Hellige krigere i Syrien hæver kontanthjælp i Danmark

Flere hellige krigere har modtaget dagpenge eller kontanthjælp i Danmark, mens de har kæmpet for Islamisk Stat i Syrien, viser nye tal fra Politiets Efterretningstjeneste.

28 hjemvendte syrienkrigere har modtaget dagpenge eller kontanthjælp i Danmark, mens de har kæmpet for den islamistiske terrorbevægelse Islamisk Stat (IS) i Syrien. Det viser nye tal fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) ifølge BT.

Justitsminister Mette Frederiksen (S) er rystet:

»Jeg er skræmt over at se, at folk med bopæl her i landet drager i hellig krig. Men hvis nogle af dem samtidig modtager danske velfærdsydelser, så er vi jo nærmest til grin for vore egne penge. Den slags skal bare stoppes, og det bliver det,« siger Mette Frederiksen til BT.

PET har tidligere vurderet, at omkring 100 personer er rejst fra Danmark til Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat. Af dem er 16 døde, mens foreløbig 50 er vendt tilbage til Danmark.

PET arbejder med forskellige efterretningsmetoder, og en af disse er at samkøre myndighedsregistre. Det er den metode, der nu har fanget foreløbig 28 hellige krigere, der har fået velfærdsydelser, mens de har været i Syrien.

15 af de 28 er allerede blevet pålagt at betale tilbage, otte sagsbehandles stadig, og fem har klaret frisag på grund af manglende dokumentation.

»Det er ualmindelig vigtigt, at vi ikke er naive. Hovedopgaven er at forebygge terrorisme og ekstremisme, men når PET kan finde 28 personer, der har kæmpet for danske penge, så bekræfter det mig i, at det er rigtigt at samkøre registre,« siger Mette Frederiksen.

Spørgsmål: Risikerer man ikke, at uskyldige også bliver overvåget?

»Nej, for det er kun i de tilfælde, hvor PET har mistanke om, at folk har været i Syrien for at kæmpe, at der bliver overvåget,« siger justitsministeren.

Spørgsmål: Ser du ingen svagheder ved det?

»Det er ikke det, der bekymrer mig mest, når vi taler hellige krigere. De er fanatiske, og de kan have været indblandet i forbrydelser mod freden og menneskeheden. Selvfølgelig skal vi sikre os, at lovgivningen ikke giver myndighederne lov til at gå længere end nødvendigt, og at den almindelige danskers retssikkerhed ikke trædes under fode. Men risikoen er så alvorlig på det her område, at vi bliver nødt til at undersøge tingene nøje,« siger Mette Frederiksen.

Spørgsmål: Flere borgerlige partier mener, at syrienkrigere skal fængsles, når de kommer tilbage til Danmark. Er du enig?

»Nu er det sådan i Danmark, at vi ikke sætter folk i fængsel, medmindre de har begået noget kriminelt og er blevet stillet for en dommer og dømt. Men de skal klart kunne retsforfølges. Problemet er, at det kan være svært at dokumentere, hvad folk har begået, når de har været i krig. Det kan godt være, at vi mangler bestemmelser i lovgivningen, der kan hjælpe os der,« siger Mette Frederiksen.

Hun ser afsløringen af de 28 krigere som et eksempel på, at det er en helt rigtig strategi at sætte PET til at ånde de hjemvendte syrienkrigere i nakken.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.