Griber mænd ind, hvis de ser kvinder blive forulempet?

I forbindelse med overgrebene på kvinder i Köln og en række andre europæiske byer har spørgsmålet været rejst, hvorfor andre mænd ikke greb ind. Vi har spurgt fire fremtrædende mandlige meningsdannere om, hvorvidt mænd i Danmark er for dårlige til at beskytte kvinder.

Fra venstre mod højre: Ole Birk Olesen, Nima Zamani, Uffe Elbæk og Zubair Butt Hussain.
Fra venstre mod højre: Ole Birk Olesen, Nima Zamani, Uffe Elbæk og Zubair Butt Hussain.

Uffe Elbæk, partiformand, Alternativet:

Ville du gribe ind, hvis du så en kvinde blive forulempet i det offentlige rum?

Det er nok afhængigt af konteksten, om jeg ville gribe fysisk ind. Jeg ville, som de fleste, nok være nervøs for min egen sikkerhed, hvis der var tale om en stor gruppe, men jeg ville naturligvis råbe op, kontakte myndighederne og prøve at stoppe det efter bedste evne.

Har du nogensinde selv hjulpet en kvinde i problemer?

Ikke rent korporligt, men jeg har blandet mig i diskussioner på arbejdspladser. Jeg har også været underviser, og oplevet, at særlig blandt yngre mænd kan tonen være meget drenge­røvsagtig og nedladende, og det har jeg gjort meget ud af at sige fra overfor.

Er danske mænd for dårlige til at beskytte kvinder og sige fra overfor uacceptabel behanling af dem?

Jeg synes generelt, at man er for dårlige til at sige fra overfor diskrimination ikke kun overfor kvinder men også overfor flygtninge og minoriteter. Det har jeg også selv oplevet som homoseksuel. Men desværre er bylivet meget præget af fuldskab og verbal agression. Aff gode grunde megen forsigtighed, fordi der ikke skal meget til før verbal agression bliver fysisk, og det vil mange ikke risikere.

 

Nima Zamani, jurastuderende, debattør og social mentor i Nordvest:

Ville du gribe ind, hvis du så en kvinde blive forulempet i det offentlige rum?

Ja, selvfølgelig ville jeg det. Jeg har aldrig oplevet, at der ikke var nogen som greb ind i den slags situationer. Jeg kunne selvfølgelig blive paralyseret og bange for konsekvenserne, hvis det nu var ti, som overfaldt en enkelt kvinde, men så ville jeg råbe op og gøre alt, jeg kunne, for at stoppe det på anden vis.

Har du nogensinde selv hjulpet en kvinde i problemer?

Ikke i form af seksuelle overgreb, men jeg oplevede engang på McDonalds i Aarhus, at der var en noget kraftig kvinde, som faldt. En ung mand hjalp hende så halvvejs op, men gav så slip med ordene ”Nej, du er simpelthen for fed!”, så hun igen faldt og slog sig. Da stak min ven og jeg ham en opdragende lussing hver. Det er i øvrigt den eneste lussing, jeg nogensinde har givet.

Er danske mænd for dårlige til at beskytte kvinder og sige fra overfor uacceptabel behandling af dem?

Nej, absolut ikke. Jeg mener, man skal adskille tingene for der er slet ingen sammenligning i forhold til situationen i Köln. Jeg synes, det er synd, at så mange ikke tør tale om kulturforskelle og forskelle i opdragelse. Jeg oplever selv, at der er nogle meget markante kulturforskelle når det gælder kvindesyn i mit arbejde som mentor for indvandrere i Nordvest.

 

Ole Birk Olesen, folketingsmedlem, Liberal Alliance:

Ville du gribe ind, hvis du så en kvinde blive forulempet i det offentlige rum?

Ja, så afgjort. Spørgsmålet er kun, hvordan jeg ville gøre det. Kan man gøre det alene eller er overmagten for stor? Er der andre, som kan hjælpe, eller skal man ringe til politiet? Men i udgangspunktet skal man gribe ind, og det ville jeg så afgjort også forvente af mig selv.

Har du nogensinde selv hjulpet en kvinde i problemer?

Nej, ikke i forhold til fysiske overgreb. Men jeg har engang været i et S-tog, hvor en ung fyr, som enten var skør eller på stoffer, var temmelig truende og ubehagelig overfor kvindelige medpassagerer. Da fik jeg ham talt ned.

Er danske mænd for dårlige til at beskytte kvinder og sige fra overfor uacceptabel behandling af dem?

Det mener jeg ikke. Jeg tror, at de fleste mænd gerne vil være ordentlige mennesker, galante riddere, der beskytter kvinder, der kommer i knibe. Der er selvfølgelig den undtagelse, hvor der er rigtig mange gerningsmænd, og det derfor er umuligt, men ellers tror jeg så afgjort, de vil.

 

Zubair Butt Hussain, samfundsdebattør:

Ville du gribe ind, hvis du så en kvinde blive forulempet i det offentlige rum?

Ja, så afgjort, forudsat man vurderer ikke at forværre situationen. Jeg har oplevet det to gange, og da så jeg det som mit ansvar at gribe ind. Det første var en højlydt verbal skælden og smælden, og det andet tilfælde var mere fysisk.

I forhold til det verbale, så henvendte jeg mig til manden, der var aggressiv, og forsøgte at tale ham ned, og det lykkedes også, selvom jeg på et tidspunkt var nervøs for min egen sikkerhed. Det fysiske var mellem et kærestepar, hvor en mand ruskede sin kæreste. Jeg forsøgte at appellere til hans fornuft, men det lykkedes ikke. Jeg vil helst ikke være alt for specifik, men det lykkedes at få dem skilt ad og stoppet det.

Er danske mænd for dårlige til at beskytte kvinder og sige fra overfor uacceptabel behanling af dem?

Det ved jeg simpelthen ikke nok om, Jeg mener generelt, vi er forpligtet til at hjælpe hinanden. Jeg mener man skal blande sig, for et tilfælde af overgreb mod kvinder er selvfølgelig et tilfælde for meget. Jeg tror generelt, at vi som danskere er en smule konfliktsky. Jeg har oplevet flere episoder, hvor folk ikke hjælper, folk, der har behov for det.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.