Den tidligere direktør for ROJ TV, Manouchehr Zonoozi, er politiets kronvidne i sagen mod den kurdiske tv-station. Samtidig er Zonoozi dømt til at betale penge tilbage ROJ TV. Læs Berlingskes gennemgang af den økonomiske strid mellem ROJ TV og Zonoozi.
14. september 2011, 08:00
En ting står tindrende klart. Den 3. december 2009 bliver tidligere ROJ-direktør Manouchehr Zonoozi dømt til at betale lige knap 500.000 kroner tilbage til sin tidligere arbejdsgiver.
Et faktum, som der flittigt bliver henvist til i den kontroversielle sag mod ROJ TV, idet Zonoozi er politiets kronvidne i terrorsagen mod tv-stationen. Blandt andet har Enhedslisten flere gange forsøgt at så tvivl om kronvidnets troværdighed på grund af sagen, og det ventes, at ROJ TV's forsvarer Bjørn Elmquist vil bruge dommen til at sige, at man ikke kan stole på Zonoozi.
Men mens dommen, der faldt i december 2009 uden at Zonoozi var til stede for at forsvare sig selv, står fast som et faktum, så er forløbet op til og efter dommen straks mere speget.
Blandt andet er det først sent i forløbet, at Zonoozi kommer til at skylde ROJ TV penge. Det viser Berlingskes gennemgang af den økonomiske strid mellem ROJ TV og Zonoozi, der tog sin begyndelse i foråret 2008.
Fyret af PKK
På det tidspunkt er Zonoozi på vej til at blive presset ud af ROJ TV, hvilket klart bliver understreget, da en udsending fra PKK møder op i København og fyrer Zonoozi.
PKK-udsendingen "Hamza" forklarer endvidere, at Zonoozi gør bedst i at makke ret:
"Det er din egen beslutning. Vi blander os ikke, men vi vil gerne have, at du og din familie skal leve," siger Hamza på lydoptagelsen fra den 19. juni 2008, som Berlingske er i besiddelse af.
Knap halvanden måned senere - den 30. juli 2008 - finder en anden samtale mellem Zonoozi og Hamza, samt en række andre personer sted. Berlingske er i besiddelse af lydoptagelsen, hvor "Hamza" tilbyder Zonoozi 25.000 euro for at forsvinde fra tv-stationen, hvilket er beskrevet i onsdagens udgave af Berlingske.
Lønnen tilpasses
Af den officielle opsigelse til Zonoozi dateret den 22. september 2008 fremgår det, at mellemregningen er ude af verden.
"Med henvisning til bestyrelsens beslutning jf. referat af møde den 13. august 2008 skal du være opmærksom på, at eventuel resterende mellemregning dækkes af firmaet således at du ikke skylder firmaet noget ved din udtræden ved årsskiftet," skriver den nye ROJ-direktør Imdat Yilmaz.
Aftalen falder dog ikke på plads, og af bestyrelsesreferaterne fra ROJ TV i efteråret 2008, som Berlingske er i besiddelse af, bliver sagen med Zonoozi diskuteret. Blandt andet den 15. oktober 2008, hvor det fremgår, at man nu har nået en aftale med Z. (Zonoozi red.)
"Revisor har nu efter nogle møder fået afklaret forholdet omkring Z.’s mellemregningskonto. Der gennemføres nu den aftalte løsning, hvorefter Z.’s løn i den resterende del af hans ansættelsesperiode i METV/ROJ TV afpasses således , at lønnen herfor incl. A-Skat netop kommer til at udgøre Z.’s resttilsvar i forhold til mellemregningskontoen, som hermed bliver udlignet," lyder det i referatet.
Parterne når dog aldrig til enighed, og det fremgår af et svar til fogedretten i Lyngby, at Zonoozi føler sig snydt og ikke vil indgå forlig.
Under politibeskyttelse
Den 15. april 2009 henvender Zonoozi sig til Københavns Politi og fortæller om hvad han opfatter som tætte bånd mellem ROJ TV og PKK. Først langt senere - i december 2009 - bliver Zonoozi dømt i fogedretten i Lyngby, og i maj 2010 stiller ex-direktøren sig frem i Berlingske.
Zonoozi har flere gange forgæves forsøgt at få genoptaget sagen med henvisning til hans specielle situation under politibeskyttelse. Senest 11. marts 2011:
"Det bør bemærkes, at jeg ikke blot, som det udtrykkes i rettens brev "ikke har mulighed for at opholde mig på min bopæl", men rent faktisk i samråd med og under opsyn af politiet må bo på en beskyttet adresse, da jeg er truet på livet. Det har derfor ikke været muligt for mig at læse min post tidsligt, hvilket forklarer min udeblivelse fra indkaldte retsmøder," skriver Zonoozi i et brev til retten.
Få dage senere - den 17 marts 2011 - afviser fogedretten i Lyngby at genoptage sagen.
Klage over politimand
ROJ TV har i forbindelse med sagen klaget over politiets hovedefterforsker i sagen mod ROJ TV. Ifølge tv-stationen har politimanden hjulpet Zonoozi med den civile sag, hvilket får ROJ TV til at anklage politimanden for at være "forudindtaget og partisk".
Berlingske har fået aktindsigt i klagesagen, som både politidirektøren for København og efterfølgende Statsadvokaten for Sydsjælland har afvist. Af klagesagen fremgår det, at politimanden en enkelt gang i november 2010 har postet et brev for Zonoozi til fogedretten i Lyngby, samt at politiet afviser anklager om, at politimanden skulle have hjulpet med udformningen af forskellige svar fra Zonoozi i den civile sag.
Gæld til PKK
Netop nu kører sagen mod ROJ TV ved byretten i København, hvor anklagemyndigheden har fremlagt en række dokumenter og billeder, der knytter ROJ TV tæt sammen med PKK, og vist adskillige tv-klip, der ifølge anklagemyndigheden viser, hvordan ROJ TV er PKK's forlængede arm.
Hvis ROJ TV bliver dømt, når sagen er slut til november, kan den tidligere direktør Zonoozi komme til at stå i den absurde situation, at han skylder en halv million til en dømt terrorgruppe.
Om det er den ene eller anden Zonoozi skylder penge har dog næppe den store praktiske betydning. Zonoozi er i dag personlig konkurs og har overfor retten i Lyngby erklæret sig insolvent.
ROJ TV's forsvarer Bjørn Elmquist giver samtidig ikke meget for lydoptagelserne, hvor Zonoozi bliver henholdsvis truet og tilbudt 25.000 euro.
"Det kan da godt være, at optagelserne er journalistisk interessante. Men det er jo ikke det samme som, at de kan bruges i retten. Det er ikke lovligt at aflytte andre folk på den måde," siger Bjørn Elmquist, der samtidig undrer sig over, at politiet ikke har rejst tiltale mod Zonoozi for hans rolle i terrorsagen.

































