Københavnske indvandrerkvinder ville elske at tage cyklen på arbejde eller indkøb, men halvdelen af dem kan slet ikke cykle, viser ny undersøgelse.
13. oktober 2011, 16:02
Mens den typiske københavner tramper af sted i pedalerne, sidder storbyens indvandrerkvinder bag bussens duggede ruder. Nøjagtig halvdelen af dem kan nemlig slet ikke cykle.
Det viser en stor undersøgelse, som Københavns Kommune har fået lavet telefonisk blandt 1.000 af hovedstadens førstegenerationsindvandrere.
Hele 56 procent af københavnske indvandrerkvinder fra ikke-vestlige lande cykler aldrig - i de fleste tilfælde fordi de aldrig har lært at holde balancen på to hjul, men også i nogen grad fordi de er utrygge ved at rulle ud i den ofte intense københavnske cykeltrafik.
I grel modsætning til kvinderne står deres mænd, som i mere end fire ud af fem tilfælde har lært at cykle. Alligevel svarer fire ud af ti københavnske indvandrermænd, at de aldrig cykler – oftest fordi de foretrækker at tage bilen i stedet.
Særlige cykelkurser skal få flere i sadlen
Baggrunden for undersøgelsen er Københavns Kommunes store ambition om, at halvdelen af al færdsel til og fra arbejde og uddannelse i kommunen bør foregå på jernheste allerede fra 2015. I dag ligger andelen på cirka 35 procent.
Af samme årsag sætter kommunen fokus på de grupper af medborgere, som har sværest ved at svinge sig op i sadlen, og her er indvandrerkvinderne den absolut tungeste gruppe. I den forbindelse er flere organisationer, bl.a. Røde Kors, begyndt at arrangere særlige cykelkurser rettet mod indvandrere og ikke mindst indvandrerkvinder.
Beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (Rad.) ser det som en vigtig del af den samlede integrationsindsats, at kvinderne får mulighed for at lære at cykle.
- Mange med anden etnisk baggrund bor i Københavns udsatte boligområder, og her kan noget så konkret som det at kunne cykle være bindeleddet ud til resten af byen, siger hun.
Der er tilsyneladende ganske stor forskel på cykelkulturen i indvandrernes oprindelseslande.
Kvinderne vil gerne være sunde
Op mod halvdelen af de adspurgte indvandrere (både mænd og kvinder) fra lande som Somalia, Libanon, Marokko og Pakistan siger således, at de aldrig har lært at cykle. Men blandt indvandrere fra f.eks. Iran og det tidligere Jugoslavien er der væsentligt flere, som har lært at beherske jernhesten.
Men der er faktisk håb om, at kommunen kan få held til at få flere etniske københavnere ud i cykeltrafikken – især kvinder.
60 pct. af kvinderne (men kun 22 pct. af mændene) udtrykker således ønske om at lære at cykle, og den langt vigtigste årsag er ønsket om at forbedre sin sundhed.
Du kan læse mere om cykelkurser for voksne på Cyklistforbundets hjemmeside her.

































