Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Hedegaard vil anke racismedom

Lars Hedegaard vil søge om bevilling til at anke dommen fra Østre Landsret til Højesteret. Hvis det ikke kan lade sig gøre går han til Menneskerettighedsdomstolen.

I dag blev Lars Hedegaard kendt skyldig i racediskrimination for blandt andet at ytre, at "piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far"

Han er tilmed blevet idømt en bøde på 5.000 kr. for lovovertrædelsen.

Men Lars Hedegaard er dybt uenig med dommen og vil nu anke dommen til Højesteret.

- Min advokat og jeg vil søge om bevilling til at anke sagen til højesteret, og hvis vi ikke kan det, går vi til menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, siger han.

Han finder dommen helt uforståelig og afviser samtidig blankt at være racist.

- Jeg synes, at det er en skandale, at man har dømt, som landsretten gjorde. Men jeg er ikke den, der lider mest under denne dom, det er ytringsfriheden og de muslimske piger og kvinder, som lever i undertrykkelse, siger han.

Samfundet kan ikke løse sine problemer

Samtidig mener han ikke, at dommen har bund i en reel lovovertrædelse, men derimod at samfundet har svært ved at løse problemerne på indvandrerområdet.

- Det der sker her er, at man ikke kan løse samfundets problemer på indvandrerområdet, og så prøver man at undertrykke dem, der påtaler problemerne, siger han.

De kontroversielle udtalelser blev givet i forbindelse med et interview med internetsiden snaphanen.dk tilbage i 2009, hvorefter hele interviewet blev lagt uredigeret ud på hjemmesiden.

Lars Hedegaard har sidenhen sagt, at interviewet foregik i forbindelse med en julefrokost, og at udtalelserne ikke var ment som en del af interviewet.

Lars Hedegaard blev i første omgang frikendt i byretten, blandt andet fordi han ikke havde fået mulighed for at godkende interviewet, til trods for, at det ikke var aftalt med de to journalister. Men nu kender Østre Landsret altså Lars Hedegaard skyldig i racediskrimination.