Hver 10. frygter en fyreseddel i 2013

Krisen kradser stadig, og derfor mener både arbejdsgivere og en privatøkonom, at det er velbegrundet, at mange frygter at blive fyret.

Mange danskere frygter, at der lander en fyreseddel i postkassen i løbet af 2013. Og frygten er berettiget, lyder det fra arbejdsgivere og en privatøkonom.

En undersøgelse, som TNS Gallup har lavet for Berlingske Nyhedsbureau, viser, at 10 procent finder det »meget sandsynligt« eller »overvejende sandsynligt«, at en i den adspurgtes husstand bliver arbejdsløs i løbet af det kommende år.

- Danskerne er stadig ret bekymrede, og det er de med god grund. Meget tyder på, at ledigheden stiger en smule i 2013, siger Las Olsen, privatøkonom i Danske Bank.

Tilsvarende toner lyder fra arbejdsgiverorganisationerne Dansk Erhverv og Dansk Industri (DI).

- Frygten er faktisk ganske velbegrundet, fordi dansk økonomi har jo desværre udviklet sig værre, end de fleste havde regnet med. Derudover er der sådan set ikke tegn på nogen voldsom fremgang eller vækst i krystalkuglen. Vi forventer, at arbejdsløsheden stiger lidt i løbet af 2013, siger Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Erhverv.

- Frygten virker velbegrundet. Når vi kigger fremad, er det ikke umiddelbart til at se, hvor væksten skal komme fra. Det varer nok noget tid, før vi begynder at få rigtig godt gang i tingene igen, siger DI-underdirektør Steen Nielsen og uddyber:

- Man kan godt frygte, at ledigheden vil stige lidt et stykke ind i 2013. Krisen er ligesom blusset lidt op i 2012, hvor vi har set tilbagegang efter et 2011, hvor det var begyndt at gå lidt fremad, siger han.

Friske tal fra Danmarks Statistik understøtter det dystre billede, idet danskerne her forventer, at arbejdsløsheden vil være højere om et år.

Og frygten for at modtage en fyreseddel påvirker forbruget:

- Så lader man naturligvis være med at købe nye, store ting, hvis man kan undgå det, siger Las Olsen fra Danske Bank.

Han vurderer, at flere erhvervsgrupper i dag frygter en fyreseddel end i 2008 og 2009. Dengang holdt den private sektor for, mens beskæftigelsen steg i det offentlige:

- Beskæftigelsen i det offentlige er siden faldet, og det har skabt en helt ny situation. Det betyder, at folk, der ikke tidligere var spor bekymret for ledighed, fordi de havde et godt og trygt job i det offentlige, nu er bekymrede, siger Las Olsen.

Undersøgelsen fra TNS Gallup tegner ikke udelukkende et dystert billede. Faktisk er resultaterne mere optimistiske, end da analyseinstituttet gennemførte en tilsvarende undersøgelse i november 2012. Dengang gav 13 procent udtryk for, at det var »meget sandsynligt« eller »overvejende sandsynligt«, at en i husstanden vil blive ramt af arbejdsløshed i løbet af det kommende år.

- Den faldende bekymring kan være med til at give forbruget et lille løft. Stiger forbruget, falder arbejdsløsheden alt andet lige. Det bliver selvforstærkende, siger Las Olsen og tilføjer:

- Det, vi ser, er nok ikke startskuddet til et forbrugsopsving, men det kan da være et håbefuldt tegn, hvis der begynder at være lidt mindre bekymring for at blive fyret, siger han.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.