»Hvorfor kom PET aldrig efter os?«

To nøglemedlemmer af Blekingegadebanden undrer sig over, hvorfor PET aldrig kom efter dem. Det kunne måske have skræmt dem fra at fortsætte.

Torkil Lauesen, medlem af »Blekingegadebanden« ved et af retsmøderne i sagen om postrøveriet mod Købmagergades Postkontor og det efterfølgende drab på politibetjenten Jesper Egtved Hansen.
Torkil Lauesen, medlem af »Blekingegadebanden« ved et af retsmøderne i sagen om postrøveriet mod Købmagergades Postkontor og det efterfølgende drab på politibetjenten Jesper Egtved Hansen.

Politiets Efterretningstjeneste kunne have stoppet Blekingegadebanden. Kritikken er ikke ny, men det er kritikeren.

Ordene kommer nemlig fra et nøgle­medlem af banden, Jan Weimann, og han siger ordene i en bog, som udkommer senere på måneden – »Turning Money into Rebellion­«. Bogen er trykt og distribueret af et venstre­orienteret amerikansk forlag og et venstreradikalt canadisk forlag, og hovedparten af den er et dobbeltinterview med Weimann og et andet nøglemedlem, Torkil Lauesen.

Interviewet indeholder ikke den nerve, som andre bøger og TV har givet banden. Men det tilføjer til gengæld den politiske dimension, som har været fraværende i den danske debat – og derfor er resultatet mere interessant, end man skulle forvente.

Blandt andet vil deres betragtninger over Politiets Efterretningstjeneste (PET) uden tvivl få debatten til at blusse op igen. I maj blev PET således frifundet for at tilbageholde oplysninger, især under efterforskningen af røveriet mod danmarks­historiens dengang største røveri i Lyngby i 1983. Det var Blekingegadebanden, som stod bag, og den var på det tidspunkt under PET-overvågning for sine forbindelser til den palæstinensiske terrorgruppe PFLP. Kort efter røveriet blev det meste af udbyttet fundet på to PFLP-kurerer i Paris. Hvorfor delte PET ikke oplysningerne om PFLP-forbindelsen med efterforskerne? Hvorfor gjorde PET ikke noget af sig selv, har kritikken bl.a. lydt fra tidligere kriminalinspektør Jørn Moos.

Jan Weimann undrer sig over det samme. Han fortæller, hvordan medlemmerne vidste, at PET overvågede dem – de kunne identificere de stereotype PET-mænd, som lignede hinanden, de kørte to og to sammen i den samme slags biler, og overvågningen stoppede altid fredag klokken 16.00.

Medlem af Blekingegadebanden, Jan Weimann.
Medlem af Blekingegadebanden, Jan Weimann.

»Man kan undre sig over, hvorfor PET aldrig i det mindste forsøgte at jage os en skræk i livet. De kunne på ethvert tidspunkt have anholdt os eller kaldt os ind til afhøring. De havde sikkert ikke nok til at få os dømt, men ville vi bagefter have modet til at fortsætte med ulovlighederne? Det er jeg ikke sikker på,« siger han i bogen.

»Især efter Lyngby-røveriet, hvor to PFLP-medlemmer blev anholdt i Paris med seks mio. kr. Det var mærkeligt, at PET ikke var mere aktive. Det ville have været en perfekt anledning til at klemme os. Jeg ved ikke, hvorfor de ikke gjorde det,« siger han.

Weimann forsøger også at analysere sig frem til, hvorfor PET ikke gjorde noget, og »der er to muligheder,« siger han: Den ene mulighed er, at PET udmærket vidste, at det var Blekingegadebanden, som stod bag, men at de ikke var interesserede i et simpelt bankrøveri. »De var ude efter større fisk, nemlig PFLP,« siger han.

Den anden mulighed er, at de trods overvågning og efterforskning ikke vidste en pind om, hvad der foregik.

»Ingen af mulighederne stiller PET i et videre fordelagtigt lys,« siger han i bogen.

Politiet lod ham gå

Tre år efter bankrøveriet i Lyngby fik PET endnu en chance til at gå tæt på Blekingegadebanden. Banden stjal biler til brug ved røverierne, og et medlem, Niels Jørgensen, blev taget på fersk gerning. Det var i sig selv ikke problematisk – »der er masser af biltyverier i København« – men det problematiske bestod i, at han blev pågrebet med udstyr, »som almindelige biltyve normalt ikke har, bl.a. walkie-talkie og professionelt indbrudsværktøj,« siger Torkil Lauesen i interviewet. Men politiet lod ham gå efter endt afhøring, og først halvandet år senere blev PET åbenbart opmærksom på anholdelsen og forsøgte »på en temmelig klodset måde« at genoplive sagen. »Men han (Niels Jørgensen, red.) gik til sin advokat, som skrev til PET og gjorde dem opmærksom på, at politiet et halvt år tidligere havde henlagt sagen,« siger Torkil Lauesen.

»Niels hørte aldrig fra dem igen.«

I 1988 gik det imidlertid galt. Banden flygtede fra et natligt røveri mod Købmager­gades Postkontor, og under flugten skød de, hvad de kalder et advarselsskud mod en politibil, og et hagl ramte politiaspirant Jesper Egtved Hansen i øjet, og han døde.

Drabet og bandens skødesløshed blev de faktorer, der førte til dens oprulning, siger Weimann og Lauesen. Med betjentens død var PET tvunget til at vise sine kort, og som Weimann siger: »Jeg blev urolig, da jeg læste, at Københavns Politi, Rigspolitiet og PET havde dannet en fælles efterforskningsgruppe. PETs deltagelse måtte betyde, at vi var de hovedmistænkte. Hvorfor ville PET ellers være involveret?«

Men banden gjorde det også nemmere for myndighederne, for den havde ikke fulgt sine sædvanlige sikkerhedsforanstaltninger. »Vi var blevet trætte med årene, og vi forsømte sikkerheden,« siger Lauesen.

Torkil Lauesen deltog i januar 1997 under en prøveløsladelse i en demonstration til fordel for de såkaldte MRTA-fanger i Peru.
Torkil Lauesen deltog i januar 1997 under en prøveløsladelse i en demonstration til fordel for de såkaldte MRTA-fanger i Peru.

Lauesen: De har ikke gjort det godt nok

Når banden blev udsat for overvågning, sørgede den typisk for at sende et medlem under jorden, og hvis de andre blev anholdt, kunne det underjordiske medlem slette sporene. Men banden forsømte den procedure efter postrøveriet. Og den var også for letsindig i sin kommunikation med »andre europæiske befrielsesbevægelser,« som Lauesen siger, og han og hans fæller forsømte at forny sig. De brugte den samme fremgangsmåde ved tyveri efter tyveri, røveri efter røveri, »og dermed trak vi selv et spor mellem vores røverier. Men det tog politiet 20 år at forbinde sporene,« siger Torkil Lauesen.

I interviewet bliver de to medlemmer spurgt om kritikken af de forholdsvis milde straffe, som de modtog, og også at ingen blev dømt for drab på politiaspiranten. Retsformand Bent Otken konkluderede, at man ikke kunne lægge til grund, at medlemmerne havde en fælles aftale om at slå ihjel, og eftersom intet medlem kunne udpeges som gerningmand, kunne alle heller ikke.

Torkil Lauesen siger, at det for så vidt ikke var politiets eller anklage­myndighedens skyld, at dommene ikke blev strengere – for de forsøgte, men »de gjorde ikke et godt arbejde«.

»Det oprindelige anklageskrift indeholdt 22 punkter, men vi endte med blot at blive tiltalt for en håndfuld punkter. Det var formentlig godt for os, at vi tilbragte mere end 100 dage i retten. Nævningene så og hørte os dag efter dag, og det blev svært for politiet og anklagemyndigheden at opretholde billedet af os som »terrorister og koldblodige mordere«. Nævningene besluttede at give os mildere domme (...) Det var især interessant at se de tilstedeværende politibetjente, mens den ene ikke-skyldig kendelse efter den næste blev oplæst. De var tydeligvis frustrerede.«

Verdens problemer er ikke sorte-hvide

I dansk politik er Blekingegadebanden ikke historie – sagen er stadig en rød klud for højrefløjen – men som fænomen er den. Banden er noget fra en tid, som handlede om ideologi, ikke telegeni, hvor begreber som »anti-imperialisme« og »proletariat« ikke var kitsch. I dag er selv Christiania kapitalistisk, og Bengt Burg har deltaget i Enhedslistens årsmøde.

Både Lauesen og Weimann erkender forandringerne, og at Blekingebanden var af en anden tid. Intervieweren spørger i bogen, om ikke de to savner hjertets renhed i at ville ét – om de ikke føler en vis misundelse over dengang, hvor alle svar var simple og klare. Både-og, lyder svaret fra Torkil Lauesen.

»Det var fantastisk at have en alt­omfattende teori og praksis, som man troede på. Man havde et sammenhængende verdensbillede, og det var dejligt. Men det var tilbage i moderne tider, nu lever vi i postmoderne tider (...) og jeg tror ikke, at der er nogen måde at vende tilbage til en verden, som eksisterede for 40 år siden. Jeg forstår, hvis nogle føler en anelse jalousi, men tro mig, hvis de fik chancen, ville de ikke have det godt med den slags éndimensionelle svar, som vi havde på alting. Ingen mennesker ville bryde sig om det i dag. Vi er i nye tider, og nye tider kræver en ny slags politik.«

Jan Weimann lyder heller ikke, som om han har lyst til at vende tilbage til dengang – men han er heller ikke bange for historiens dom, indikerer han.

»Verdens problemer er ikke sorte og hvide. Hvis man engagerer sig i en konflikt, er det svært at holde sine hænder rene, også selv om man befinder sig på de undertryktes side. I dag er nogle former for civil ulydighed og ikke-parlamentariske metoder moralsk acceptable. Vores kriminelle metoder er ikke. Det er op til hver enkelt at vurdere. Men helt personligt – jeg ved, hvad jeg har gjort, og jeg sover godt om natten.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.