Absolut ikke.

Man hædrer ikke landssvigere.

Ja.

Og tak for at rejse debatten.

Der er mange historikere, der beundrer denne statsmand, som var usædvanlig højt begavet, men sagens kerne er, at han fungerede som første håndlanger for den nazistiske besættelsesmagt og den landsforræderiske samarbejdspolitik. Hvad man kan undre sig mere over, at at man har valgt at opkalde en vej efter hans chef, Wilhelm Buhl, der i lighed med Scavenius burde have været skudt den 5. maj.

Erik Scavenius havde åbent beundret Tysklands bedrifter på slagmarken of han var nær personlig ven med Dr. Werner Best. Derfor fortjener han ikke nogen vej opkaldt efter sig.

Af 2 grunde skal han blot glemmes.
Han var radigal og han var landssviger, men det sidste følger jo selvfølgelig af det første.
Men lad mig gætte: Margrethe III, ledsaget af en der stamper i gulvet, skal nok få det gennemtrumfet.

Ligesom vore dages landssvigere, der er i færd med at overgive vort fælles land til mørke middelalderkræfter, ej heller nogen sinde skal hædres.

Scavenius var på godt og und landets statsminister i vel nok den sværeste tid i vor nyere historie. Det er min vurdering at han nøgternt havde det ene mål for øje, at sikre at landets befolkning kom igennem besættelsen og krigen på en så skånsom måde som muligt Og det lykkedes, idet vi nok må erkende, at Danmark var et af de lande der slap nådigst igennem krigens helvede. Så kan man altid diskuttere om vi som nation gjorde nok for at bekæmpe besættelsesmagten og nazistyret. Men hele det politiske etablissement var dengang enige om samarbejdspolitkken og keg tror at flertallet af befolkningen bakkede op om den. Bagefter er det altid let at holde fanen højt. Vi bør kunne betragte Scavenius med datidens øjne. Han fortjener denne i mine øjne beskedne anerkendelse at få et vejnavn.

Scavenius, overtog ansvaret og styring af riget i en af dets måske vanskeligste tider, han gjorde både det dygtigt og kompetent - og varetog nationens bedste interesser.

Ja, der var ofre, ja der var ting vi helst ville have været foruden: Men situationen var dyster og ikke siden vinteren 1659 har rigets fortsatte eksistens været så truet, som da Scavenius blev kaldt af fædrelandet til det der kunne have været den sidste danske statsminister og kaldt til det der viste sig at være en uriaspost, hvor hans gode navn og rygte for evigt vil være forbundet med en tid, danskere med rette skammer sig over. Men det var ikke Erik Scavenius der havde bragt landet i den situation, det var i.

Det der kan være svært er at forholde sig til at Scavenius traf sine dispositioner og valg uden kendskab til hvem der ville vinde, at Danmark i tilfælde at tysk sejr, risikerede at blive indlemmet i et "germansk" 3. rige.
Han traf sine dispositioner med øjet fikseret, ikke på krigen (som DK jo ingen lod eller del kunne have i), men på tiden efter krigen. At lige meget hvem der vandt ville der være et Rusland og et Tyskland, som Danmark ville være underordnet og til hvem et godt forhold ville være afgørende for rigets langsigtede interesser.

Dét er en statsmand og en stor søn af landet.

Jeg er ganske enig. Nævnet indtager en misforstået og faktisk ganske krysteragtig holdning - præget af den af Anders Fogh Rasmussen i 00-erne introducerede "får-og-bukke" debatform om den såkaldte Samarbejdspolitik, hvor nogen nutiden på et unuanceret og forenklet grundlag mener sig kvalificerede til at rubricere fremtrædende personer i fortiden som enten sorte eller hvide.

Henrik Nørgaard

Vi er vist endnu ikke klar til for alvor at erkende vores rolle som tyskernes semiallierede under 2. Verdenskrig.

Se blot på den stadige produktion af den ene dramafilm efter den anden med modstandsfolk som helte, mens kendsgerningen at Danmark selv åbnede grænsebommen, og at tusindvis af unge danske mænd kæmpede på tysk side, elegant forbigås.

Scavenius tjener samme rolle, som Hitler gør i nutidens Tyskland: En lynafleder for den kollektive skyld.