Her vil Gentofte placere flygtninge

Staten har tredoblet antallet af flygtninge, som skal bo i Gentofte. Nu undersøger kommunen mulighederne for at placere flygtningene i statens palæer i området. Gentoftes borgmester, Hans Toft (K), anklager regeringen for at give et falsk billede af kommunernes reelle muligheder for at finde boliger.

Gentofte Kommune har i eftersøgningen af flygtningeboliger kastet blikket på bl.a. statens ledige palæer ved Charlottenlund Slot. Foto: Linda Kastrup
Gentofte Kommune har i eftersøgningen af flygtningeboliger kastet blikket på bl.a. statens ledige palæer ved Charlottenlund Slot. Foto: Linda Kastrup

Flygtninge i større antal kan i fremtiden blive en del af normalbilledet i Gentoftes eksklusive kvarterer omkring Charlottenlund Slot. Statens krav til Gentofte Kommune om at finde boliger til næsten 300 flygtninge i år har nemlig udløst en intens jagt på ledige boligkvadratmeter i kommunen nord for København.

Gentofte Kommune har i eftersøgningen af boliger kastet blikket på både statens ledige palæer ved Charlottenlund Slot og på det fredede område omkring Garderhøjfortet, hvor kommunen – med accept fra Garderhøjfondens bestyrelse – har søgt Kulturstyrelsen om tilladelse til at opføre midlertidige pavilloner.

Desuden forhandler Gentofte Kommune med Region Hovedstaden om at leje ledige villaer ved Gentofte Hospital, og på et lukket møde i kommunalbestyrelsen mandag vil borgmester Hans Toft (K) drøfte mulighederne for at placere flygtninge i kommunale ejendomme.

Sidste efterår kom det frem, at Gentoftes kvote af flygtninge blev holdt nede, fordi borgernes aupairpiger indgik i beregningen af Gentoftes kvote. Med kort varsel blev kommunens kvote derfor forhøjet fra 117 til 296, og det er, mener borgmester Hans Toft, fuldstændigt usagligt.

»Regeringen giver, mod bedre vidende, et falsk billede af de enkelte kommuners mulighed for at fremskaffe de nødvendige boliger. Det er uanstændigt og beklageligt, at regeringen negligerer saglighed og dialog, men i stedet støtter sig på fordomme om blandt andet Gentofte Kommunes muligheder,« siger han.

På spørgsmålet om ikke Gentofte selv råder over egnede bygninger, oplyser Hans Toft, at den tidligere Internationale Skole på Hellerupvej i Hellerup, som Gentofte Kommune købte forrige år med henblik på at oprette en uddannelsescampus i samarbejde med private partnere, kan komme i spil, måske til uledsagede børn og unge.

Vil kræve leje på markedsprisniveau

Blandt de bygninger ved Charlottenlund Slot, som Gentofte har kig på som flygtningeboliger, er Kavalergården, Bilharziosebygningen, Garage og Vognport, Maskinhuset og Mandskabsbygningen, som alle ligger i slotshaven, fremgår det af korrespondancen mellem kommunen og Kulturministeriets Slots- og Kulturstyrelse, som Berlingske har fået indsigt i.

Ifølge Slots- og Kulturstyrelsen kan selve slottet, der er fredet, ikke ombygges på en måde, der gør bygningen egnet til at huse »et større antal flygtninge.« Desuden bliver det tidligst ledigt i 2017, når den nuværende lejer, DTU Aqua, fraflytter. Men de øvrige bygninger i slotshaven kan gennem en større ombygning rumme »et større antal værelser/rum til beboelse«. I givet fald får kommunen og flygtningene ikke tilbudt en rabatpris på bygningerne i slotsparken. Slots- og Kulturstyrelsen vil kræve markedsleje, som også skal dække udgifterne til ombygninger. Slots- og Kulturstyrelsen ønsker ikke at svare på yderligere spørgsmål om mulighederne for flygtningeboliger på slottet og i de omgivende bygninger.

Hans Toft beklager, at kommunen har været nødt til at bruge sine ungdomsboliger til flygtningeboliger. »Jeg kan godt forstå, hvis de 340 unge, der venter på en bolig herude, undrer sig over, at man bruger ungdomsboligerne samtidig med at der står 350 boliger på Lolland-Falster, som skal nedrives, fordi de står tomme,« siger Hans Toft.

Ikke nogen demonstration

Ligger der en demonstration i Gentoftes interesse for at placere flygtninge ved fredede ejendomme som Charlottenlund Slot og ved Garderhøjfortet?

»Nej. Men når vi ser, hvor få boliger vi har, er det aldeles passende og relevant, at vi beder staten om at stille sin boligmasse til rådighed og til en lejepris, som flygtninge kan betale. Vi er nødt til at gøre noget ekstraordinært for at klare placeringen bare på kort sigt, og vi undersøger alle muligheder.«

Hans Toft tilføjer, at Gentofte ikke har ledige arealer til nybyggerier eller midlertidige pavilloner bortset fra kommunens fodboldbaner og parker.

»Det er ikke et spørgsmål om penge, eller om at vi undslår os integrationsopgaven. Men vi har ikke de fysiske muligheder,« siger han og understreger, at kommunen ønsker at sprede de kommende flygtninge mest muligt for at undgå ghettodannelser.

Tilbage står, at Gentofte kun kan skaffe midlertidige boliger. Permanente boliger til flygtningene er »uoverskueligt«.

Kunne I opkøbe nogle private villaer?

»Nej, det gør vi ikke. Det må staten selv købe og tage ansvaret for. Jeg køber ikke dyre villaer og ejerlejligheder, når der ligger masser af boliger bare et lille stykke fra Gentofte.«

 

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.