Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

»Han har opført sig som en bombemand«

Statsadvokaten har anket racismesagen mod Lars Hedegaard til Østre Landsret. Her strides parterne om et sjældent giftigt interview.

Grynede billeder af Lars Hedegaard blev tirsdag blæst op på en storskærm i Østre Landsret. De viste formanden for Trykkefrihedsselskabet med opsmøgede ærmer, et ølglas i hånden og under det berygtede interview, hvor han blandt andet siger, at »piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far.«

Historikeren, journalisten og forfatteren Lars Hedegaard er tilbage på anklagebænken.

Statsadvokaten har anket dommen fra Retten på Frederiksberg, hvor Lars Hedegaard den 31. januar blev frifundet for tiltalen om overtrædelse af den såkaldte racismeparagraf, straffelovens paragraf 266 stk. b. Byretten fandt, at Hedegaards udtalelser var "forhånende og nedværdigende" og en overtrædelse af racismeparagraffen. Alligevel blev han frifundet med den begrundelse, at udtalelserne blev fremsat og optaget under en privat julefrokost i eget hjem. Og fordi han ikke vidste, at interviewet blev offentliggjort på hjemmesiden snaphanen.dk i december 2009.

Men den begrundelse angriber statsadvokaten nu.

»Det afgørende er øjeblikket, hvor han fremsatte synspunkterne, og selvfølgelig har han haft til hensigt, at de skulle udbredes – det er først efterfølgende, at han er trukket i land på grund af straffesagen,« sagde vicestatsadvokat Bo Bjerregaard i Østre Landsret.

Anklageren argumenterede, at Lars Hedegaard forinden havde modtaget og accepteret en detaljeret beskrivelse af, hvordan interviewet skulle forgå: Emnet var værdikampen mellem islam og Vesten. Det skulle forgå på engelsk, optages på diktafon og publiceres på to internetsider. Endelig var der ingen aftale mellem Lars Hedegaard og intervieweren om at gennemlæse interviewet inden offentliggørelse.

»Han (Lars Hedegaard, red.) har opført sig som en bombemand, der tænder lunten og går sin vej uden at sikre sig, at lunten går ud af sig selv, og at bomben ikke sprænger,« sagde Bo Bjerregaard.

Omvendt understregede Karoly Németh, forsvarer for Lars Hedegaard, at Hedegaards afgørende forbehold i interviewet ignoreres. Og at »anklagemyndigheden har mistet besindelsen af politiske årsager.«

»Straffelovens paragraf 266 må ikke bruges som et politisk instrument til at få modstanderne til at holde mund,« sagde Karoly Németh.

Blandt tilhørerne var Søren Krarup og Jesper Langballe, folketingsmedlemmer for Dansk Folkeparti, Mogens Camre, europaparlamentariker for DF, samt Katrine Winkel Holm, som er teolog, forfatter og debattør.

Og selv gjorde Lars Hedegaard i sin slutbemærkning forsvaret i ankesagen mod ham til et forsvar for selve ytringsfriheden. Og han støttede sig til forfatteren George Orwell, som formulerede, at ytringsfriheden består i retten til at sige det, som folk ikke vil høre.

»Man finder sjældent to historikere, der er absolut enige om så massive emner som kristendom, islam, jødedom og så videre. Og det er som det skal være. Hvis nogen med fornuftsargumenter kan overbevise mig om, at jeg er gået galt i byen, vil jeg med glæde bøje mig. Men det betænkelige ved at inddrage historiske tolkninger i et anklageskrift er, at domstolen – hvis jeg bliver dømt på det grundlag – hermed tiltager sig myndigheden til at afgøre historiske fortolkningstvister. Så er historiske problemstillinger ikke længere noget, der står til fri debat blandt historikere og ikke-historikere, men en sag for domstolene,« sagde Lars Hedegaard og fortsatte:

»Hvad bliver så det næste, der skal afgøres i landsretten: Sandheden om kommunismen? En statsautoriseret udlægning af De Radikales partiprogram? Om jordens opvarmning skyldes CO2? Hvem der var ansvarlig for 30-årskrigen? Om Jesus døde for sin kristne tro, eller om han ikke gjorde, sådan som muslimerne tror? Der er ingen ende på de sager, domstolene i så fald skulle tage stilling til. Man vil så kunne afskaffe de fleste universitetsfag og erstatte dem med ét: Nemlig jura.«

Dommen i ankesagen falder tirsdag den 3. maj.