»Ja, der har været fart på«

Tempo. Søren Lunde blev allerede speciallæge som 33-årig. Han er drevet af faglige ambitioner, men har også blik for, at samfundet gerne vil have, at det går stærkt med at gennemføre uddannelserne.

Søren Lunde er Danmarks yngste speciallæge i gynækologi og obstetrik.
Søren Lunde er Danmarks yngste speciallæge i gynækologi og obstetrik.

Han begyndte på medicinstudiet i januar 2001, tog undervejs ét års forskningsorlov og kunne alligevel kalde sig læge i 2008. Nærmest med det samme fortsatte han ind i et nyt videreuddannelsesforløb, og for lidt over et år siden blev Søren Lunde som 33-årig landets yngste speciallæge i gynækologi og obstetrik.

»Ja, der har været fart på. Det er gået slag i slag,« siger han.

Søren Lunde er et godt eksempel på den nye type læge, som bidrager til, at der ser ud til at være læger og specialister nok i en lang årrække fremover til at tage sig af et stigende antal syge danskere.

De er hurtige til at gennemføre både medicin-studiet og den efterfølgende speciallæge-uddannelse, hvilket betyder, at det i dag ikke er usædvanligt at støde på afdelingslæger og overlæger, som er i 30erne.

»Først og fremmest handler det om faglige ambitioner. Jeg har på et meget tidligt tidspunkt været klar over, hvilken retning jeg ville, og så er jeg gået målrettet efter det,« siger Søren Lunde.

Han lægger dog heller ikke skjul på, at han også er blevet påvirket af politikernes og omgivelsernes pres i forhold til såvel læge-studerende som andre studerende for at blive hurtigere færdige. På lægeområdet er der blandt andet indført såkaldte fireårs- og senere femårsregler, som regulerer, hvor hurtigt efter det såkaldte KBU-forløb – den etårige praktiske uddannelse, som læger tager efter deres studier – man skal begynde på den såkaldte hoveduddannelse til speciallæge.

De regler gjaldt først for de studerende på holdene efter Søren Lunde, men han var godt klar over, at der dermed ville være nogle særdeles målrettede studerende, som ville puste ham i nakken, og også af den grund kunne han lige så godt skynde sig at blive færdig.

»Skiftende regeringer har klart givet udtryk for, at man skal igennem systemet så hurtigt som muligt. Ja, hele systemet er gearet til, at man belønnes for at komme hurtigt igennem og bliver straffet for at nøle. Det skeler man selvfølgelig også til,« siger Søren Lunde.

Den høje hastighed er dog ikke uden konsekvenser. De kollegaer, der blev speciallæge fem-ti år før ham, ville typisk også have taget en sideuddannelse i et andet speciale og ville dermed have mere faglig ballast at trække på i det daglige. Den indsigt i tilgrænsende specialer har Søren Lunde ikke i samme omfang.

»Jeg føler ikke som speciallæge, at jeg mangler tyngde indenfor mit eget felt. Men jeg er fuldt ud klar over, at det, at det er gået så hurtigt med at blive speciallæge, er sket på bekostning af bredden i mine faglige kompetencer.«

I dag arbejder Søren Lunde på Aalborg Universitetshospital, hvor han har en halvtidsstilling som afdelingslæge, den anden halvdel bruger han på et ph.d.-forløb inden for gynækologisk kræftbehandling, som kører over de næste fem år. Her er målet at finde ud af, hvorfor nogle kvinder med livmoderkræft udvikler stærke smerter efter en kikkertoperation, og hvad der kan gøres for at undgå det.

»Det er også et virkelig skræddersyet og målrettet forløb, jeg har fået skruet sammen her,« vurderer Søren Lunde

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.