Hård kritik af royalt besøg i Saudi-Arabien

Flere partier kritiserer nu, at Kongehuset, udenrigsministeren og en erhvervsdelegation i næste måned skal til Saudi-Arabien. Bliv hjemme, eller få den fængslede blogger Raif Badawi løsladt, siger de Konservative.

Fængslingen og tildelingen af 1.000 stokkeslag til den saudiske blogger Raif Badawi (til venstre på plakaten) har ligesom dommen over advokaten Waleed Abu Alkhair (til højre) givet anledning til protester verden over – senest her i Berlin. Det danske kongehus får nu også kritik for at ville besøge Saudi-Arabien. Foto: Tobias Schwarz
Fængslingen og tildelingen af 1.000 stokkeslag til den saudiske blogger Raif Badawi (til venstre på plakaten) har ligesom dommen over advokaten Waleed Abu Alkhair (til højre) givet anledning til protester verden over – senest her i Berlin. Det danske kongehus får nu også kritik for at ville besøge Saudi-Arabien. Foto: Tobias Schwarz

Problematisk. Skandaløst. Dårlig timing.

Kritikken hagler ned over et storstilet dansk besøg i Saudi-Arabien i næste måned. Delegationen består af kronprinseparret, udenrigsminister Kristian Jensen (V) og en større erhvervsdelegation, men besøget bør aflyses, lyder det fra Enhedslisten.

Partiet mener, at besøget vil legitimere »et brutalt diktatur, der pisker demokratiforkæmpere, halshugger regeringsmodstandere og lader landets prinser kaste millioner efter Islamisk Stat og andre ekstremister«, som Enhedslistens udenrigsordfører, Nikolaj Villumsen, udtrykker det.

Socialdemokraterne kalder det »problematisk«, at kronprinseparret står i spidsen for delegationen, fordi det vil umuliggøre en kritisk dialog om menneskerettighederne med det saudiske regime.

Også de Radikale er betænkelige ved at lade Kongehuset stå i spidsen, fordi det sender et forkert signal på et tidspunkt, hvor det saudiske styres overgreb på menneskerettighederne for alvor er kommet på den internationale dagsorden.

Det er menneskerettighedsorganisationen Amnesty International helt enig i:

»Timingen kunne næsten ikke være værre. Saudi-Arabien har netop henrettet 47 mennesker efter et år, hvor vi så en kæmpe stigning i antallet af dødsstraffe og en generel forværring for menneskerettighederne,« fastslår Trine Christensen, konstitueret generalsekretær i organisationen.

Den konservative udenrigsordfører, Naser Khader, mener, at besøget skal aflyses, hvis udenrigsminister Kristian Jensen ikke vil garantere, at han rejser sagen om den saudiske aktivist og blogger Raif Badawi, som trods internationale protester er blevet idømt 1.000 stokkeslag og ti års fængsel for at debattere forholdene i Saudi-Arabien på sociale medier.

»Kristian Jensen må love, at han gør alt for at få Badawi løsladt og tilbyder ham asyl i Danmark. Ellers synes jeg, at han skal blive hjemme,« siger Naser Khader, som understreger, at det er vigtigt, at en dialog om menneskerettigheder med et regime som det saudiske er konkret.

Flere virksomheder kan trække sig

Det var i aftes ikke muligt at få Kristian Jensens kommentar til de Konservatives krav, men udenrigsministeren afviste i Radioavisen kritikken af det forestående besøg i Saudi-Arabien. Især forstår han ikke, at Socialdemokraterne og de Radikale deltager i koret af kritikere.

»Turen blev jo tilrettelagt under den tidligere regering,« siger Kristian Jensen.

Erhvervsfremstødet er arrangeret i samarbejde mellem Udenrigsministeriet og en række erhvervsorganisationer som Dansk Erhverv, Dansk Industri, Håndværksrådet samt Landbrug og Fødevarer. Men ifølge TV 2 overvejer flere virksomheder at trække sig. Ifølge Berlingskes oplysninger er det dog indtil videre kun virksomheder under Dansk Erhverv, hvis medlemmer ikke har de store interesser på det saudiske marked.

Underdirektør i Dansk Industri, Peter Thagesen, fortæller, at 40 af organisationens medlemsvirksomheder er tilmeldt turen i næste måned.

»Og det er de stadig,« understreger han.

Det er ikke første gang, at det danske kongehus bliver kastet ind i en politisk strid om menneskerettigheder.

I 2011 blev det fra flere sider kritiseret, at dronning Margrethe tildelte Storkorset af Dannebrog til den enevældige konge i Bahrain under et besøg i den udemokratiske golfstat.

Sagen fik flere partier til at lange ud efter Udenrigsministeriet, der spiller en central rolle i planlægningen af Kongehusets rejser.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.