Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

»Hul« skal lukkes efter ROJ TV-sag

To ministre vil ændre loven efter ROJ TV-dommen. Det skal være muligt at skride ind over for radio- og tv-stationer, der opfordrer til terrorisme, siger de.

Dommen, der kendte ROJ TV-skyldig i at udbrede propaganda for terrorbevægelsen PKK, fører nu til en ændring af loven. Initiativet tages af justitsminister Morten Bødskov og kulturminister Uffe Elbæk.

Dermed prøver de to ministre at lægge låg på den diplomatiske krise, der er opstået efter dommen, der kendte ROJ TV skyldig, men som ikke fratog tv-stationen retten til at sende.

- Terrorisme kan aldrig retfærdiggøres, og regeringen fordømmer terrorisme i alle dens former, uanset hvem der begår terrorhandlingerne, hvor de begås, og med hvilket formål de begås, siger justitsminister Morten Bødskov og kulturminister Uffe Elbæk i en fælles udtalelse.Danmark er en aktiv deltager i internationalt samarbejde mod terrorisme og har som led i denne indsats et tæt bilateralt og multilateralt samarbejde med sine partnere og allierede.

- Danmark har et langvarigt og meget værdifuldt samarbejde med Tyrkiet om bekæmpelse af terrorisme.

Københavns Byret har som bekendt netop afsagt dom i straffesagen mod ROJ-tv. Begge parter har nu mulighed for at anke dommen. Radio- og tv-nævnet har endvidere oplyst, at nævnet på baggrund af dommen vil overveje, om der er grundlag for at indlede en ny sag efter radio- og fjernsynslovgivningen.

Hvis der er et hul i lovgivningen, skal det naturligvis lukkes.

Sammen vil vi derfor nu i Justitsministeriet og Kulturministeriet sikre, at lovgivningen på tilstrækkelig vis giver adgang til at skride ind over for radio- og tv-stationer, som opfordrer til terrorisme, siger de to ministre.