Hvad er din diagnose?

Du er ikke trist – du har en depression. Dit barn har ikke ild bagi – det har ADHD. Diagnoser er blevet vores nye sprog til at forstå og tale om at have det svært. Psykologiprofessor Svend Brinkmann står bag ny bog om diagnosernes »usynlige revolution«.

Svend Brinkmann, psykologiprofessor.
Svend Brinkmann, psykologiprofessor.

Der var engang, hvor en soldat kunne blive sendt hjem i seng fra fronten med granatchok. I dag får han/hun diagnosen Post-Traumatic Stress Disorder, PTSD med ret til samfundets omsorg og støtte.

Kender vi ikke en person med PTSD, så findes der med stor sandsynlighed et menneske i vores omgangskreds med depression, angst, ADHD, borderline, skizofreni eller en anden psykisk diagnose.

Og det er samfundets skyld, mener professor i psykologi Svend Brinkmann.

»Det er universelt for mennesker, at vi har brug for at give vores liv mening. Men når vi ikke længere kan bruge religionen eller andre af de store traditionelle fortællinger om, hvorfor livet er svært, så skal vi have et nyt sprog og nye forståelser for det vanskelige i livet. Og dér har diagnosesproget tilbudt sig, og vi har grebet det. Vi anvender det i et omfang, så det er i færd med at monopolisere måden, vi forstår vores lidelser og vanskeligheder på.«

Svend Brinkmann giver et eksempel, som ofte vækker genkendelsens jubel, når han holder foredrag: Man har haft et sidespring med en kollega og vågner op næste dag og har det elendigt med situationen. Man er plaget af skyld og selvbebrejdelse og kan ikke sige det til nogen, fordi man er bange for, at det vil ødelægge ens ægteskab. Man pakker det væk, er fraværende, kan ikke koncentrere sig og sover dårligt om natten. Man spiser ikke som før og fyldes døgnet rundt af et væld af modsatrettede tanker. Så går man til læge, fordi ens ven siger, man skal, for han kan ikke forstå, hvad der er galt.

»Hos lægen får man så Hamiltons eller et andet depressionsskema. Og så har man stort set alle kernesymptomer på depression. Men nej. Man har det, man plejede at kalde dårlig samvittighed. Det er et moralsk fænomen, ikke et psykiatrisk fænomen. Hvis det eneste, vi har, er et diagnosesystem til at forstå menneskelig lidelse, så er alting enten et symptom på en psykisk sygdom, eller også noget vi ikke kan se – og det er fattigt.«

De dybt meningsfulde lidelser

Svend Brinkmann, der netop har fået DRs formidlingspris, Rosenkjærprisen, var senest i vælten i 2014 med den folkelige antiselvhjælpsbog »Stå fast. Et opgør med tidens udviklingstvang«. Denne gang er den prisbelønnede psykologiprofessor gået sammen med sociologen Anders Petersen og har redigeret den mindre polemiske og mere forskningsformidlende debatbog »Diagnoser – perspektiver, kritik og diskussion«.

Med indlæg fra de redigerende selv og en række eksperter inden for bl.a. psykiatri, socialantropologi og lægevidenskab sætter bogen vores omsiggribende brug af diagnoser til debat.

Svend Brinkmann skrev allerede i 2010 den lettere provokerende »Det diagnosticerede liv«. I dag er diskussionen om diagnoser for vigtig til at grave grøfter, mener han.

»Der er former for lidelse i vores liv, som er dybt meningsfulde, men anskuer vi dem alene gennem diagnosefilteret, så forsvinder den meningsfuldhed. Så bliver det bare til symptomer, og hvis der er tilstrækkeligt mange symptomer, kan jeg stille en diagnose og indlede en behandling. Men det abstraherer faktisk symptomerne væk fra den sammenhæng, hvori de giver mening.«

Som eksempel nævner Svend Brinkmann, at stor sorg – et »eksistentielt grundfænomen« – er på nippet til at blive anerkendt af WHO som en formel psykiatrisk diagnose. Og eksemplerne på, at der er gået inflation i diagnoser, er mange. Fra at have været et redskab for en snæver kreds af psykiatere i 1950erne, er diagnoser gledet ind i dagligsproget og er blevet hvermandseje med sin egen sandhedsværdi. Har man for travlt i en lang periode, kalder vi det »stress«. Er en dreng urolig og ukoncentreret i skolen, får han hurtigt diagnosen ADHD. 20 til 25 procent af Danmarks befolkning opfylder ifølge Svend Brinkmann kriterierne for mindst én diagnose.

Professoren har selv forsket i ADHD og nævner denne lidelse som tegn på den »usynlige revolution«, der har fundet sted. Usynlig fordi den er kommet umærkeligt snigende. Revolution fordi det bryder fundamentalt med måden, vi opfatter problemer og lidelse på.

Grænserne rykker sig hastigt

Tidligere skulle man have symptomer før det fyldte syvende år for at få diagnosen ADHD. I dag skal det være før, man fylder 12.

»Det vil sige, at mange flere nu husker, at de var urolige og uvorne i skolen, og så er det lettere at få diagnosen. Og det er næsten altid den vej, det går med diagnoser. Det bliver lettere og lettere at få dem,« siger Brinkmann.

Fra at operere med 100 psykiatriske diagnoser i 1950erne har samfundet i dag 1.000 diagnoser at vælge imellem, fortæller Svend Brinkmann.

»Vi har tidoblet måderne, man kan være psykisk syg på på 50 år – det er jo helt vildt. Nogen vil så sige, at det er, fordi vi er blevet klogere og bedre til at skelne mellem forskellige tilstande. Men mange af de tilstande flyder sammen, og der er ofte en kunstig distinktion. Der er stor sandsynlighed for, at har man en diagnose, så har man også en anden og en tredje. Sandsynligheden stiger, når man har en.«

Inflationen i diagnosekulturen går ikke mindst ud over dem, som faktisk er syge og har brug for en diagnose, mener Svend Brinkmann. »For befolkningen vil reagere: »Nå, har du en depression. Det har jeg da også. Hvor slemt kan det være? Hvorfor skal du have særlige privilegier og støtte, når jeg ikke skal?« Vi kommer til at smøre ressourcerne ud over mange personer, fordi vi hele tiden udvider rækkevidden af diagnoserne.«

Tag ikke fejl, mener Svend Brinkmann. Selv om diagnosekulturen er vigtig for medicinalindustrien, så er det diagnostiske sprog et nødvendigt sprog, som syge kan have brug for. Men det er ikke tilstrækkeligt:

»Vi skal have mange andre redskaber og andre sprog, moralske, religiøse, sociale, psykologiske for at undgå at sygeliggøre ting, som ikke er sygdomme. Det er ikke nødvendigvis sygt at reagere på en lidelsesfuld måde. Det er helt normalt og forventeligt.«

Svend Brinkmann håber, at både politikere, psykiatere, læger, patienter og pårørende vil være med til at finde en bedre måde at håndtere lidelse på og finde alternativer til den diagnostiske forståelse.

Han spørger retorisk:

»Skal man partout have en diagnose for at få adgang til specialpædagogisk hjælp til ens barn? Er det rimeligt at fratage en person sygedagpenge, hvis vedkommende ikke vil tage sin antidepressive medicin?«

Antologien »Diagnoser«, redigeret af Svend Brinkmann og Anders Petersen, forlaget Klim. Udkommer 30. september.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.