»Jeg er dødtræt af at blive sat i bås som enten naiv venligbo eller racist«

»Vi vil bare gerne føle os trygge i hverdagen,« sukker Jens Kjær Nielsen. Modsat indtrykket fra den politiske debat er danskernes holdninger til flygtninge ikke blevet mere polariserede, men er faktisk bemærkelsesværdigt stabile over tid. Berlingske har besøgt naboerne til en ny teltlejr for asylansøgere i Næstveds villakvarter.

»Jeg troede seriøst ikke, det kunne blive værre ...«

Jens Kjær Nielsen nikker mod stuevinduet, der vender ud mod den gule teltlejr, som for en måned siden poppede op som nærmeste nabo til hans nyindkøbte villa i Næstved.

»Men nu har de gudhjælpemig fortalt, at der skal bygges en »velfærdsbygning«, hvor asylansøgerne kan spille bordtennis og billard. På to etager, lige foran vores vindue!«

Den 48-årige funktionschef, kæresten Cathrin Poulsen og deres fem sammenbragte børn nåede knap nok at flytte ind i deres nye hus i december, før Integrations­ministeriet besluttede, at hans nabogrund som én af fire i landet skulle huse en teltlejr for 600 asylansøgere, hvoraf de fleste er enlige mænd.

Ingen fortalte, hvem de nye beboere var, eller hvor længe de skulle være her. Ingen spurgte Jens Kjær Nielsen og de andre villaejere, hvad de mon tænkte om støjen fra teltene og det skærende lys fra lejrens lamper. Og så kom historierne om overgrebene i Köln.

»Vi har hørt om nogen, der har fået deres børn fotograferet, mens de hoppede på trampolin. Og det er sikkert bare, fordi de vil vise nede i Syrien, at der er trampoliner i Danmark, men...«

»Det er ikke, fordi vi bare »vil hygge os i smug«, siger Jens Kjær Nielsen. Men han føler sig altså utryg ved den teltlejr med asylansøgere, som fra den ene dag til den anden dukkede op som nærmeste nabo til hans nyindkøbte hus.
»Det er ikke, fordi vi bare »vil hygge os i smug«, siger Jens Kjær Nielsen. Men han føler sig altså utryg ved den teltlejr med asylansøgere, som fra den ene dag til den anden dukkede op som nærmeste nabo til hans nyindkøbte hus.

Jens Kjær Nielsen og Cathrin Poulsen vrider sig, da Berlingske spørger mere konkret. For hvad er det egentlig, de er så bange for? Er det overgreb? Indbrud? Eller udtryk for en almindelig »ikke-i-min-baggård-logik«?

»Altså: De samler 600 mennesker i telte på et område på størrelse med en fodboldbane uden andet at give sig til end nogle timers sprogskole og et spil billard! Som helt almindeligt menneske kan man ikke fraskrive sig at tænke over det. Det kan vi i hvert fald ikke.«

Parret står frem, fordi de som flere andre er frustrerede over den ligegyldighed fra politikerne, de mener, naboerne er blevet mødt med i forbindelse med teltlejren, men bliver alligevel tydeligt frustrerede over undertonerne i Berlingskes interview.

»Jeg er bare dødtræt af, at man altid bliver sat i bås som enten naiv venligbo eller racist,« sukker Jens Kjær Nielsen. Han og kæresten gider ikke agere venskabsfamilie for flygtninge. Men de deltager heller ikke i hadske debatter på Facebook om, at flygtninge skal »skride ad helvede til«.

»Vi er helt almindelige husejere, der skal have hverdagen til at gå op med job og børn. Vi er hverken for eller imod flygtninge. Vi vil bare føle os trygge i hverdagen og i øvrigt være i fred.«

Når regeringen taler om at beslaglægge flygtningenes værdigenstande, strammer fa- miliesammenføringsreglerne, lukker grænserne eller opfører store uinspirerende teltlejre, der skal gøre det »mindre attraktivt« at komme til Danmark, lyder det måske effektivt på et nationalpolitisk niveau, medgiver Jens Kjær Nielsen.

»Men jo flere flygtninge, man stuver sammen, og jo dårligere forhold, man giver dem, desto sværere og mere utrygt bliver det for os at være naboer. Næste gang vil jeg stemme på nogle politikere, der faktisk gør noget ved hovedproblemet: Stopper årsagen til, at flygtningene kommer, og som skaber tryghed for de almindelige borgere i hverdagen frem for at føre zigzaggende symbolpolitik.«

Samme holdning, højere på dagsordenen

Fra den politiske debat får man nemt indtrykket, at flygtningestrømmen har skubbet danskerne ud i to politiske ekstremer: Dem, der velkommer flygtninge med balloner og hjemmebag, og dem der mener, at Danmark er offer for en invasion fra den tredje verden.

I virkeligheden viser forskningen, at danskernes holdninger til flygtninge og indvandrere er bemærkelsesværdigt stabile over tid. Siden forskere tilbage i 1980erne begyndte at måle befolkningens holdninger til værdipolitiske udsagn, såsom »integrationen af indvandrere og flygtninge løser sig selv, hvis de får arbejde« eller »indvandring udgør en alvorlig trussel mod vores nationale egenart«, har danskerne fordelt sig på stort set samme måde.

Halvdelen er enige, og halvdelen er uenige. Og den samme dansker kan sagtens være både bekymret og optimistisk på samme tid.

Henrik Dipos kone er blevet venskabsfamilie for nogle nytilkomne iranere. Selv er han blevet smidt ud af Dansk Folkeparti. »Jeg er ikke racist, men realist,« siger han om bekymringerne ved den nye teltlejr for asylansøgere, som er blevet sat op i Næstved, hvor han bestyrer en sexbutik.
Henrik Dipos kone er blevet venskabsfamilie for nogle nytilkomne iranere. Selv er han blevet smidt ud af Dansk Folkeparti. »Jeg er ikke racist, men realist,« siger han om bekymringerne ved den nye teltlejr for asylansøgere, som er blevet sat op i Næstved, hvor han bestyrer en sexbutik.

En flygtningestrøm som den aktuelle kan give kortvarige udsving i vælgernes opmærksomhed. En ny Gallup-måling foretaget for Berlingske viser således, at flygtninge- og indvandrerpolitikken indtager positionen som den allervigtigste politiske opgave at løse i danskernes øjne, uanset om de tilhører rød eller blå blok.

70 pct. peger på flygtninge- og indvardrerpolitikken som den mest presserende politiske udfordring. Problemområder som sundhedspolitik, beskæftigelses- og socialpolitik, der indtager de næste pladser på danskernes dagsorden, har langt mindre tilslutning.

I forhold til juni 2015, da danskerne var til folketingsvalg, peger 14 procentpoint flere på flygtninge- og indvandrerpolitikken som et vigtigt politisk område i dag – helt indlysende drevet frem af efterårets og vinterens flygtningekrise i Europa. I juni 2015 var næsten lige så mange optagede af sundhedspolitik som af indvandrerpolitikken.

Men de historiske erfaringer fra bl.a. krigene på Balkan viser, at effekten hurtigt forsvinder, når flygtningekriser er drevet over, forklarer Frederik Hjorth, der forsker i holdningsdannelse og indvandring på statskundskab på Københavns Universitet.

»Man skal huske at sondre mellem, om vælgerne har ekstreme holdninger, eller om et emne er politisk fremtrædende. Der er ingen grund til at tro, at befolkningen skulle være blevet mere yderliggående af den eksisterende flygtningesituation eller de seneste 20 år, for den sags skyld. Men flygtninge og indvandrere er kommet meget højere op på den politiske dagsorden, end emnet var tidligere. Derfor er det også blevet mere centralt for, hvad vi sorterer os politisk efter, når der er valg.«

Tidligere var det mest afgørende hvilken økonomisk gruppe i samfundet, vælgeren tilhørte. I dag orienterer vælgere sig langt mere efter partier, som deler deres syn på flygtningepolitik. Det er altså ikke, fordi danskerne har fået stærkere eller mere markante holdninger. Men i takt med at emnet er kommet højere op på dagsordenen, er det også blevet mere styrende for, hvor vi sætter vores kryds. Og det gør os mere tilbøjelige til at vælge politikere, som brander sig på en markant flygtningepolitik.

De gode meningers holdeplads

Men polariseringen gør også, at der falder nogle vælgere fra i svinget. Såsom Sand Jespersen, der er folkepensionist og bor lidt længere nede ad vejen ca. 150 meter fra den nye teltlejr.

Siden 1977 har han været medlem af Socialdemokraterne. Men i december meldte han sig ud i protest mod partiets opbakning til regeringens flygtningepolitik.

»Jeg forstår godt Socialdemokraternes taktik med at vinde DF-stemmer tilbage. Men jeg havde ventet mig mere af Mette Frederiksen. Hvor er visionerne? Hvor er det europæiske perspektiv?« spørger han.

Han er forundret over politikernes skræmmescenarier om, at økonomien og velfærden vil lide nød af de mange nye borgere.

»Gå i Bilka en helt almindelig dag og se folk fylde kurvene op. Det er et forbrug uden lige. Se på, hvor meget der bliver brugt på julegaver af ganske almindelige mennesker. Det er jo milliarder af kroner. Velstanden i Vesteuropa er enorm, så jeg kan ikke se nogen samfundsøkonomiske problemer ved at tage imod lidt flere flygtninge,« siger han.

Mener du slet ikke, at der er grænser for, hvor mange vi kan hjælpe i Danmark?

»Jeg mener, det er en forkert måde at spørge på. Hvis erhvervslivet og jobcentret hjælpes ad, er jeg sikker på, det hele nok skal gå.«

Hvad gør du selv for at bidrage i hverdagen?

Sand Jespersen virker forundret over spørgsmålet.

»Ikke noget økonomisk eller praktisk, hvis det er det, du mener.«

Jeg mener: Bør du og andre fra den humane fløj ikke anvise en anden løsning end regeringen og Socialdemokraternes, hvis I er utilfredse? Foreslå noget konkret eller gøre en indsats på det personlige plan?

»Har man ikke lov til at have en holdning uden at skulle investere en hel masse kræfter i det selv? Min kone og jeg er ganske almindelige pensionister med et travlt program. Selvfølgelig kunne jeg da sælge huset og donere pengene, men det kan også blive så bibelsk, at det er helt urealistisk. Politikerne har et ansvar for at gå foran med en europæisk løsning. Det er ikke den enkelte, der skal gøre en hel masse. Der er behov for mere politisk lederskab,« siger han.

Sand Jespersen mener, at Socialdemokraterne har givet køb på socialpolitikken og humanismen i leflen for DF-vælgere. Efter næsten 40 års medlemskab meldte han sig i sidste måned ud af partiet i protest mod dets flygtningepolitik.
Sand Jespersen mener, at Socialdemokraterne har givet køb på socialpolitikken og humanismen i leflen for DF-vælgere. Efter næsten 40 års medlemskab meldte han sig i sidste måned ud af partiet i protest mod dets flygtningepolitik.

Ævle-kævlen i Bruxelles

Det med lederskabet er Henrik Dipo Christensen i og for sig enig i. Han arbejder i sexbutikken Erotica i Næstved centrum og tør godt sige højt, at han er dybt bekymret for både den nye teltlejr og flygtningestrømmene til Europa generelt.

»Det er jo skruen uden ende: Flygtningene stopper ikke med at komme i næste uge eller næste år, så selvfølgelig er folk bange, også selv om de ikke siger det højt. Vi har jo ikke råd til det. Vi har ikke job og boliger nok. Seksualforbrydelserne vil stige. Kriminaliteten vil vokse. Og det nytter ingenting at lægge låg på realiteterne. Det beskidte skal frem, før det kan blive rent.«

Han har tidligere været medlem af Dansk Folkeparti, men blev smidt ud på grund af en intern kontrovers. Han tror hverken på grænsekontrol eller på at gøre livet surt for flygtninge i Danmark ved at isolere dem i afsondrede centre.

Og han forstår til fulde den frustration, mange i den arabiske verden føler over Vestens krigsførelse. Når Vesten insisterer på at definere skurkene, må vi også tage konsekvenserne med flygtningestrømme, siger han:

»Jeg er ikke racist, men realist: Europa ligger, som vi har redt, og vi stopper jo ikke flygtningekrisen ved at lukke grænsen ved Tyskland eller ved at føre symbolpolitik. De flygtninge, som kommer hertil, bliver vi nødt til at få integreret. Men hvis ikke vi får ændret storpolitikken og forholdet til Mellemøsten, bliver folk jo ved med at komme, og det bliver Europas undergang.«

På gavepapiret på disken tegner Berlingske en streg. I den ene ende ligger Venlig­boerne, i den anden ende DF. Hvor vil Henrik Dipo placere sig på linjen?

»Ja, altså jeg vil nok sætte mig i midten, lidt hen mod den højre side. Men min kone vil nok placere mig helt derovre,« griner han og peger til højre for DF.

Konen er venskabsfamilie for nogle nytilkomne iranere – noget Henrik Dipo tydeligvis synes er tåbeligt, men som »hun selv må ligge og rode med.«

»Problemet er, at politikerne snakker og snakker, og røven går. Jeg tror, de fleste danskere gerne vil hjælpe, men også kan se, at det er ved at gå galt. Folk vil bare gerne føle sig trygge i deres eget land. Og hvis ikke politikerne snart gør noget, bliver der altså færre og færre tilbage på midten på den streg.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.