børn. Han kan ikke undskylde, men føler sig alligevel skyldig over at have trukket dem med i alt det her. Det er tumoren inde i hans hjerne.

»Dorethe siger altid, at det er i medgang og modgang. Det kunne jo lige så godt have været hende, der blev syg. »Det skal du ikke tænke over,« siger hun. Men det er hamrende uretfærdigt, og det er skruen uden ende. Hvornår bliver det nemmere? Hvornår bliver det lettere for os?«

Andre par på deres alder holder kærligheden ved lige med middage ude, biografture og weekendophold på gode hoteller. Det er der ikke plads til i deres liv. Alligevel insisterer de på at lade kærligheden folde sig ud på deres måde. Under de her betingelser er det en særskilt udfordring at forblive kærester og ikke bare makkere, der ordner alt.

Han har den i flere versioner, t-shirten med det opsigtsvækkende »Fuck cancer« påtrykt. Andre mennesker taler om at knække cancer eller om at kæmpe mod kræften. I Mikaels opfattelse kan man kun gøre ét: Med et udråb konstatere fuck cancer!
Han har den i flere versioner, t-shirten med det opsigtsvækkende »Fuck cancer« påtrykt. Andre mennesker taler om at knække cancer eller om at kæmpe mod kræften. I Mikaels opfattelse kan man kun gøre ét: Med et udråb konstatere fuck cancer!

De holder ensomheden fra døren ved at tale om dagligdagen og forsøger at gøre ting sammen, når muligheden er der.

De har ikke holdt et familiemøde, de har ikke talt om testamente og salmerne i kirken. De har heller ikke talt om det aller­sværeste: Om hun mon en dag kan blive lykkelig med en anden mand. Om lykken er der for hende på andre vilkår.

Det gør for ondt at tale om, synes Mikael.

»Det ville være egoistisk af mig ikke at tænke andet. Hun har da fortjent at blive glad. Det bringer ikke noget godt med sig at tale om det. Jeg ved ikke, hvad vi skulle få ud af hele tiden at gå rundt og sætte ord på det. Jeg vil gerne tro, at hun vil savne mig og det, vi havde sammen. Hvis det var omvendt, ville jeg være knust. Jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden hende. Det er svært at forestille sig, hvordan man kommer sig oven på sådan en stor sorg. Og jeg ville da ikke have lyst til at drøfte det med hende.«

Nu ville han melde sig ud. Nu ville han sige farvel til folkekirken. Han troede alligevel ikke på Gud, så hvad var pointen? Da Mikael en dag annoncerede ideen over for Dorethe, svarede hun, at det kunne han godt droppe. Det ville skabe langt mere praktisk bøvl for hende.

»Vi har en lille kirkegård tæt ved huset. Det er dér, han skal begraves. Drengene og jeg skal have et sted tæt på at gå hen og mindes ham. Han glemmer, at vi har talt om det. Men jeg skal huske det, for det er mig, der skal stå med det. Jeg har ikke gennemspillet begravelsen i hovedet. Så langt er jeg ikke i mine tanker endnu. Så bliver det svært rent følelsesmæssigt at være til stede omkring ham. Hvis jeg gjorde det, ville jeg allerede tage afsked med ham. Så er han væk.«

Artiklen fortsætter under billedet

Mikael Wolf vil sætte sig ned en dag og skrive et brev til sønnerne. Et brev, der giver gode råd videre til næste generation og får drengene til at huske ham som en far, der holdt sig i gang. En far, der ikke gav op. En far, der var stærk.
Mikael Wolf vil sætte sig ned en dag og skrive et brev til sønnerne. Et brev, der giver gode råd videre til næste generation og får drengene til at huske ham som en far, der holdt sig i gang. En far, der ikke gav op. En far, der var stærk.

Livet er ikke for tøsedrenge

Det er ikke alle, der forstår det. Dorethe føler sig ensom, når det er svært at trænge igennem til andre mennesker med beskeden om, at Mikael er rigtigt, rigtigt syg. At rollen som pårørende faktisk er hamrende hård.

»Man kan ikke se det på ham. Han er jo ikke forandret. For nylig var der en, der sagde til mig: Nu skal vi passe på med, at vi ikke gør ham mere syg, end han er. Man bliver nødt til at se ærligt på det. Det nytter ikke at bilde sig selv ind, at virkeligheden er en anden. Men lige meget hvor mørke tider det har været, har jeg altid kunnet finde et lys. Noget, der var godt. Jeg har aldrig tænkt: Bare det var en anden, jeg var blevet gift med.«

Det kan godt se ud, som om hun har styr på det hele. Derfor øver hun sig til stadighed i at bede andre mennesker om hjælp. Om at blive set. Ligesom hun har lært at tilgive. Da lægerne overså Mikaels tumor i 2013, bestemte hun sig for, at det var noget, der ikke skulle gøre hende bitter. Hun tænker på det i dag som en gave, fordi de fik et år i lykkelig uvidenhed.

I det her liv, som ikke er for tøsedrenge, nytter det ikke selv at opføre sig som én.

»Man bliver nødt til at bede om hjælp flere gange, og folk vil gerne have en konkret opgave. Men ofte ved man faktisk ikke, hvad man har brug for.«

Den uhelbredelige kræft sidder ganske vist i Mikaels hjerne. Dorethe har igennem de seneste år haft et indre billede af, at den også rammer resten af familien og gør dem syge. Den æder også hende. Den tager det bedste af hende.

»Man skal passe på familierne derude, hvor én har kræft. Kræften har taget noget af min kreativitet, nysgerrighed og mit overskud. Jeg har også sværere ved at huske og holde min koncentration. Jeg kan ikke altid være i nuet. Jeg ser ikke længere nyheder, for jeg vil ikke importere mere kaos, smerte og negativitet.«

På en patruljetur i København blev Dorethe engang forbandet langt væk af nogle sigøjnerkvinder, som hun skulle transportere til og fra retten. Hun vidste ikke, hvad de sagde, men den mørke tone i kvindernes stemmer og deres vrede har aldrig forladt hende.

»Jeg har tænkt: Gad vide, om de kastede en reel forbandelse på mig? Man vil så gerne have en forklaring. Selv hvis den forklaring har rod i noget overtro. Når jeg slår det rationelle til, ved jeg godt, at der ikke er noget i det. Det er menneskelig kemi, at nogle af os bliver syge, og det er da en lortesituation, som ingen har gjort sig fortjent til.«

Mikael kan ikke få sig til at gøre det lige nu. Ikke mens han stadig kan være i hverdagen. Men snart skal det ske. Inden det uigenkaldelige.

Han vil sætte sig ned en dag og skrive et brev til sønnerne, Theodor og Valdemar, har han besluttet sig for. Et brev, der giver gode råd videre til næste generation og får drengene til at huske ham som en far, der holdt sig i gang. En far, der ikke gav op. En far, der var stærk.

»Jeg ved endnu ikke helt, hvad der skal stå ord for ord. Det er mit håb, at de en dag kan læse det, når de savner deres far. At de kan mindes mig, og hvad jeg ville give videre. Åh. Jeg bliver følsom af bare at tale om det. Og hvornår skal man skrive det? Når man står med et ben i graven? Så har man allerede givet op på forhånd.«

Epilog:

Vinterens skyggehegn er blevet kløvet over og kastet langt væk af forårssolen. Nu lader den alt træde ind i skarp klarhed. Hjemme i Vester Nebel står noget af Mikael stadig tilbage i mørket.

Det er en måned siden sidst, vi skrev sammen. Den 9. marts er der besked fra Dorethe over Facebook med ord om, at de har været på Odense Universitetshospital sammen, Hun og Mikael. Oprindeligt skulle han selv have talt med lægerne, men hun tog med. Hun turde ikke andet, fordi tingene har ændret sig. Først troede hun, at det var en depression. At det var det, der var trængt ind i ham og havde gjort ham pludseligt uigenkendelig for hendes blik.

Det var det ikke.

Hendes mand er nu taget af kemoterapien. På grund af kemohjerne skal hjernetumoren kun bekæmpes med antistoffet Avastin. Det nedsætter behandlingens effekt over for den uhelbredelige sygdom med omkring ti procent, men livskvaliteten for familien vejer tungere lige nu. De håber, at beslutningen vil gøre det bedre. I den senere tid har hans sindstilstand været væsentligt forandret som følge af kemoterapien.

Han er ikke længere den gamle Mikael.

Ham, der grinede meget og aldrig lod sig trække med negative ting fra dagen før. Ham, der ligesom en computer rebootede sig selv hver dag og stod op for at se fremad. Familiefaren, manden. Ham, hun blev forelsket i. Nu husker han dårligt, tager ikke noget initiativ, glemmer og taber ofte tråden midt i en sætning, skriver hun.

Mens alt udenfor bliver lysere, er det på en eller anden måde forsvundet. Glimtet i hans øjne.

LÆS 1. KAPITEL: »Man kan jo ikke gøre andet end at møde op«

LÆS 2. KAPITEL: »Jeg mærker ensomheden, hver gang nogen spørger, hvordan jeg har det«

LÆS 3. KAPITEL: »Far, må jeg få din mobil, når du dør?«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.