Griber mænd i Danmark ind, hvis de ser kvinder blive forulempet?

I forbindelse med overgrebene på kvinder i Køln og en række andre europæiske byer nytårsaften og -nat, har spørgsmålet været rejst, hvorfor andre mænd ikke greb ind. Vi har spurgt fire kvindelige meningsdannere, om hvorvidt mænd i Danmark er for dårlige til at beskytte kvinder.

Fra venstre: Pia Olsen Dyhr, Fatma Øktem, Suzanne Bjerrehuus, Nina Groes
Fra venstre: Pia Olsen Dyhr, Fatma Øktem, Suzanne Bjerrehuus, Nina Groes

Pia Olsen Dyhr, formand, SF

Bør en mand gribe ind, hvis han ser en kvinde blive forulempet i det offentlige rum?

Man bør altid gribe ind, når man ser noget ulovligt, eller når nogen gør skade på andre. Om det så er chikane, vold eller mobning. Men det gælder ikke kun mænd – det gælder også kvinder. I de alvorlige sager skal man selvfølgelig først og fremmest kontakte politiet.

Har du nogensinde selv oplevet en situation, hvor folk ikke har hjulpet en kvinde i problemer?

Da jeg boede på Vesterbro, så jeg desværre ofte situationer, hvor kvinder blev behandlet forfærdeligt, uden at der blev grebet ind. Hele prostitutionsmiljøet er jo et miljø, hvor der ingen respekt er for kvinder, og hvor kvinderne er udsat for systematisk vold og hån.

Er danske mænd for dårlige til at beskytte kvinder?

Det er svært at svare generelt på. De fleste er gode til at støtte op og hjælpe, når en kvinde bliver antastet i det offentlige rum, men desværre er der også alt for meget sexisme i Danmark. Det ser vi både i nattelivet, til koncerter og festivaler og ikke mindst på arbejdspladserne, hvor alt for mange kvinder oplever sexchikane og vold. Så her har vi stadig en kæmpe opgave foran os.

Fatma Øktem, konsulent for Kvinderådet i Aarhus, tidligere MF for Venstre

Bør en mand gribe ind, hvis han ser en kvinde blive forulempet i det offentlige rum?

Ja, selvfølgelig. Men jeg vil også opfordre kvinderne til højlydt at bede om hjælp og udstille vedkommende, selv om det kan virke grænseoverskridende. Men lad os nu også turde tale om det, der stikker lidt dybere. Kernen er, at der i de muslimske miljøer og kulturer er et stort tabu omkring seksualitet og en undertrykkelse af kvinder derigennem. Og vi bliver nødt til at holde fast i den debat uden også at skulle pege fingre af de hvide mænd.

Har du selv oplevet en situation, hvor folk ikke greb ind?

Nej, men jeg er også hurtig til at bede om hjælp. Engang satte en mand sig ved siden af mig i en bus. Han blev ved med at rykke tættere på og begyndte at ae mit lår. Da han ikke stoppede, råbte jeg højt, at han skulle flytte sig. Chaufføren standsede bussen og bad ham stå af. Så man skal ikke være for blufærdig. Lav en video med personens ansigt, og smid det på Facebook.

Er danske mænd for dårlige til at beskytte kvinder?

Det er jo svært at generalisere. Nogle vil selvfølgelig gå videre og være konfliktsky, men generelt tror jeg, at både danske mænd og kvinder er så retfærdighedssøgende, at flertallet griber ind ved uretfærdigheder. Jeg har aldrig været udsat for, ikke at få hjælp.

Suzanne Bjerrehuus, cand. jur., forfatter, debattør og foredragsholder

Bør en mand gribe ind, hvis han ser en kvinde blive forulempet i det offentlige rum?

Jeg har selv grebet ind, engang et ungt par blev truet af en mand med kniv. Så jeg stoppede bilen, løb ud og overfusede knivmanden. Jeg blev så vred, for jeg vil ikke finde mig i den slags i et retssamfund. Det her er ikke et eller andet arabisk land. Når nogen bliver forulempet, så griber man ind. For mænd kan jo også blive forulempet. Hvis vi alle sagde fra, så blev det et bedre land at leve i.

Har du selv oplevet en situation, hvor folk ikke greb ind?

Ja. Jeg skulle ind og lave Mads og Monopolet på Nørrebro Teater. Pludselig så jeg, at tre mænd på den anden side af gaden greb fat i en mand, slog ham og knaldede hans hoved ind i et butiksrude. Jeg ringede til politiet, men hele mængden af mennesker uden for teatret stod bare og snakkede. Ingen gjorde noget, bortset fra mig. Og jeg turde ikke gribe ind alene. Men hvis vi alle nu var løbet derover, kunne vi have gjort noget.

Er danske mænd for dårlige til at beskytte kvinder?

Nej, jeg synes, danske mænd er ridderlige. Kvinder er altid trygge i Danmark. Man kan godt tage til demonstrationer, koncerter eller befinde sig i store mængder uden at frygte at blive seksuelt krænket.

Nina Groes, direktør i KVINFO

Bør en mand gribe ind, hvis han ser en kvinde blive forulempet i det offentlige rum?

Ja, det bør han gøre. Det bør vi alle. Vi har et ansvar, når vi ser så afstumpede handlinger. Vi skal passe på hinanden.

Har du selv oplevet en situation, hvor folk ikke greb ind?

Jeg har faktisk selv prøvet det som 15-årig. Jeg var på ungdomslejr, hvor vi sov på sovesale. Her var der en fem år ældre ung mand, der holdt mine arme fast, pressede mig ned i soveposen og lagde sig oven på mig, mens han prøvede at stikke tungen ind i munden på mig.

Der ville jeg have ønsket, at nogen var grebet ind, men jeg måtte selv vriste mig fri. I den situation kunne alle være gået hen og sagt »stop nu« i stedet for at vælge at ignorere det. Det er rigtig vigtigt, at vi griber ind i stedet for at vende ryggen til.

Er danske mænd for dårlige til at beskytte kvinder?

Der er rigtig mange gode eksempler, men der er desværre også alt for mange eksempler på trusler, vold og forsøg på voldtægt, hvor ingen griber ind. Hvor forbipasserende ikke reagerer, når de i det offentlige rum er vidne til overgreb. Men vi har ikke oplevet eksempler som dem fra Køln.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.