»Jeg følte mig som en, der stopper op for at kigge på en trafikulykke uden at gribe ind«

»På et tidspunkt bliver man også mæt,« sukker Mette Bendixen, som begyndte 2015 som dybt engageret i flygtningesituationen. Men efterhånden som strømmen tiltog, voksede også magtesløsheden. Berlingske har besøgt naboerne til Udlændingestyrelsen i Ryesgade i København, hvor sulte­strejkende syrere året igennem har gjort flygtningekrisen konkret.

Da de første flygtninge i forsommeren begyndte at sultestrejke foran Udlændingestyrelsen, gik Mette Bendixen ned med en friskbrygget kande the.

Den 31-årige ph.d.-studerende har i ti år boet skråt over for bygningen i Ryesgade på Østerbro uden at skænke stedet en tanke. Men med ét var det som om, verdens krige var flyttet ud af fjernsynet og ind foran hendes hoveddør.

»Man kunne ikke undgå at tage stilling. Jeg mener: Der gik jeg glad, på barsel med min søn, mens mænd på min egen alder slog telte op på fortovet og sultede i frustration over ikke at kunne få deres familier at se. Selvfølgelig måtte jeg gøre noget,« siger hun.

Så Mette Bendixen stoppede op for at snakke med mændene foran Udlændingestyrelsen, tilbød dem vand og the, donerede tøj og opladede deres mobiltelefoner.

»2015 blev året, hvor flygtningekrisen for alvor kom ind under huden, og jeg vidste, at jeg ikke kunne nøjes med at have et sponsorbarn i Nepal eller give penge til Folkekirkens Nødhjælp. Det blev året, hvor det gik op for mig, hvor galt det faktisk står til, og at jeg var nødt til at engagere mig oprigtigt selv,« siger hun.

Mette Bendixen har boet skråt over for Udlændingestyrelsen i ti år. I løbet af 2015, da hun var på barselsorlov med sønnen Bille, kom flygtningekrisen for alvor tæt på, og hun følte, at hun var nødt til at gøre noget. »Jeg kan bare mærke, at den måde, vi lukker landet og behandler flygtningene på, slet ikke er den rigtige vej.«
Mette Bendixen har boet skråt over for Udlændingestyrelsen i ti år. I løbet af 2015, da hun var på barselsorlov med sønnen Bille, kom flygtningekrisen for alvor tæt på, og hun følte, at hun var nødt til at gøre noget. »Jeg kan bare mærke, at den måde, vi lukker landet og behandler flygtningene på, slet ikke er den rigtige vej.«

Den unge mor tager sin grædende, feberramte søn op på armen og holder pause i talestrømmen et øjeblik. For 2015 blev også året, fornemmer man, hvor magtesløsheden voksede sig større, og engagementet, som i en periode fyldte alle hendes tanker, langsomt svandt ind igen.

En dag, da Mette Bendixen gik ud på gaden, var gruppen af sultestrejkende vokset fra tre til fem. Hen på eftermiddagen var de fem blevet til 11. Og da skybruddet samme aften brød ud i København, var der pludselig 17 drivvåde mænd fordelt på otte telte, som de skiftedes til at sove i.

Det gav ingen mening at prøve at overbevise dem om, at det ikke er sådan, man løser problemer i Danmark. Men det gav heller ingen mening at give dem et liggeunderlag og sige, at alt nok skulle gå.

Grænsen er nået

Mette Bendixen gik ned i regnen for at konstatere, at hun ingenting kunne gøre for mændene, gik tilbage ind i tørvejret og kiggede ud af vinduet igen.

»Jeg følte mig som en, der stopper op for at kigge på en trafikulykke uden at gribe ind. Men den aften gik det langsomt op for mig, at det jo ingenting batter, at der kommer nogle venlige københavnere med en kande kaffe og et regnslag. Man kan måske nok holde flygtningene tørre i nogle timer, og mændene var da også sindssygt taknemmelige for den støtte, de fik. Men flygtningeproblemet er jo meget mere komplekst. Jo flere der kom, jo mere tænkte jeg: »Puha, hvad gør vi?« På et tidspunkt bliver man også mæt.«

Mette Bendixen har boet skråt over for Udlændingestyrelsen i ti år. I løbet af 2015, da hun var på barselsorlov med sønnen Bille, kom flygtningekrisen for alvor tæt på. »Jeg vidste, at jeg ikke kunne nøjes med at have et sponsorbarn i Nepal eller give penge til Folkekirkens Nødhjælp. Det blev året, hvor det gik op for mig, hvor galt det faktisk står til, og at jeg var nødt til at engagere mig oprigtigt selv,« siger hun.
Mette Bendixen har boet skråt over for Udlændingestyrelsen i ti år. I løbet af 2015, da hun var på barselsorlov med sønnen Bille, kom flygtningekrisen for alvor tæt på. »Jeg vidste, at jeg ikke kunne nøjes med at have et sponsorbarn i Nepal eller give penge til Folkekirkens Nødhjælp. Det blev året, hvor det gik op for mig, hvor galt det faktisk står til, og at jeg var nødt til at engagere mig oprigtigt selv,« siger hun.

Siden foråret 2015 er tilstrømningen af asylansøgere til Danmark måned for måned kun taget til. I sommerferien, hvor Mette Bendixens engagement var på sit højeste, kom der cirka 1.000 nye ansøgere om måneden. Først på efteråret voksede tallet til det dobbelte, i november kom der cirka 5.000.

Men mens et flertal af danskerne i september, da opmærksomheden omkring tilstrømningen var på sit højeste, var »enige« eller »meget enige« i, at vi som land bør give opholdstilladelse til flere flygtninge, er opbakningen til den holdning ifølge en ny Gallup-måling, som Berlingske har fået foretaget, i dag svundet ind til 37 procent.

Partier som Socialdemokraterne og SF, der tidligere var i opposition til regeringens flygtningepolitik, taler i dag som en selvfølgelighed om, at »antallet betyder noget«, og at grænsen er ved at være nået. Og selv svenskerne, som for få måneder siden ikke mente, at der var nogen overligger for antallet af flygtninge, som landet kunne modtage, har i dag lukket bommene ned.

Men i Ryesgade fortsætter livet, som altid. Hver morgen er der kø foran Udlændingestyrelsen. Hver dag tændes nye flygtninges håb og knuses nye drømme. Og for naboerne i Ryesgade, som konfronteres med skæbnerne, indfinder hverdagen sig også hurtigt igen.

»Man tænker jo mest over det de dage, de sidder derovre og sulter,« siger Kirsten, der er medindehaver af frisørsalonen Camouflage Hairdesign, som ligger et par opgange derfra.

Flygtninge er et naturligt samtaleemne for kunderne, og Kirsten gør sit bedste for at bevare den gode stemning – både med dem, som har medlidenhed med flygtningene, og dem, som synes, at asylansøgerne burde sendes hjem, hvor de kommer fra.

»Jeg synes nu engang, at Danmark er for danskerne. Det kan godt være, at det lyder lidt racistisk. Men de skal i hvert fald ikke komme her med alle deres bomber. Det er det, jeg er mest bekymret for,« siger Janne på 54, der får vasket hår i stolen og bor på Østerbro.

Ligesom salonens anden kunde ønsker hun ikke at få sit efternavn i avisen:

»Man bliver så nemt stemplet,« siger Camilla, der venter på, at hårfarven trænger ind.

Frisøren Kirsten klipper Janne, mens Camilla venter i baggrunden i frisørsalonen Camouflage Hairdesign. Salonen ligger lige over for Udlændingestyrelsen, og både kunder og ansatte møder flygtningene dagligt.
Frisøren Kirsten klipper Janne, mens Camilla venter i baggrunden i frisørsalonen Camouflage Hairdesign. Salonen ligger lige over for Udlændingestyrelsen, og både kunder og ansatte møder flygtningene dagligt.

Frisør Kirsten kigger op på fotografen. Der har nu ikke været nogen problemer i gaden, understreger hun. Hvis de sultestrejkende konstant skulle låne toilettet, have strøm på mobilerne, eller smadrede hendes ruder, kunne det være, hendes holdning havde været anderledes.

»Men jeg bliver også lidt provokeret af alle de indsamlingsshows,« indvender Camilla.

»For vi har også mange danskere, der mangler penge. De sande flygtninge ville være tilfredse med det, vi tilbyder, og ikke kræve flere penge eller en fireværelses­lejlighed i indre København. I forvejen slås vi med integrationen af dem, som er i landet. Jeg mener, vi skal tage os af vores egne, før vi lukker flere ind.«

Mangel på løsninger

I venteværelset tripper Ahmad Rushdy for, at det bliver hans tur til at komme op til. Den 27-årige syrer er kommet for at tjekke op på sin familiesammenføringssag. Han har boet ni måneder på Nykøbing Falster og vil høre kvinden bag skranken, hvornår han kan få sine børn at se.

»Jeg har hørt, at der er mange regler og at det kan tage lang tid, men jeg tror, de vil hjælpe mig. Jeg håber, de vil hjælpe mig,« siger han: »Ellers ved jeg ikke, hvad jeg gør.«

Der har ikke været nogen sultestrejker i flere måneder, og budskabet om, at den slags demonstrationer næppe gavner deres sag, synes at være nået frem til flygtningene.

»Desuden tror jeg, at de fleste snyder,« siger en anden 47-årig butiksejer på vejen, som ikke vil have sit navn frem. Han har hørt om nogle, der drak Cocio og spiste chips, selv om de sagde, at de sultede. Den slags er bedrageri, mener han.

»Jeg vil ikke ødelægge deres hjerter, for de fleste ser triste ud, og jeg er sikker på, at de har et problem. Men jeg mener ikke, at der skal komme flygtninge flere til Europa. Jeg er bange for fremtiden, for selv om det kun er ti ud af 10.000, der laver ballade, er det nok til at ødelægge vores land.«

Beboerne i Ryesgade i København er naboer til Udlændingestyrelsen og kan ikke undgå at blive berørt af flygtningesituationen.
Beboerne i Ryesgade i København er naboer til Udlændingestyrelsen og kan ikke undgå at blive berørt af flygtningesituationen.

Mette Bendixen er stadig med i netværket Venligboerne, som hjælper og støtter flygtninge med forskellige praktiske ting, og hun er stadig dybt kritisk over for regeringens flygtningepolitik.

»Jeg mener, at den måde, vi tackler flygtninge på i dag, er inhuman og himmel­råbende forkert. Og jeg har set et civilt Danmark, som er klar til at hjælpe og engagere sig meget mere end de magthavere, som råber bål og brand og forsøger at skræmme alle flygtninge væk. Men jeg ved også godt, at der er grænser for, hvor mange der kan være her, og at nogle tomme huse på Lolland ikke bare kan løse det problem,« siger hun.

Sønnen Bille er faldet til ro med et par rugbrødsmadder og feberen synes at være løjet af.

»Jeg kan godt se, at jeg let falder ind i kassen af venstreorienterede, højtuddannede kystbanesocialister, som synes, at regeringens politik er for dårlig uden at have ideer til, hvordan vi løser det større problem, og jeg skal være ærlig og sige, at jeg heller ikke har svaret. På det seneste er jeg begyndt at læse mindre og mindre om emnet, for det er også intenst, når det kommer tæt på. Jeg kan bare mærke, at den måde, vi lukker landet og behandler flygtningene på, slet ikke er den rigtige vej.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.