Helen Mirren slår et slag for ytringsfriheden – men ville gerne vove mere selv

Helen Mirren spiller med i ny film om den politiske forfølgelse i 1950ernes Hollywood. Hun ser nogle af de samme tendenser i dag, hvor sociale medier og politisk ekstremisme presser kunsten og ytringsfriheden.

Normalt ville man ikke forbinde Helen Mirren med at anfægtelser over at provokere eller sige sin mening. Mirren kaldte spiritusbilister for »en menneskelig form for forurening« og en hel del andet i samme kategori i en Budweiser-reklame til fordel for at drikke øl og lade bilen stå under sidste søndags Super Bowl-finale i amerikansk fodbold.

Nogle dage forinden erklærede hun, at det er »unfair« at kritisere Oscar-juryen for at favorisere hvide skuespillere. Mirren sagde i et interview med Channel 4 News, at problemet opstår lang tid før prisuddelingen, fordi Hollywood har et problem med at inkludere skuespillere fra ikke-hvide etniske grupper i filmindustriens største satsninger og give dem gode roller.

Hun har vist sig nøgen på film og været på grænsen af pornofilm i »Caligula«. Hun fik i sin ungdom kommentarer for sin sex-udstråling i teaterroller i Shakespeare-stykker. I dag som britisk og Hollywoods statelige »grand old lady« med næsten royal udstråling kan hun fortsat krydre et interview med bandeord, som medierne så selv må beslutte, om de vil filtrere væk. Alligevel ville 70-årige Mirren ønske, at hun havde brugt sin karriere og berømmelse til at sige og vove noget mere:

»Jeg er ofte meget kritisk over for mig selv over ikke at udtale mig tydeligere og give mere støtte til de ting, som jeg tror på. Jeg er lidt ked af at bruge min tilstedeværelse i kultur til politiske formål. Men nu tænker jeg, glem det. Man burde virkelig bare sige, hvad man synes er rigtigt. Og det gør jeg ikke nok. Jeg er for påpasselig, tror jeg. Det kritiserer jeg mig selv for.«

Spørgsmålet om, hvornår man bør hæve stemmen og vove noget, er ekstra relevant for Mirren, der mødte Berlingske og andre udenlandske journalister til en halv times fællesinterview i London. Den britiske skuespiller er aktuel med en ny film »Trumbo«. Den er baseret på den politiske forfølgelse og filmindustriens bandlysning af medlemmer af USAs kommunistparti og socialister i Hollywood i mere end et årti efter Anden Verdenskrig under den såkaldte »mcCarthyisme«.

Mirren mener, at man fra »Trumbo« kan drage »en meget stærk lære om vigtigheden af ytringsfrihed« og konsekvenserne af forfølgelse af anderledes tænkende, en lære der har gyldighed i dag.

»Jeg tænker på, om det ikke lurer i hjørnerne af vores samfund hele tiden. Det vil blive meget interessant at se, hvad der vil ske i USA med deres Ted Cruzer, Rubioer og Donald Trump. På en spøjs måde er Donald Trump mindre ekstrem end de personer.

Der synes at være en højrøstet støtte i USA til en særlig slags, meget ekstrem højrefløjsstemme. Så hvis denne ekstreme højrefløj kommer til magten i USA, ved jeg ikke, hvilken indflydelse det ville få på samfundet som sådan, og vi ved, at støtte til kunst øjeblikkelig vil blive indsnævret.«

Filmen »Trumbo« er centreret omkring Dalton Trumbo, der var Hollywoods bedst betalte manuskriptforfatter lige efter krigen, men som en af »The Hollywood Ten« nægtede han at vidne om politiske tilhørsforhold og synspunkter over for amerikanske kongrespolitikere. De henviste til USAs grundlovssikrede ytringsfrihed, men blev sendt i fængsel for at udvise »foragt for Kongressen«. I de følgende 13 år var de og andre i filmbranchen officielt udelukket fra at arbejde i Hollywood, fordi de var blevet navngivet og anklaget for landsforræderi og landsskadelig virksomhed.

»Jeg vil sige, at Trumbo var en champagne-kommunist. Ikke en kommunist, der ville tage til det kommunistiske Rusland. Han ønskede at leve behageligt og have sin swimmingpool. Jeg tror, at han var, hvad man nu vil kalde en socialist, der i dag ville være medlem af Labour-partiet, og han ville elske Bernie Sanders,« siger Mirren med henvisning til den venstreorienterede kandidat til Demokraternes primærvalg i USA.

Mange andre under anklage bøjede sig og bad om tilgivelse for ikke at miste deres arbejde – men ikke Trumbo. Filmen følger, hvordan han organiserer et hemmeligt system, hvor han og andre fortsat kan skrive manuskripter under falske navne for små filmselskaber. Undervejs forfatter Trumbo to Oscar-vindende film, »Roman Holiday« og »The Brave One«, uden at det bliver kendt, at han skrev dem. Til sidst bryder han Hollywoods blokade, da han bliver bedt om at skrive manuskripter til de to storfilm »Spartacus« og »Exodus«.

Det var en periode, hvor mange tyede til selvcensur for at undgå ubehageligheder. Mirren siger, at hun også i dag oplever en »kultur af politisk korrekthed«, der presser sig ind i kunsten.

»For mig er vores funktion som kunstnere at stille spørgsmål og reflektere over verden omkring os. Jeg er eksempelvis en meget stor tilhænger af komikerens stemme, standup-komikere, der opfylder rollen, som vi ser den i »Kong Lear«, hvor kongens nar er den eneste, der tør sige sandheder til magthaverne.

Men jeg synes, at det er meget uheldigt den måde, en følelse af politisk korrekthed er begyndt at infiltrere dialogen. Det kommer ikke nødvendigvis fra regeringer, hvilket er interessant. Det kommer fra samfundet som sådan, og jeg mener, at det er uheldigt og måske endda farligt,« siger Helen Mirren og tilføjer så sin egen bekymring ved helt ubegrænset ytringsfrihed.

»Men ytringsfrihed er et meget vanskeligt emne. Fordi man vil ønske absolut ytringsfrihed, men man ønsker ikke hate speech, og man ønsker ikke, at friheden styrker hate speech. Det kan meget, meget let begynde at tippe over imod det.«

I »Trumbo« spiller Mirren kvinden Hedda Hopper, der i virkeligheden og i filmen var forfatter til en Hollywood-sladderspalte med 35 millioner læsere og anførte et indædt felttog mod folk i Hollywood, som hun anså for at være landsforrædere og en trussel mod det amerikanske samfunds værdier.

Helen Mirren siger, at det var en uhyre interessant karakter at spille, fordi Hopper havde sat sig helt uden for samfundets normer for menneskelighed på en næsten »tegneserieagtig« vis, men også var »meget indædt, hensynsløs og succesfuld« og fuldstændig overbevist om, at hun gjorde det rigtige med sin forfølgelse af folk, som blandt andet tvang stumfilmsstjernen Charlie Chaplin ud af USA.

I dag er den magt, som Hedda Hopper havde, meget mere diffust spredt ud på utallige mennesker via internettet og sociale medier. Helen Mirren siger, at balancegangen afgjort er blevet meget vanskeligere som berømthed med den enorme opmærksomhed, der på nettet kan tage alle former og vise sig overalt. Der bliver forventningsfuldt vogtet over hvert et ord, der kommer fra normalt åbenmundede skuespilleres læber.

»Nu om dage kan én i min position få sine ord grebet i luften og hurtigt sendt videre. Jeg har lært, at man aldrig kan slappe af, fordi alt, som man lige har sagt enten som en joke eller en henkastet bemærkning uden for alvor at tænke det igennem, kan blive bragt videre på internettet. Det kan blive til en overskrift, og nu er det ikke længere muligt at tage det i sig igen,« siger Mirren, der erklærer, at hun ikke selv »bruger sociale medier overhovedet«.

Mirren deler sin bopæl mellem Californien og London, hvor hun blev født. Den stilsikre skuespiller har de senere år især opnået stor hæder og anerkendelse for sine roller som den britiske dronning Elizabeth II på både scene og i film samt rollen som Elizabeth I, og hun er blevet en berømthed, som en del britiske medier følger uhyre tæt. Hun bliver næsten altid rost til skyerne for sin stilsikre, elegante påklædning samt sin afslappede og karismatiske optræden i offentligheden.

Hun har sagt og bevist, at hun har det fint som en ældre skuespiller med en ældre kvindes krop, der ikke ønsker at få gjort noget for at se at yngre ud, og hun har også sagt, at det nu er slut med at tage tøjet af i sine roller. Men det er ikke slut med at komme med opsigtsvækkende bemærkninger. Måske kunne de endda blive endnu skarpere og mere politiske end hidtil. Det bliver vi ikke klogere på med gruppeinterviewets sidste spørgsmål, som en tysk journalist stiller. Men det giver Mirren mulighed for at svare smågrinende med al den charme og afvæbnende ligefremhed, der har gjort hende elsket blandt briter og mange andre.

Hvad kan man altid finde i dit køleskab?

»Det er forfærdeligt, men min søster ville bekræfte, at det er sandt – det er fuldt af chokolade og champagne. Folk giver mig det, men jeg får det ikke drukket og har haft flasker liggende i tre år, og folk giver mig chokolade, som jeg ikke spiser. Jeg er ofte væk, og når jeg kommer hjem, ser jeg, om der skulle være noget mad. Men der er kun chokolade og champagne.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.