Historisk totalkontrol giver pote for politiet

Alle køretøjer blev standset af politiet to udvalgte steder på Fyn. Ny totalkontrol er i gang torsdag eftermiddag. Se listen over politiets foreløbige fangst her.

Politiet foretog torsdag formiddag en historisk totalkontrol, hvor alle køretøjer blev stoppet to steder på Fyn.
Politiet foretog torsdag formiddag en historisk totalkontrol, hvor alle køretøjer blev stoppet to steder på Fyn.

Politiet foretog torsdag formiddag en historisk totalkontrol, hvor alle køretøjer blev stoppet to steder på Fyn, skriver bt.dk.

I samarbejde med blandt andre Skat, Bilinspektionen, Fødevarestyrelsen, Arbejdstilsynet, Udlændingestyrelsen, Vejdirektoratet og de fynske kommuner blev alt tjekket igennem. Torsdag eftermiddag gjorde man det en gang til.

Politiet vinker dig og din bil ind på en stor rasteplads. Du bliver sendt om bag i køen af alle de andre køretøjer, og du må vente til, at det er din tur. Kører du lastbil, tjekker de blandt andet, om dine papirer og køre-/hviletider er i orden. Kører du almindelig personbil, tjekker politiet din forsikring, registreringsattest og dit eventuelle gods. Virker du mistænkelig, gennemgår narkohunde dit køretøj.

Sådan forløb det torsdag formiddag ved de store rastepladser ved Kildebjerg N og Rønninge S på Fyn. Her fandt en historisk omfattende totalkontrol sted, hvor Fyns Politi fik hjælp af en lang række myndigheder. Alle biler blev stoppet, og alt blev tjekket. Det gav i flere tilfælde bonus.

»Fint, for jeg har ikke noget at skjule«

Ved Kildebjerg var det hovedsagligt lastbiler og større køretøjer, der blev kaldt ind. Både toldere, politifolk, skattefolk, fødevarestyrelsen og narkopatruljer var til stede.

Chauffør Tom Mikkelsen, der kører med Premier Is, er glad for den omfattende aktion.

- Det er rigtig fint, for jeg har ikke noget at skjule. Jeg ville egentlig ikke have noget imod mere kontrol, siger han til bt.dk.

Politiet kørte også langs motorvejen for at se, om lastbilerne overholdt reglerne om overhaling.

Personbiler stod for skud

På den anden rasteplads ved Rønninge - mellem Nyborg og Odense - var det personbilerne, der måtte stå for skud. Samtlige 2.300 biler, der kørte forbi mellem klokken 10 og 12, blev kaldt ind af politiet. Her blev bilerne linet op på fem rækker og gennemgået systematisk. Også her gav det pote.

- Vi har blandt andet snuppet to yngre mænd med to kilo skunk i bilen samt en polak, der hverken havde kørekort, forsikring og registreringsattest. Ham har vi nu kørt til afhøring, siger Kenneth Taanquist, vicepolitikommissær ved Fyns Politi og en af de operationelle ledere ved aktionen, til bt.dk.

Inden dagens aktion frygtede politiet store kødannelser ved kontrolpunkterne. Men det har der ikke været noget af, siger vicepolitikommissæren.

Torsdag eftermiddag er endnu en totalkontrol gået i gang på Fyn, men hvor vil politiet ikke sige.

Bødekrav på 300.000

Efter de to første kontroller har politiet samlet den foreløbige totale fangst:

Ved Kildebjerg N stoppede politiet omkring 600 lastbiler til kontrol: 106 blev kaldt ind til en nærmere kontrol, hvoraf der var sager på dem alle. En udenlandsk lastbil blev beslaglagt, da køre-/hviletidsbestemmelserne var overtrådt. Politiet fremsatte herefter et bødekrav på 300.000 kroner mod firmaet og beslaglagde lastbilen.

13 andre chauffører havde heller ikke overholdt køre-/hviletidsbestemmelserne og kan se frem til en betinget eller ubetinget frakendelse af kørekortet. Politiet har desuden optaget 11 sager om overtrædelse af reglerne om international transport, syv lastbiler har fået lavet bremsekontrol, hvor to af dem nu skal en tur i synshallen, mens Skat har lavet fire sager, hvor der er mistanke om, at der ikke er betalt den lovpligtige skat

Ved Rønninge S stoppede politiet omkring 2.300 person- og varebiler: En bilist blev anholdt for at køre i en stjålen bil. To bilister blev anholdt i forbindelse med overtrædelse af loven om euforiserende stoffer, og to bilister blev anholdt for at køre i medicin- eller narkopåvirket tilstand.

Desuden blev der skrevet to sager om overlæs, to sager om kørsel uden førerret, fire sager om kørsel i frakendelsestiden, en sag om overtrædelse af dyrevelfærd, to sager, hvor bilerne ikke var forsikret korrekt, 44 sager om overtrædelse af færdselsloven. 13 luksusbiler blev stoppet, hvor Skat i øjeblikket er ved at undersøge, om ejerne har betalt de lovpligtige skatter og afgifter.

Derudover har Skat stoppet en bilist, som de mistænker for at have begået såkaldt kædesvig - det vil sige at oprette selskaber, hvor det ikke er hensigten at betale hverken moms eller skat - samt to firmavarevogne, hvor der i begge biler befandt sig personer, der var på bistandshjælp, samtidig med at de arbejdede for firmaet.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.