Interview

»Jeg overtog et håndværkertilbud«

Efter mere end 25 år i dansk politik har Margrethe Vestager sluppet tøjlerne til Det Radikale Venstre og regeringens maskinrum. Tag med hende op i »Det Sorte Tårn« og på en tohjulet tur rundt i hendes politiske karriere.

Margrethe Vestager står i elevatoren på vej op til den forjættede 25. etage.

For første gang siden de sagnomspundne regeringsforhandlinger efter folketingsvalget er hun tilbage i »Det Sorte Tårn« på Hotel Crowne Plaza. Det var her, fundamentet til regeringssamarbejdet mellem Socialdemokraterne, de Radikale og SF blev støbt i dybeste hemmelighed. Det var her, de tre partier følte hinanden på tænderne og satte hårdt mod hårdt over 16 lange dage i september og oktober 2011.

Dengang sneg Margrethe Vestager, Helle Thorning-Schmidt og de andre forhandlere sig ind via vareelevatoren i kælderen. De havde deres egne adgangskort, så de kunne undgå nysgerrige blikke i receptionen. Vestager har gemt sit kort som et minde.

Nu står hun med hotellets eget nøglekort til de Radikales værelse 2502 i hånden på øverste etage. Det var i tårnet, at Margrethe Vestager for alvor manifesterede sig som en magtfaktor i dansk politik. Hun ankom til forhandlingerne som en af valgets vindere med kraftig mandatfremgang i ryggen og en reform af efterløn og dagpenge i bagagen. Men ifølge kilder som Berlingske har talt med spillede den radikale top også sine kort godt og offensivt. Fra de ellers helt mørklagte forhandlinger har det forlydt, at Vestager på et tidspunkt krævede at blive finansminister og også forlod forhandlingerne for at lægge maksimalt pres på de to andre partier.

Da hendes høje hæle nu træder ud af elevatoren og tilbage på det stribede væg-til-væg-tæppe i »Det Sorte Tårn«, formulerer Margrethe Vestager det på sin egen måde:

»Vi ville gerne i regering, hvis det kunne lade sig gøre. Men vi kunne også stå udenfor, hvis det var det bedste.«

Hun har nu overladt de radikale tøjler til sin arvtager Morten Østergaard og kom tidligere på ugen cyklende – i ensom majestæt – til Amalienborg for formelt at afgive sin del af regeringsansvaret. Det kunne ligne et mediestunt. Andre så en nytænkende og miljøbevidst leder, mens en helt tredje gruppe får røde knopper af synet af radikale ministre på vej til Dronningen på citybikes eller ladcykler.

På tur med Margrethe Vestager.
På tur med Margrethe Vestager.

I løbet af sine mere end 25 år i politik – syv år som politisk leder for de Radikale og tre år som økonomi- og indenrigsminister – har Margrethe Vestager både samlet fløjene og delt vandene. Hun har haft en finger med i alle afgørende økonomiske aftaler de seneste år. Hun er blevet kåret som den mest magtfulde og blevet kritiseret for at være den mest magtfuldkomne.

Berlingske har derfor inviteret Margrethe Vestager på en tur rundt til et par af de steder i Kongens – man fristes til at sige Dronningens – København, som har betydet mest for hendes politiske karriere. Og hvorfor ikke tage turen på cykel, når hun lader til at være så glad for det tohjulede transportmiddel?

Vi er begyndt turen på hendes nye, midlertidige base på Slotsholmen. Vestager har rømmet sit gamle ministerkontor og er flyttet rundt om hjørnet på Økonomi- og Indenrigsministeriets 1. sal. Hendes røde tæpper er rullet ud på gulvet, en ældre trappestige i træ, som hun har »klunset« på Christiansborg, står til venstre for døren, og på et ellers blankt whiteboard har en af hendes tre døtre skrevet »tillykke mor med Bruxelles«.

En af hendes første opgaver i sin nye rolle er at forberede sig til den berygtede høring i Europa-Parlamentet. Sidenhen venter arbejdet, som hun selv forventer bliver inden for det økonomiske felt, og som hun giver betegnelsen »sygt teknisk«. Men det er ikke helt ukendt land for Vestager, som har været fast mødedeltager ved de seneste års ECOFIN-møder i EU-kredsen.

Selv om hendes nu tidligere departementschef, Sophus Garfiel, i sin overdragelsestale i ministeriets gård tirsdag indikerede, at kommissærposten jo også kan bruges til at tale Danmarks sag, skal danskerne ikke forvente særbehandling fra Vestager.

»Det er ikke kommissærernes opgave at fremme danskernes interesser. Det er kommissærernes opgave at fremme det fælles Europa,« siger Margrethe Vestager.

Hendes første berøring med Slotsholmen var som embedsmand i Finansministeriet i 1993. Nu er hun på vej til at indtage rollen som en mellemting mellem embedsmand og politiker. Er hun så ikke bange for at blive en af de kommissærer, som forsvinder i det europæiske bureaukrati?

»Ja, det er jeg et eller andet sted. For arbejdet har en anden karakter end at være folkevalgt politiker på Christiansborg. Det er ikke at være embedsmand, men det er heller ikke at være politiker,« siger Margrethe Vestager, som har ansigtet rettet mod en indrammet plakat af Titanic – næsten som et billede på, hvilken supertanker hun er på vej til at blive en del af.

Herhjemme skal hun dog ikke regne med at blive glemt lige foreløbig. Hun har været med til at sætte markante fingeraftryk på dansk økonomi, de Konservative husker stadig med blandede følelser tilbage på det berømte håndtryk med Vestager under sidste valgkamp, og Enhedslisten har set de Radikale som roden til meget ondt de seneste år.

Vi forlader ministeriet og begynder at træde i pedalerne. Vestager fik stjålet sin cykel og cykelhjelm foran Finansministeriet for et par måneder siden og sidder nu på en af ministeriets lånecykler. Himlen er pastelblå, og solen sender skarpe stråler mod Christiansborgs matte kobbertag, da vi drejer forbi Folketingets hovedindgang - den såkaldte »Store trappe«.

På cykeltur med Margrethe Vestager ved Crowne Plaza på Amager - Det Sorte Tårn.
På cykeltur med Margrethe Vestager ved Crowne Plaza på Amager - Det Sorte Tårn.

Vestager fortæller om sin første tid som folkevalgt.

»Man skal finde ud af Folketinget for at kunne begå sig. Jeg kendte meget til, hvordan embedsværket fungerede, fordi jeg havde været embedsmand. Jeg kendte mit parti, fordi jeg havde været landsformand. Jeg kendte ikke Christiansborg. Der gik et stykke tid, før jeg lærte, at det er oppe på bænkene – bag den store trappe – at al information udveksles,« siger Vestager, mens vi cykler forbi.

Har du indgået nogle aftaler derude?

»Nej, men jeg har fået mange informationer, som har gjort det nemmere at indgå andre aftaler,« siger hun.

Knap et minut efter cykler vi forbi Undervisningsministeriet på hjørnet af Frederiksholms Kanal. Her blev hun som kun 29-årig overdraget ansvaret for Undervisnings- og Kirkeministeriet i Poul Nyrup Rasmussens sidste regeringsperiode. Vestager husker tiden som en periode med en »meget stejl læringskurve«.

»Regeringen havde været i gang meget, meget længe. Den havde lavet arbejdsmarkedsreformer, og der blev diskuteret efterløn. Det var ikke smooth. Der blev skabt resultater, men der var megen diskussion om regeringen og dens måde at være på. Så min første ministertid var ikke blød og nem,« siger Margrethe Vestager, inden en gaffeltruck blokerer vejen med papirvarer.

Først i slutningen af sin første ministerperiode følte hun, at hun havde fundet sit ståsted.

»Man får nærmest en kappe på som minister. I begyndelsen var det kappen, der bar mig. Man kunne se, at her kom en minister. Det var jo fint. Men det springende punkt er, at man på et tidspunkt kan så meget, at man selv bærer kappen. Det tog mig noget tid at falde ind i rollen,« siger hun.

Kun et trafiklys, en højredrejning og få minutters cykeltur væk ligger Dansk Design Center. Bygningen over for Tivoli på H.C. Andersens Boulevard har spillet en særlig rolle i de Radikales nyere historie og lagde blandt andet kvadratmeter til det radikale lederskifte i 2007.

Partiet var dengang i store problemer. Vestagers forgænger, Marianne Jelved, havde i radikale opgangstider peget på sig selv som statsministerkandidat og stillet en række ultimative krav til et regeringssamarbejde, som på mange måder havde ramt det gamle midterparti i hovedet som en boomerang. Naser Khader og Anders Samuelsen var i maj 2007 brudt ud og havde dannet Ny Alliance. Nu mente flere radikale, at der var behov for et nyt ansigt i front.

»Det var en kritisk periode for Det Radikale Venstre. I en klassisk boligannonce ville man nok sige, at jeg overtog et håndværkertilbud. Det kan blive rigtig godt, men der skal gøres noget,« siger Margrethe Vestager, da hun er steget af cyklen foran Dansk Design Center.
Hun træder hjemmevant ind og hilser på folk. Et par ansatte på første sal, der bærer titlen »senior change makers« ønsker hende tillykke med kommissærposten. Hun stopper op. De taler om nationale symboler. Hvorfor er svanen egentlig Danmarks nationalfugl, spørger Vestager.

»Den er jo et bæst, der hvæser,« siger Vestager.

Hun træder ind i det åbne kontormiljø på første sal. Det var her, hun blev valgt som politisk leder i juni 2007. Men det skete ikke uden store sværdslag. Vestagers beslutning om samtidig at udpege den 30-årige Morten Østergaard som næstformand for folketingsgruppen mødte modstand. Morten Helveg Petersen ville være partiets nummer to. Han fik kun tre stemmer ud af 16 mulige, men signalet var ikke til at tage fejl af. Vestager mødte modstand fra dag ét.

Vidste du dengang, at dit valg til nummer to ville blive udfordret?

»Nej, det vidste jeg faktisk ikke. Men jeg tænkte, at det selvfølgelig kunne ske, fordi vi i de Radikale har en tradition om, at vi holder skriftlige personvalg.«

Hvorfor skulle Morten Helveg ikke være din nummer to?

»Måske lignede vi på nogle træk hinanden for meget. Jeg tænker altid, at det er vigtigt at være sammen med nogen, som ligner en selv mindre. Tænk, hvis man bare fordoblede sig selv hele tiden. Det ville forskrække mange danskere, hvis der var flere af mig, tror jeg,« siger hun og smiler.

Med Margrethe Vestager på café.
Med Margrethe Vestager på café.

Selv om Vestager til at begynde med fik vendt den nedadgående tendens i meningsmålingerne, var de første år som leder til tider op ad bakke.

»Som et klokkeværk tabte vi valg efter valg. Først tabte vi folketingsvalget, så tabte vi europaparlamentsvalget, så tabte vi kommunal- og regionsrådsvalget,« siger Vestager.

Godt et år efter hendes tiltræden som politisk leder forlod Simon Emil Ammitzbøll partiet. Han beskyldte i samme bevægelse Vestager for at være en egenrådig leder.

Egenrådig leder. Kan du genkende det?

»Nej, det kan jeg ikke,« siger hun kortfattet.

Føler du dig misforstået?

»Nej, men jeg forsøger at finde ud af, hvorfor de har behov for at sige det? Hvorfor har de behov for at spille nogle meget hårde bolde op ad mig? For det er ikke for at sige noget om mig. Det er for at sige noget om sig selv,« siger Margrethe Vestager, som har sat sig i et sofamøblement på Dansk Design Center.

Billedet af Vestager som leder står i stærk kontrast til fortællingerne fra flere af medlemmerne af den nuværende radikale folketingsgruppe. Her går historierne om Vestagers opmærksomme blik for kollegernes fødselsdage og generøse uddeling af hjemmestrikkede barselsgaver.

Vi sætter os op på cyklerne igen. På den anden side af Langebro ligger Margrethe Vestagers »hood«. Det er her, at den lokale pizzamand af egen drift tilføjer »med ekstra ost«, når familien Vestager bestiller mad. Det er her, at en af hendes små oaser, Beates Kaffebar, klemmer sig ind på en sidegade til Amagerbrogade. Vestager er kommet på det lille kaffehjørne, siden det åbnede. Her har hun »konspireret« og spist adskillige portioner havregrød med ristede mandler og kanel med sin tidligere rådgiver Henrik Kjerrumgaard og »wingman« Morten Østergaard.

Hun bestiller en »forlænget americano« med et indforstået blik til Beate, mens interviewet drejer sig i retning af regeringens reformer, dagpengedebatten og den sociale del af de Radikales ideologi.

Du har undervejs fået kritik af flere af dine egne for, at det sociale i det socialliberale blev nedprioriteret. Har kritikerne ikke en pointe?

»Det kommer meget an på, hvordan man forstår det sociale. Dét, vi har arbejdet meget med, er bestræbelsen på, at man får en chance, og at man får én til, og at der er en hånd, der rækker ud efter dig, hvis man har behov for det. Det er det, der er gennemgående i alle reformerne.«

Den tidligere radikale leder Carl Theodor Zahle indførte sociale reformer til gavn for samfundets svage. I dag handler de radikale reformer vel meget om at effektivisere og sikre arbejdsudbuddet. Har jeres sociale forståelse og greb ændret sig siden dengang?

»Det tror jeg faktisk ikke. For den grundlæggende menneskerespekt er, at alle skal opleve, at de bliver regnet med. At de bliver set som nogen andre har brug for.«

Magrethe Vestager på Dansk Design Center.
Magrethe Vestager på Dansk Design Center.

Interviewerens papir flyver væk i vinden. Vestager rejser sig straks og samler det op.

Hvad ville du allerhelst have gjort noget ved, som du ikke nåede?

»Jeg ville ønske, at vi tidligere havde lavet en reform af folkeskolen, så den var kommet meget længere, end at træde i kraft her efter sommerferien. For det, at alle børn får et afsæt i deres grundskole, synes jeg, er helt afgørende.«

Kaffen er kun drukket halvt færdig, inden cykelturen fortsætter videre sydpå. Med Amager Fælled på højrehånd og metroen på venstre går turen mod »Det Sorte Tårn«. Vestager kender selv vejen, og viser vej ned mod vareindleveringen. Oppe på den øverste etage har vi væsentligt mindre tid end seksten dage, og Vestager har ikke glemt musketéreden med de to andre partier.

Hvad var det for en strategi I havde?

»Det, der var vigtigt for os, var, at vi kunne genkende os selv og synes, at vi også kunne være i et fælles projekt.«

Overvejede I nogensinde om forhandlingerne ville bryde sammen?

»Det er sådan, at det, der skete i Tårnet, bliver i Tårnet.«

SF endte med at forlade regeringen. Var det en stærkere regering uden SF?

»Vi havde været i regering sammen på godt og ondt. Der var nogle mennesker – det var helt åbenlyst – som havde en krise at forholde sig til. Derfor skulle vi ikke samarbejde mere. Derfor var det lige så meget de menneskelige følelser, der fyldte noget der,« siger Margrethe Vestager.

Hun viser vej ud til tårnets tag. Det var her Villy Søvndal og andre røg sine cigaretter og alle trak frisk luft under maratonforhandlingerne. Vestager husker tilbage:

»Det var super varmt, så hvis man havde højhælede sko på, så satte man mærker i tagpappen.«

Hele området omkring hotellet er omdannet til en byggeplads, og man fristes til at sammenligne byggekaoset med regeringens problemer efter regeringens seksten dage i det forjættede tårn. Vestager svarer hurtigt:

»Jeg ser det nu mere som et billede på alle de resultater, vi fik lavet.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.