»Hvis man gerne vil være den bedste, må man jo sige det og sigte efter det«

De unge talenter stræber efter eliten og har ingen kvaler ved at udtrykke det i versaler, for det »mellem-gode« er ikke længere godt nok.

Frederik Rask (bagerst) ved roret sammen med makkeren Tobias Okholm i deres 49’er. Især Frederik Rask lægger et stort pres på sig, og spørger man den unge sejler, skal man være under pres for at udvikle sig. »Jeg tror, man skal have et mål og en vilje til at nå det mål. Deri ligger også, at man tør at sige det og lægge et vist pres på sig selv,« siger han.
Frederik Rask (bagerst) ved roret sammen med makkeren Tobias Okholm i deres 49’er. Især Frederik Rask lægger et stort pres på sig, og spørger man den unge sejler, skal man være under pres for at udvikle sig. »Jeg tror, man skal have et mål og en vilje til at nå det mål. Deri ligger også, at man tør at sige det og lægge et vist pres på sig selv,« siger han.

Det er legende let. Sådan ser det i hvert fald ud, når 49’er-bådene ligger som papirflyvere på havet ved Hellerup Havn. Vingerne er foldet ud og glider frem på bølgerne. Frederik Rask og makkerens fødder er placeret på den ene vinges kant, benene og kroppen er strakt, mens de holder styr på alverdens snore og en stang, der efter alt at dømme er roret.

19-årige Frederik Rask er en del af Olympisk Sejlsport Øst og sejler en 49’er. Han har sejlet siden han var fem-seks år gammel, træner fire-fem gange om ugen og så har han et meget klart mål for øje.

»Jeg vil være den bedste. Jeg går efter guldet til OL i 2020,« siger han.

De ligger næsten vandret hen over havoverfladen, bølgerne snitter lige akkurat deres rygge. Selv om vinden ikke er så kraftig, som de kunne ønske sig, går det stærkt. Men det er jo også sejlsportens Formel 1, som Frederik Rask siger.

»Det er det, jeg brænder for, og jeg vil ikke ende på et kontor et sted. Hvis man gerne vil være den bedste, må man jo sige det og sigte efter det. Så er der ikke nogen undskyldninger for ikke at nå det.«

Noemi Katznelson, forsker ved CEFU, Center for Ungdomsforskning på AAU i København, fortæller, at der lige nu viser sig en tendens blandt de unge, hvor det »mellem-gode« ikke længere er godt nok.

»Det perfekte bliver normen for, hvad der er det rigtige og det gode,« forklarer hun.

»Jeg tror, det er en del af en bredere samfundsmæssig tendens. Det er en naturlig forlængelse af konkurrencestaten og hele den måde at tænke på, at det handler om at positionere sig i forhold til hinanden. Det er på mange niveauer, den tendens spiller ind.«

Eliten er blevet allemandseje

Palæerne skuer med fra Strandvejen, og langt ude på Sundet sejler Gustav Skydsgaard. Han er 16 år, sejler i en Laser Radial og er også en del af Olympisk Sejlsport Øst.

»Lige så snart, man får det elitestempel, så er det et flueben i bogen,« lyder det fra Gustav Skydsgaard.

Dét, at de unge siger rent ud, at de vil være bedst, hænger sammen med, at der er sket et skifte i Janteloven. Det er Johannes Andersen, samfundsforsker ved Aalborg Universitet, slet ikke i tvivl om.

»Jeg plejer at sige, at vi er gået fra en Jantelov til en X Factorlov, hvor vi i stigende udstrækning bruger energi på at lave lister, hvor vi rangordner os inden for hvad som helst og har én, der er i toppen. Det vil sige, at nogen nedenunder bliver sendt hjem,« fortæller han.

»Vi er netop gået fra en Jantelov, hvor vi siger, »du skal ikke tro du er noget, du skal ikke tro, du ved noget, du skal ikke tro, du er bedre end os« til en lov, hvor vi siger, »du ved lidt mere end os, du er lidt bedre end os, du er faktisk i bedste fald en elite«.

Og eliten er i dag blevet allemandseje, derfor er eliten ikke længere så elitær. En tendens, »der langsomt, men sikkert, er brudt igennem«, som Johannes Andersen siger.

»Det er ikke fordi, der ikke fandtes eliter før, for det gjorde der jo. Men hvor man havde klassiske eliter, som var det i kraft af en økonomi, så er elite blevet noget – i positiv forstand – du kan stræbe efter og i negativ forstand, noget du kan dømme andre med,« forklarer han og tilføjer, at eliten i dag er defineret ud fra, at der er nogen, der er dårligere end én, inden for et bestemt område.

Uddannelse for talenter

»Jeg »nailer« den her,« råber Gustav Skydsgaard ud over havet. Han vil vinde.

Det er nu, træningen rigtigt skal begynde.

»Han har selvtilliden i orden,« lyder det lavmælt fra dagens træner.

Roen er overvældende her flere hundrede meter ude på Sundet. Her høres kun lyden af bølgerne, der deler sig i to, når båden trænger igennem. Det brusende skum. Lige indtil træneren tager en dyb indånding og blæser lungerne ud gennem fløjten.

Frederik Rask går på Falkonergården Gymnasium på Frederiksberg. Det samme gør Gustav Skydsgaard. Men det er ikke den direkte vej til det grønne bord, de har valgt, i stedet er de Team Danmark-elever. På den måde forlænger de deres ungdomsuddannelse med et år, så gymnasiet tager fire år frem for tre.

Falkonergården det gymnasium herhjemme, hvor der går flest Team Danmark-elever. Omtrent 420 fordelt på 38 forskellige idrætsgrene. Siden 2000 er antallet af Team Danmark-elever på landsplan steget fra 362 til 668 i 2014. I 2014 var der cirka 200, som ikke blev godkendt til en Team Danmark-ordning.

Magnus Wonsyld, der er karriere- og uddannelseskonsulent hos Team Danmark, fortæller, at der skal være et sportsligt potentiale på sigt for de talenter, der ansøger uddannelserne. Ellers bliver de ikke optaget. Kriterierne varierer meget alt efter hvilken sport, der er tale om. Så hvad der vægtes højt er svært at sige noget generelt om, siger Magnus Wonsyld.

»Der skal være et langsigtet udviklingsperspektiv mod seniorelite,« siger han.

Spørger man sportspsykolog Kristoffer Henriksen er det glædeligt, at der er kommet så meget fokus på de unge talenter. Tidligere handlede det om at få de svageste op på et højere niveau, og i den stræben glemte man de ambitiøse og målrettede unge. Det er blevet legitimt i dag at satse på talenterne, og derfor ser man også flere muligheder inden for talentudvikling:

»I dag kan man kombinere det med skole og så videre. Men der er nok også et element, der handler om selviscenesættelse og det at få prædikatet elite; at skille sig ud på den måde det fylder måske mere generelt i ungdomskulturen, end det gjorde tidligere.«

Talenter under pres

De tager fart fra en usynlig linje, som en gul og en orange bøje danner. Gustav Skydsgaards hænger på bådens kant. Kun holdt oppe af en tynd snor, hænger resten af kroppen ud over vandet og slår smut på bølgerne.

Olympisk Sejlsport Øst, som har status af Team Danmark elite- og talentkraftcenter for sejlsport, har til formål at »hjælpe talenter og elitesejlere i hverdagen i deres stræben efter at nå deres mål«, som der står på hjemmesiden.

»Jeg har meget store forventninger til mig selv. Det er pissehårdt. Specielt når det ikke går særlig godt, så er det vildt irriterende. Man må tage det sure med det søde,« siger Gustav Skydsgaard.

Det kan virke som et hårdt pres at lægge på sig selv, og sportspsykolog Kristoffer Henriksen påpeger også, at det ikke altid er hensigtsmæssigt at pålægge sig selv et så tungt pres. Men det er et aktivt valg for de unge for at nå op på sejrsskamlen og få guldet om halsen.

»Når de får prædikatet »talentfuld«, er der mange unge mennesker, der lægger et meget stort pres på sig selv,« forklarer han.

Der er opstået en forståelse af, at den mentale træning kræver andre midler hos et ungt menneske under talentudvikling, end det den etablerede elite har brug for, forklarer Kristoffer Henriksen.

»Når man sidder som etableret eliteudøver, så er de mentale kapaciteter, man har brug, for f.eks. at kunne præstere på dagen og håndtere sin nervøsitet. Når vi taler om unge talenter og at udvikle sig, så handler det i højere grad om, at man har stærke sociale færdigheder. At man er god til at bede om hjælp og opsøge rollemodeller, der er bedre end en selv. Det er en færdighed, der er vigtig for at udvikle sit talent,« siger han.

»Samtidig med en grundlæggende dedikation og anerkendelse af, at det gerne må være hårdt, og at det ikke behøver at være sjovt hele tiden.«

Selvoptagethed gør skrøbelig

De bevæger sig fra den ene side af båden til den anden, fanger bølgen, fanger vinden. De røde og grønne sejl på 49’erne snupper den smule vind, foråret har med. Laser-bådene ligger som avishatte spredt på havet. Langt fra de andre.

Både Frederik Rask og Gustav Skydsgaard er bevidste om deres forældres rolle. Frederik Rask blev i 2010 nomineret til en pris af Bådmagasinet. Da var han 15 år, og dengang var mange overbevist om, at det var hans forældre, der pacede ham. Pressede ham til at sejle. Det har han aldrig selv følt, og i samme åndedræt siger han, at de unge sejlere, som blot udlever forældrenes drøm, ikke bliver ved ret længe. Det oplever sportspsykolog Kristoffer Henriksen især, når børnene kommer op i teenageårene, hvor de uvægerligt vil forsøge at frigøre sig fra deres forældre.

»Men hvis forældrene bare er sporten, så er det, at opgøret med mor og far ender med at blive et opgør med sporten i stedet,« forklarer han.

Sejlsport er en dyr sportsgren. Alene båden koster gerne fra 60.000 kr. og opefter. For Gustav Skydsgaard vedkommende er det hans far, der er følgesvenden til stævner og i banken, når der skal hæves penge til nyt grej.

»Han lægger rigtig mange penge i det, så han vil gerne have, jeg passer min træning. Men ikke sådan at han siger, hvis jeg har en stor aflevering, at jeg skal tage til træning,« forklarer Gustav Skydsgaard.

Selv om det er positivt, at de fleste har affundet sig med, at alle kan blive en del af eliten, hvis bare man »tager sig sammen«, så forklarer samfundsforsker Johannes Andersen, at det også har konsekvenser.

»De unge bliver mere og mere sårbare. De har en skrøbelighed. Vi bliver hele tiden nødt til at se på, om vi nu har gang i det rigtige for at nå op i eliten. Og den selvoptagethed, som man jo også møder rigtig mange udtryk for, fremmer en skrøbelig sårbarhed i den enkelte. Den spænding tror jeg, man skal være meget påpasselig med.«

På samme måde mener ungdomsforsker Noemi Katznelson, at talentdyrkelsen kan have sine konsekvenser.

»Virkeligheden bliver for rigtig mange unge, at de føler sig forkerte, fordi de ikke kan leve op til det,« forklarer Noemi Katznelson.

»Det er jo på godt og ondt. Talentdyrkelsen bliver samtidig et hårdt udskillelsesløb. For det er jo ikke alle, der kan blive elite eller er særligt talentfulde. Det brydes i disse år. Skal vi niveaudele, eller skal vi ikke? Den balance er i hvert fald i spil.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.