»Her hersker jungleloven«

I løbet af de seneste ti år er antallet af alkoholbevillinger til natservering i København steget med 60 procent, selv om Bevillingsnævnet længe har anbefalet et stop. De mange nye gå-i-byen-steder har medført, at nattelivet flere steder er gået over gevind, skriver Københavns Kommune i en ny rapport.

Det er langtfra alle københavnere, der er glade, når de unge fester foran Bar7 i Studiestræde i København sent torsdag aften og tidligt fredag morgen. Beboerne i indre by plages af nattelivet, der larmer og sviner mere og mere i takt med, at restaurationerne får flere sene alkoholbevillinger. Foto: Simon Læssøe
Det er langtfra alle københavnere, der er glade, når de unge fester foran Bar7 i Studiestræde i København sent torsdag aften og tidligt fredag morgen. Beboerne i indre by plages af nattelivet, der larmer og sviner mere og mere i takt med, at restaurationerne får flere sene alkoholbevillinger. Foto: Simon Læssøe

Torsdag er blevet en festlig del af weekenden. Rygeloven og det gode sommervejr har rykket festen ud i gaderne. Og begrebet »gå-øl« har ikke bare vundet indpas, det sikrer også, at man ikke mister promillen, når man går fra vandhul til vandhul.

Festen i gaden er vokset støt med antallet af alkoholbevillinger, og det er frustrationen blandt barernes og diskotekernes naboer også. De mener nemlig, at antallet af alkoholbevillinger, der giver beværtningerne mulighed for at holde åbent frem til klokken fem om morgenen, kaldet 05-bevillinger, er helt ude af kontrol.

I løbet af de seneste ti år er der nogle steder i det indre København givet 60 procent flere af de sene bevillinger, så der i dag er 15 gå-i-byen-steder i Vestergade og ni i Studiestræde, der har de berygtede 05-bevillinger.

Det har de, selv om Bevillingsnævnet allerede i 2011 meddelte, at blandt andre disse gader var så mættede af beværtninger, at de ikke anbefalede, at man gav flere.

»Samlet set er der væsentlige gener fra nattelivet i indre by, særligt nogle strækninger er hårdt belastet. Problemerne henfører sig til både de konkrete restaurationer, men i høj grad også til festen i gaden«.

Det skriver Københavns Kommune selv i en ny rapport, der også konkluderer, at det stigende antal beværtninger særligt i Nørre Kvarter trækker mange mennesker til området.

Støj til den lyse morgen

Det er de mennesker, der bidrager til problemerne, når de lader vandet i gadeportene, smider affaldet fra sig i rendestenen eller festligt synger og råber på vej fra ét sted til et andet.

»I forhold til hvor fulde nogle er, kører bilerne ualmindeligt hurtigt og aggressivt«.

»Det er ikke længere muligt for cyklister at komme ubesværet igennem gaden, da folk står og sidder på cykelstien«.

»Her flyder med skrald, særligt cigaretskodder.«

Sådan tegner observatører fra Københavns Kommune gadebilledet i hovedstaden på de sene weekendaftener i den nye rapport. Og flere gange konkluderes det, at den øgede mængde skrald stammer fra nattelivsgæsterne. Ligesom støjniveauet også har taget et væsentligt nøk opad, efter blandt andet rygeloven og de varme sommeraftener har lokket folk udendørs for at nyde nætterne.

Som mørket falder på, og junglejuicen begynder at virke, slår festaberne sig for alvor løs. I særlige dele af byen beskriver kommunens observatører, at deres høje støjniveau fortsætter helt frem til, at de sidste barer lukker omkring klokken fem.

Det nikker mange af den indre bys naboer kun alt for genkendende til. Flere af hovedstadens beboere føler nemlig, at problemerne vokser og vokser.

»Mange af os er hærdede København Kere. Der skal meget til, før vi piver. Selvfølgelig skal der være liv i gaden. Men når barernes ruder bamler på grund af lydtrykket fra musikken hver weekend, og vi bliver vækket af folk, der skriger til hinanden nede på gaden, bliver det altså for meget,« siger Henrik Jensen, der bor nær Rundetårn.

»København K er begyndt at ligne et støjende værtshus, hvor ingen gider at følge reglerne eller har almindelig pli, og hvor det ser ud til, at der ikke er nogen konsekvenser. Her hersker jungleloven virkelig. For vi bliver ikke hørt af kommunen, og hverken kommunen eller politiet lader til at have styr på det,« mener Henrik Jensen. Han er ikke den eneste. Hen over sommeren har flere andre beboerforeninger i indre by også set dagens lys og har konstitueret sig i Indre Bys Beboernetværk, IBB, for at råbe kommunen op.

Allerede i 2012 begyndte beboerforeningen i Nørre Kvarter ved Vestergade, Studiestræde og Larsbjørnsstræde at rette henvendelse til Københavns Kommune på grund af de mange bevillinger, der samler nattens folk.

Fest uden konsekvenser

Dengang var det Venstres Pia Allerslev, der sad som borgmester i Kultur- og Fritidsforvaltningen, der prøvede at dæmme op for bevillingerne ved at nægte fem nye etablissementer i det centrale København 05-bevillinger. Det kom der dog en stor sag ud af, da kommunen angiveligt handlede mod Restaurationsloven ved at nægte bevillingerne.

»Tidligere har man ikke været gode nok til at give nattelivet konsekvenser. Der er givet en masse lempelser, fordi man syntes, at der skulle være fest i gaden. Men det er vigtigt, at der er en balance. Nogle steder i København er støj- og affaldsproblemerne så store, at udviklingen ikke kan fortsætte. Det ønsker vi at gøre noget ved, og det synes jeg også, at vi har gjort,« siger Københavns Kommunes kultur- og fritidsborgmester, Carl Christian Ebbesen (DF).

Først på sommeren varslede Københavns Kommune et bevillingsstop i seks gader i den indre by. Det betyder, at Københavns Kommune nu for første gang har mulighed for at nægte bevillinger i de hårdt belastede partygader Vestergade, Studiestræde, Larsbjørnsstræde, Teglgårdsstræde, Skt. Peders Stræde og dele af Gothersgade på baggrund af generne fra nattelivet.

»Der vil blive færre nye 05-bevilliger i indre by. Men vi vil gerne have, at der åbner barer andre steder i byen, for problemet med støjen og skraldet i indre by bunder jo i, at der er mange mennesker på et lille område,« siger Carl Christian Ebbesen.

Samarbejde i stedet for forbud

Men det er ikke nok bare at udstede færre bevillinger, lyder det fra de Radikales Andreas Pourkamali, der er medlem af Københavns Borgerrepræsentation.

»Det er helt tydeligt, at nattelivet har været for meget i de her områder, så jeg håber, at vi snart vil kunne se en forskel. Men det her er kun det første spadestik. Der skal gøres mere. Jeg synes, at der er alt for mange steder, der ikke tilbyder andet end hovedløs druk og gå ud og bræk dig og lav larm i gaden. Jeg kunne godt tænke mig, at vi tog en helt overordnet debat af, hvordan, vi synes, nattelivet skal være,« siger Andreas Pourkamali.

Da Københavns Kommunes forslag om at varsle et stop for de nye 05-bevillinger blev vedtaget i forsommeren, var Liberal Alliance imod.

Partiet foreslog, at man ændrede strategi, så man begrænsede generne fra nattelivet på en anden måde end ved at sænke antallet af nye 05-bevillinger.

»Generne handler om den fest, der foregår i gaderne, og derfor er vi – som de eneste – ekstremt meget imod kommunens strategi, hvor vi bliver mere og mere restriktive over for restaurationerne, som vi i stedet burde samarbejde med,« siger Lillian Parker Kaule fra Liberal Alliance.

»Ved at sænke antallet af bevillinger skaber man monopoltilstande i indre by, og der vil jo være lige så mange mennesker, der skal i byen, som der så ikke vil være plads nok til. Så står de jo på gaden og drikker i stedet for. Det er ærgerligt, at vi gør det, for når en restauration får en bevilling, kan vi sætte nogle krav til dørmænd, lydsluser og plombering af deres anlæg. Inde på restauranterne har vi altså politisk mere at arbejde med, end vi har i gaderne. For vi kan jo ikke sige til folk, at de skal gå hjem og sove,« siger Lillian Parker Kaule.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.