Antallet af indbrud er på halvandet år faldet med 5.000. Alligevel er borgernes frygt for besøg af tyveknægte næsten fordoblet i samme periode.
20. juli 2011, 06:01
På bare halvandet år er danskernes frygt for at blive udsat for indbrud i hjemmet næsten fordoblet. Det er sket på trods af, at antallet af indbrudsanmeldelser er faldet med otte procent i samme periode. I 2009 viste en undersøgelse fra Trygfonden, at 23 procent af befolkningen frygtede at få besøg af tyveknægte - det tal er i en ny meningsmåling, som Gallup har udført for Berlingske, steget til 41 procent.
»Frygten hænger slet ikke sammen med sandsynligheden for at blive udsat for et indbrud. Risikoen for at få indbrud er nede på tre procent, og alligevel går 41 procent så rundt og frygter det. Det er en ret stor forskel,« siger projekt-leder i Det Kriminalpræventive Råd, Lone Harlev.
Hun formoder, at det er en massiv omtale af indbrud i medierne, der har forstærket danskernes frygt.
»Indbrud er altid godt nyhedsstof, og det har en betydning. Når der bliver talt meget om hjemmerøverier, påvirker det også folks bekymring,« siger Lone Harlev.
Sidste år blev der begået 44.810 indbrud i villaer, lejligheder, landejendomme og værelser, hvilket var op mod 4.000 færre i forhold til 2009. Og ifølge Rigspolitiets foreløbige tal fra første halvår af 2011 er antallet af indbrud faldet fra 21.000 til 20.000 i forhold til samme periode sidste år.
Formanden for Politiets Nationale Indbrudsstab, vicepoliti-inspektør Michael Ask, siger, at kurven er knækket.
»Jeg synes ikke, at man skal frygte indbrud, for generelt er det forholdsvis sikkert at bo i Danmark. Men jeg ved jo godt, at det ikke hjælper dem, som har været udsat for indbrud. Indbrud er et af de store fokusområder for dansk politi, og det er et målkrav for politikredsene, at antallet af anmeldelser skal bringes ned, mens sigtelsesprocenten blandt de anmeldelser, som kommer, skal stige «, siger Michael Ask.
Den konservative retsordfører, Tom Behnke, synes ikke, at medierne har skrevet nok om, at indbrudskriminaliteten er i aftagende. Og det er bl.a. årsag til den tiltagende frygt i befolkningen, mener han.

































