»Ingen ved, om vi ligger bagbundet i butikken«

I løbet af de seneste dage er adskillige butiks­ansatte fulgt efter og har berettet om politiets manglende hjælp, når de udsættes for tyveri. Noget 24-årige Sabrina har oplevet mange gange.

Sabrina Thornbæk Petersen arbejder hos Netto og har oplevet flere tyverier og overfald
Sabrina Thornbæk Petersen arbejder hos Netto og har oplevet flere tyverier og overfald

Til trods for at Bellahøj Politistation ligger blot 100 meter fra den døgnNetto, hvor Sabrina Thornbæk Petersen arbejder, har hun flere gange trykket på butikkens overfaldsalarm uden held.

Efter at det fredag kom frem i medierne, at en døgnNetto på Frederikssundsvej i Brønshøj gentagne gange har anmeldt grove tyverier til politiet, uden at de er skredet ind, har flere ansatte i andre butikker i området meldt sig på banen og ønsket at fortælle om lignende oplevelser. Én af dem er 24-årige Sabrina Thornbæk Petersen. Hun har arbejdet i døgnNetto på Tormgårdsvej i Nordvestkvarteret i ti måneder og er i dag første­assistent i butikken. Ifølge hende er tyverierne og politiets manglende hjælp ikke kun noget, der sker på Frederikssundsvej.

»Tyverierne sker hele tiden. Hvis det bare er én, der hapser et eller andet, skal vi selv stoppe dem og notere deres fødselsdage på en erklæring, de skal underskrive, for der kommer politiet ikke ud. Hvis vi derimod føler os truede, har vi en overfaldsalarm, der er installeret i butikken, så vi burde kunne føle os trygge. Når man trykker på den, er det meningen, at vi skal få hurtig hjælp af politiet. Sådan er virkeligheden bare ikke,« forklarer Sabrina Thornbæk Petersen og forsætter:

»Jeg har mange gange oplevet, at enten jeg eller en af mine kollegaer har trykket efter hjælp, uden at der er sket noget. Den ene gang stod jeg faktisk med en drengebande, der havde stjålet fra butikken. Da jeg konfronterede dem, havde de en meget ubehagelig adfærd. Jeg ved ikke, hvad de kan finde på, så der trykkede jeg på alarmen, uden at politiet reagerede.«

Hun forklarer, at praksis er, at politiet får besked, når der er blevet trykket alarm og skal kontakte butikken hurtigt efter. Hvis butikken ikke svarer, skal politiet rykke ud, og ellers skal de i udgangspunktet vurdere situationen i en samtale med medarbejderen.

»Når vi gentagne gange trykker på knappen, uden at der er nogen, der ringer, føler jeg mig ikke særligt tryg. Især når jeg står i en butik, hvor der kan være mange kontanter. Ingen ved, om vi ligger bagbundet bagved i butikken. Jeg tør ikke tænke på, hvad der kan nå at ske, hvis politiet først reagerer efter 20 minutter.«

Flere gange har Sabrina Thornbæk Petersen været så frustreret, når politiet endelig har ringet eller er dukket op, at hun har spurgt dem, hvordan det kan tage så lang tid, før de reagerer på alarmen. Hver gang svarer de hende, at de ikke kan gøre det hurtigere af mangel på ressourcer.

Udsat for vold på arbejdet

Det er ikke længe siden, at førsteassistenten var udsat for en hændelse, der for alvor satte tankerne i gang hos hende. Få dage før nytår holdt butikken et spiritusmarked. En kollega bag kassen kaldte på hende, da han så en mand putte adskillige flasker i sin pose.

»Jeg fór hen til ham og tog posen fra ham. Vi har et særligt område, hvor vi skal tage tyvene hen og notere deres oplysninger, men han begyndte at blive hidsig og lave store armbevægelser, da jeg forsøgte at få ham med derhen, så min kollega trykkede på alarmen,« forklarer hun.

Det lykkedes hende med hjælp fra to kunder at få manden trukket til side, men undervejs så han sit snit til at stikke af og slog hende med en knytnæve i maven for at komme fri. Det lykkedes dem at få ham fastholdt, men hun måtte vente længe, før politiet endelig kontaktede hende.

»Det er rigtigt ubehageligt. Der er ingen af dem, der arbejder her, der føler sig særligt trygge. Der bliver nødt til at blive gjort noget, for man kan ikke blive ved med at arbejde på den her måde og være nervøs. Det har jeg ikke lyst til,« siger Sabrina Thornbæk Petersen.

Berlingske har i løbet af weekenden over flere omgange forsøgt at indhente en kommentar fra politiet om, hvordan de forholder sig til kritikken og utrygheden blandt butiks­ejere og beboere i kvarteret. Københavns Politi oplyser, at de ikke ønsker at kommentere før i begyndelsen af denne uge.

Berlingske har også forsøgt at få en kommentar fra justitsminister Søren Pind (V), der fredag skrev på Facebook, at politiet var på sagen. En pressemedarbejder i ministeriet oplyser, at han er på ferie og derfor ikke kan træffes til en uddybende bemærkning.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.