Hyppig stavefejl driller skoleelever

Skoleeleverne er i dag knap så gode til diktat som i 1970erne. Men ligesom dengang er der én ting, der især driller dem.

Danske unge er blevet dårligere til at stave, viser en ny undersøgelse fra Dansk Sprognævn.
Danske unge er blevet dårligere til at stave, viser en ny undersøgelse fra Dansk Sprognævn.

De danske skoleelever er blevet lidt dårligere til at stave.

Det er forskere fra Dansk Sprognævn nået frem til, efter at de har sammenlignet, hvordan elever i 9. klasse i dag klarer afgangsprøven i retskrivning i forhold til, hvordan elever i 9. klasse i 1978 klarede afgangsprøven i diktat.

Forskerne har taget højde for, at prøverne ikke er helt ens, og de når frem til, at nutidens elever i gennemsnit er blevet syv procent dårligere til at stave.

Seniorforsker Jørgen Schack fra Dansk Sprognævn er forsigtig med at vurdere, om de syv procent »er et stort eller lille fald«.

»Men det skulle da helst ikke blive ved med at falde yderligere,« siger Jørgen Schack, der er med til at udarbejde afgangsprøverne i den danske folkeskole.

»Udviklingen hænger formentlig sammen med, at eleverne i dansktimerne i dag skal lave så mange andre ting, der også er vigtige, at der naturligt nok vil være mindre fokus på mere formelle ting som retskrivning,« siger han.

Seniorforskeren henviser til, at der i 1978 var omkring 90 ord i en diktat, mens der i dag er i gennemsnit 50 egentlige diktatord i retskrivningsprøven, hvor eleverne også prøver kræfter med bl.a. kommaer og ordklasser.

Diktaterne er blevet inddelt i fire grupper af ord, hvor den første gruppe er nemme og gængse ord som »Danmark« og »biler«. De bør ifølge Jørgen Schack ikke give besvær. Den fjerde gruppe består af det, han kalder meget svære ord såsom »social- og sundhedsproblemer«.

»Langt de fleste prøveord, omkring 90 procent, består af middelsvære og svære ord, og det er inden for disse to grupper, at eleverne er blevet syv procent dårligere,« forklarer Jørgen Schack.

Ændre eller ændrer?

En af de ting, der driller eleverne, er nutids-r’et. Og de unge har i særdeleshed problemer med at huske, at ordet »ændrer« i nutid (eller præsens) slutter med et »r« og altså ikke staves »ændre«.

»Det er en topscorer gennem årene,« konstaterer forskeren. Undersøgelsen af udviklingen i afgangselevernes retskrivningsevner, der først er helt færdig næste år, omfatter diktater fra flere steder i landet, og det fremgår bl.a. af den, at 40,7 procent af eleverne i 2008 stavede »ændrer« rigtigt. I 2010 var det 37 procent.

Ifølge Jørgen Schack »lader det til, at en ophobning af konsonanter gør det svært«.

»Det er lettere for eleverne at sætte præsens-r i et ord som »tilhører« end i et ord som »ændrer«,« forklarer han.

En anden almindelig fejl er ifølge Jørgen Schack de lange tillægsformer. Et udsagnsord som »løbende« bliver ofte til »løbene«.

»Det kræver grammatisk opmærksomhed at undgå den type fejl. Mange kan faktisk godt finde ud af at stave de ondeste fremmedord, men så laver de fejl i grammatikken,« fortæller forskeren, der understreger, at eleverne skal være dygtige til dansk for at få topkarakter i retskrivningsprøven.

»For at få 10 eller 12 skal de altså kunne noget, og der er del, der får det. Jeg er ret sikker på, at mange af de forældre, der i dag klager over deres børns faglige niveau, selv ville få problemer, hvis de skulle tage prøven i retskrivning.«

Mest fokus på læsningen

Formanden for Dansklærerforeningen, Jens Raahauge, vurderer, at udviklingen i 9. klasseelevernes evner udi retskrivning kan hænge sammen med, at der i flere år er blevet brugt mange kræfter på at forbedre elevernes læsevner, og det er gået ud over deres staveevner.

»Man kunne måske hævde, at det ensidige fokus på læsning har taget ressourcer fra skrivningen,« siger han og tilføjer, at »vindene omkring danskundervisningen er ved at vende,« så der efterhånden kommer mere opmærksomhed omkring skrivning:

»Det er ikke slået helt igennem endnu.«

Formanden understreger, at det i dagligdagen i skolen er »vigtigst at få sat ind og udryddet den funktionelle analfabetisme – langt vigtigere, end at sidde og fluekneppe om et nutids-r«.

»Danskfagets udfordring er at gøre alle så kompetente som muligt og få dem med, der ikke kan. Det er klart, at man i nogle brancher skal kunne stave korrekt, men der andre brancher, hvor det ikke betyder helt så meget,« siger Jens Raahauge.

Han tilføjer, at de unge i dag er »mere aktive sprogbrugere end nogensinde før«.

»De er aktive på et formelt plan med skolestile og den slags, og så er de aktive og kan give udtryk for deres følelser på en anden måde på de sociale medier. De er mere skrivende end nogensinde før,« konstaterer han.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.