Muslimske stemmer

»Jeg findes slet ikke«

»Rigtig mange unge nydanske kvinder lever et frit liv, fordi de hver dag kæmper for det. Det skal man ikke tage fejl af.« Muslimske Geeti Amiri frabeder sig at være andet end sig selv.

»Præmieperker«, siger hun om sig selv. 24-årige dansk-afghanske Geeti Amiri læser statskundskab på Syddansk Universitet og går op i samfundsdebatten.

Særligt i integrationsdebatten.

Debatten går bare ikke op i hende og hendes slags, mener hun. Oven på en sæson med både Yahya Hassan og Ahmed Akkari vil Geeti Amiri imidlertid gerne aflevere en pointe eller to.

»Det er sjovt, at danskere bruger begrebet »præmieperker« som noget positivt. For os, der er perkere, er det sådan lidt suspekt. Som om man har solgt ud og har ladet sig assimilere, som om man er blevet lige lovlig dansk. Hvorimod hvis du blot siger perker, er alle enige om, at så er du bare ghettoperker. Der findes så mange begreber omkring at være to-sproglig eller to-kulturel, at jeg ofte tænker: Okay, er det ikke efterhånden ret umuligt at få lov bare at være mig? Det er ydersynspunkter, der dikterer debatten. Derfor kan stort set ingen af os, som den handler om, genkende os selv i integrationsdebatten.«

Hvad er det, du ikke kan genkende dig selv i?

»Enten reduceres danskheden til et spørgsmål om halalkød eller ej. Eller også reduceres det at have etnisk kulturelle, islamiske rødder til, om man går man tørklæde eller ej. Alt koges ned til laveste forståelsesramme for, hvad det vil sige at være udlænding, hvad det vil sige at være muslim.«

Hvad gør det ved dig?

»Det gør mig vred. Det får mig til at udtrykke min forargelse over at blive behandlet så stereotypt og forvrængende. Men enormt mange trækker sig desværre ind i sig selv og tænker, at hvis danskerne går så meget op i halal eller ej, så er det for småligt for mig, så gider jeg slet ikke deltage. Sådan tænker mange danske muslimer. I princippet er de fleste af dem folk, der bidrager til samfundet på forskellig vis. Hvis du er grønthandler, går du altså på kompromis med rigtig meget. Med familie og socialliv osv. Du er i gang fra klokken halvfire om morgenen til sen aften. Min bror er grønthandler og har arbejdet sådan i tyve år for at kunne give sine børn en god uddannelse. Hans søn læser jura og får rigtig gode karakterer. Men hver gang integrationsdebatten er på bordet, repræsenteres unge indvandrermænd kun af kriminelle. Skulle man anlægge samme betragtning om danskere, skulle man jo næsten generalisere etniske danskere ud fra en dysfunktionel familie i Brønderslev. Og sådan har det kørt i årevis. Når en udenlandsk familie har snydt med overførselsindkomster, så får alle stemplet på sig. Det samme med et tvangsægteskab, et bandeslagsmål og så videre.«

Men statistikkerne lyver jo ikke, og der har vel også manglet et selvopgør i visse muslimske kredse? Det er vel der, sådan en som Yahya Hassan kommer ind?

»Yahya Hassan kommer jo og jorder alle udlændinge, fordi hans egne forældre ikke har evnet at give ham en omsorgsfuld barndom. Der kan mange sige, at det gælder altså ikke os. Og vi gider ikke, at det stempel skal sidde på os, så derfor gider vi slet ikke være med i debatten. Vi passer vores skole, vores arbejde og vores liv. Hvis det er den måde, I vil diskutere integration og muslimer på, er vi slet ikke med. Og så mangler den der store, tavse midtergruppe i debatten jo. Så får man ikke andet end en polariseret og rituel debat, ingen kan bruge til andet end, at lejrene kan pege fingre ad hinanden.«

»I debatten kan jeg jo forstå, at det er umuligt at være afghansk, dansk muslim, som jeg er det, for det er jo noget helt andet og meget mere fundamentalistisk, endjeg er, hedder det,« siger studerende Geeti Amiri, der her ses på Sct. Hans Torv i Købehavn. Foto: Niels Ahlmann Olesen
»I debatten kan jeg jo forstå, at det er umuligt at være afghansk, dansk muslim, som jeg er det, for det er jo noget helt andet og meget mere fundamentalistisk, endjeg er, hedder det,« siger studerende Geeti Amiri, der her ses på Sct. Hans Torv i Købehavn. Foto: Niels Ahlmann Olesen

Hvem har skylden for det?

»Det har vi da alle sammen. Det har I i medierne, fordi I udelukkende satser på at forstærke konflikterne. Det har politikerne, fordi de så let reducerer integrationsspørgsmål til frikadeller i daginstitutionen, kvinder med tørklæde eller noget tredje. Hallo, siger jeg så. Er I klar over, hvor mange og hvor forskellige mennesker, I tillader jer at fordømme ved at generalisere her? Integrationsdebatten er reduceret til kun at handle om at opstille krav om, at folk skal agere så dansk som muligt, hvad det så end er. Det får de berørte folk til at stå af, kan jeg forsikre om. Det er jo ikke godt, at et samfund er fuldstændig ensrettet og ensformigt, og det er det, højrefløjen sidder og argumenterer for. Vi skal se ens ud, spise ens, have ens overbevisning. Og det er det samme, der kommer fra de, der mener, vi skal have sharialov. Men det er i begge tilfælde små grupper. Det er simpelthen så forsvindende få, der mener, vi skal have et lovreligiøst samfund.«

Men er du ikke bare den oplyste, privilegerede nydansker, der taler?

»Mine forældre kom hertil fra Kabul i 1994 som flygtninge fra Afghanistan. Vi fem søskende voksede op i en ghetto ude på Amager. Jeg har arbejdet, fra jeg var gammel nok til det. Jeg har forsørget mig selv, fordi min familie ikke havde råd til det. Det er en selvstændighed, der kræver opgør. Det har jo ikke været gnidningsfrit. Hverken at flytte hjemmefra, droppe ud af gymnasiet, arbejde i en etnisk dansk blomsterbutik, selv vælge sin partner. Mine forældre kom hertil med den samme værktøjskasse som de fleste andre forældre i den generation. Unge udlændinge skal forstå, at det er op til dem selv. De skal ikke forstå sig selv som en stor gruppe. Heller ikke muslimer. Samfundet skal heller ikke opfatte dem sådan. I integrationsdebatten opfører alle sig som om, at alle udlændinge er lige lidt integreret og afskærmet fra resten af samfundet. Det passer overhovedet ikke. Tværtimod. Men en nuancering finder ikke sted. Jeg findes slet ikke i debatten. Jeg er ikke Fatima fra en familie med nogle dybe problemer og udbredt social kontrol. Jeg er ikke Hizb ut-Tahrir, jeg er heller ikke konvertitten, der ender med at sidde i Dansk Folkeparti og spise flæskesvær. Jeg er, hvor de fleste befinder sig.«

Hvad bygger du det på?

»Det kan jeg jo se. Det er der ingen tvivl om. Men vi taler hele tiden om en meget lille procentdel, der får lov til at dominere det hele. Og det er helt forkert. Jeg er jo også muslim. Jeg vil ikke engang godtage, at jeg skulle være en moderat muslim. Nej, jeg er muslim. Punktum. Jeg går ikke med tørklæde, og min fortolkning er ikke hverken usædvanlig eller mere anderledes end de fleste muslimers. I debatten kan jeg jo forstå, at det er umuligt at være afghansk, dansk muslim, som jeg er det, for det er jo noget helt andet og meget mere fundamentalistisk, end jeg er, hedder det. Men nej, det er det ikke. Der er ingen patenter. Der er imidlertid en masse fra både den ene og den anden lejr, der har stor interesse i at dæmonisere hinanden.

Hvis nu DFs værdiordfører, Pia Kjærsgaard, sad her, så ville hun sige, at hun ikke er uenig med dig, det hun og hendes parti er imod, er ikke dig, men parallelsamfundet.

»Så spørger jeg bare, hvorfor tror I, at de parallelsamfund eksisterer? Det er da, fordi I som politikere har ladet dem eksistere. Og måske endda har haft interesse i det. Hvis man er vokset op i ghettoen, så ved man, at det offentlige gav op for længe siden. Nu skal det ikke være den der med, at det er samfundets skyld, for det er det ikke kun. Men bør vi ikke bare sige, at når der eksisterer parallelsamfund, så er det fordi vi ikke har været gode nok til at byde folk ind i det her samfund? Det sker ikke ved, at man giver dem en lejlighed og henter og bringer deres børn i taxi, når de skal i skole, og man til sidst har frataget folk eget ansvar og forældreopgave. Så bliver de helt modsatrettede og tror, at deres børn bliver taget fra dem. Jeg dumpede eksempelvis i børnehaveklassen. Måtte gå den om, fordi jeg ikke kunne dansk. Jeg blev ikke sendt i børnehave, men gik hjemme, fordi min mor var arbejdsløs.«

Hvad skal man så gøre som samfund?

»Der skal stilles krav. Hvorfor stiller man ikke reelle krav til nydanske drenge? De mødes altid af den løftede pegefinger. Og de får konstant at vide, at ’I er de dårlige, pigerne er de gode’. Nydanske drenge bærer på den tungeste arv fra deres forældre. De bliver automatisk set som patriarkalsk og chauvinistisk disponerede, men ude af stand til at opretholde et otte-til-fire-job. En nydansk dreng, der er vokset op med en far, der har været mere optaget af Al Jazeeras arabiske nyhedsudsendelser end sin søns opvækst, er det mest anerkendelseshungrende menneske, du kan finde i det danske samfund. Giv ham et job, et hvilket som helst job, og du vil se, hvor langt han vil gå for at holde fast i anerkendelsen. Jeg har selv set det. Den måde de knokler på. Og selvfølgelig har de det svært. Hvad havde vi forventet? Tror du, de sidder der i folkeskolen efter at have fået at vide, at det vist er op ad bakke med dem, og beslutter sig for, at så skal de sandelig vise klasselærer Finn eller Sanne, eller hvad disse hedder, at de kan tage fat? Næh, de bliver aggressive. Du skal jo ikke tro, at disse drenge ikke altid har været klar over, hvor meget der er at leve op til, og hvor umuligt det er.«

Hvad mener du?

»Vi perkere kommer alle fra de samfund, hvor prestige er lig med titel. Vi kommer fra samfund, hvor det at kunne kalde sig læge skaffer dig kone, hus, status og respekt. Hvis man tror, at udenlandske eller muslimske hjem er hjem, der ikke motiverer deres børn, hvis man tror, at udlændinge er nogle, der generelt ikke vil noget i det her samfund – som den der lille, lille gruppe, man elsker at pege fingre ad – så fatter man jo ikke en bjælde af udlændingeproblematikken. Jeg anerkender, at der er indvandrerfamilier, der begår fusk med overførselsindkomster, jeg anerkender, at nogle har lidt for skævt et kønsrollesyn. Men lad nu være med at gøre den ligning til hele regnestykket. Desuden skal dem, der er i disse familier, til at tage sig alvorligt sammen, for ellers ødelægger de deres børns fremtid. Eller også skal de unge selv tage opgørene. Lad nu være med at snakke som om, at Yahya Hassans digte om hans opvækst fortæller historien. Nej, den gør sgu’ ikke, undskyld mig. Den fortæller Yahyas historie.«

Men det var vel at dømme efter reaktionerne også nødvendigt?

»Jo, jo, men altså, jeg var også pisse vred, da jeg var 17 år. Havde nogen givet mig til opgave at skrive om det samt et forlag til at trykke det, jamen jeg siger dig, der ville komme en lignende vrede. Er du klar over, hvor mange kampe man har med sine forældre i vores situation? Sådan er det bare. Og det må man bare komme igennem. Det er jo lige netop der, vi fejler. Vi skal selv tage de opgør. Det er afgørende. Og tag ikke fejl, jeg er virkelig så træt af nogle af mine medsøstre. Så sidder man måske til et bryllup, og så sidder de der og agerer, som om de er fine, små, ærbare prinsesser, der gør alt, hvad der forlanges. Og jeg får lyst til at stikke dem en flad. For hvad nytter det at have en kandidatgrad eller leve dit dobbelte liv, hvis du går med til at sidde der og opretholde en løgn?«

Så er det vel også godt, at der kommer folk som Hassan og Ahmed Akkari og blotlægger tingene?

»Hver eneste gang Akkari er ude at sige noget, så skriver samtlige medier om ham. Eller Yahya Hassan. Og jeg tænker, hallo, hallo, vi er altså andre, faktisk er det ret mange andre. Da jeg læste de første interviews med Yahya Hassan, sad jeg jo heller ikke og tænkte, Gud, hvor det forfærdeligt, at han er perker eller muslim og har fået så mange slag. Jeg tænkte, Gud, hvor er det forfærdeligt, at han er et menneske og har fået så mange slag. Men det første, der kom ud af det, var, at han havde været udsat for al denne her vold, fordi han er perker og muslim, og det må følgelig være fordi islam prædiker vold. Havde det været en digter ved navn Lars Andersen fra et dysfunktionelt hjem i en eller anden forstad, hvor der foregik det samme, havde han jo kun solgt nogle få eksemplarer. Og Akkari er bare en klaphat. Han er det klareste eksempel på, når en dreng føler sig rodløs og i identitetskrise.«Hvordan det? »Der skete det samme med ham som med alle dem, der går til Hizb ut-Tahrir, går fra bander til Hizb ut-Tahrir, eller går dertil som almindelige gymnasiestuderende. Det er identitetskriser. Jeg havde den da også som 17-årig. Hvad er jeg? Hvem er jeg? Alle os, der sidder mellem Akkaris første position og så den anden, som han nu i sin fortrydelse over islamismen indtager, vi kigger på ham og siger til hinanden: Hvorfor? Hvad skulle vi ud i alt det her for? Bare fordi manden selv er i krise. Der må man jo sige til Akkari, at hvad der er sket, er summen af hans egne handlinger. Der er så bare nogle, der har en enorm politisk interesse i at anvende ham som posterboy for deres politiske agenda.«

Men det er vel også væsentligt at forholde sig til hans kritik af moskeer og kulturorganisationer som femte kolonnevirksomhed for kalifatet?

»Hvordan kan man tro, at et kristent land som Danmark nogensinde skulle blive en shariastat? Man maler fanden så stort og voldsomt på væggen, at det ikke kan vaskes af. Det har man faktisk gjort i tyve år. Man har gjort islam til et spørgsmål om velfærdsstatens overlevelse, fordi udlændinge heriblandt muslimer kommer hertil som flygtninge, man maler fanden på væggen i enhver sammenhæng hele tiden. Vi taler altså om en lille gruppe, der får lov at tage alle os andre som gidsel.«

Studerende Geeti Amiri, på Sct. Hans Torv på Nørrebro.
Studerende Geeti Amiri, på Sct. Hans Torv på Nørrebro.

Men så kan man jo spørge; hvorfor så ikke gøre op med det og gøre opmærksom på, at det vil I ikke være gidsler i?

»Hvem siger, vi ikke gør op med det? Hver evig eneste gang nogen siger noget, der tager mig til indtægt for en islamiserende holdning eller værdi, så siger jeg det straks imod. Folk glemmer jo, hvor mange kampe, såkaldt »moderate muslimer«, hvis vi skal bruge begrebet, tager hver dag. Med både danskere, der tiltror os holdninger og værdier, vi ikke har, men i endnu højere grad med muslimer, der tror, de kan tage os til indtægt for deres egne forvrængede forestillinger. Jeg har altid nægtet at gå over på den anden side af gaden her på Nørrebro, hvis der kommer perkerdrenge, der siger, at min kjole er for kort. Det er også at tage kampen op. Rigtig mange unge nydanske kvinder lever et frit liv, fordi de hver dag kæmper for det. Det skal man ikke tage fejl af. På Syddansk er der drenge, der går i sådan nogle mellemøstlige klædedragter og forlader forelæsningerne for at bede og synes, at man selv skal gøre det samme. Nej, din idiot, det er ikke det, islam vil. Du skal ikke afbryde din undervisning og blive dummere, fordi du skal bede. Du kan læse forsinkede bønner, min ven. Og der er altså nogle, både drenge og piger, der siger fra der. Men det hører vi jo ikke om. Så hvad har vi gjort de sidste ti år? Andet end at skabe større og større og dybere og dybere kløfter mellem befolkningsgrupperne. Havde vi brug for Yahya? Det kan diskuteres. Har vi brug for, at sådan nogle som mig og andre unge kommer ud og siger: ’Hey, jeg er måske hverken den Perfekte Muslim eller den Gode Dansker, men jeg prøver på at være et ordentligt menneske og bidrage til fællesskabet’?«

Der er vel brug for begge dele?

»Ja, men lige så snart debatten begynder at køre om halalkød i institutionen, så gider ingen høre på sådan en som mig, der forsøger at gøre opmærksom på, at jeg har altså også taget og tager fortsat nogle opgør med fundamentalisme. Hvad er det, man vil? Skal jeg sidde og spise gris, før man vil regne mig som dansker?«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.