Fredag i Grimhøj: »Du ender i helvede, og det er synd«

Berlingske tog til fredagsbøn i den omdiskuterede Grimhøj-moské i det vestlige Aarhus, som ugen igennem har været omdrejningspunkt for en ophedet debat om imamers rolle i integrationen.

Mohamad El-Saadi foran indgangen til moskeen.
Mohamad El-Saadi foran indgangen til moskeen.

AARHUS VEST: Det store, fredfyldte bederum er fyldt med mænd i strømpesokker.

Et blødt, grønt tæppe strækker sig fra væg til væg, og der er ingen møbler udover nogle få stole, som er forbeholdt de ældre bedende.

Højtalere på væggen forstærker imamens ord på arabisk fra prædikestolen i hjørnet. Mænd og unge drenge sidder langs væggen eller på på gulvtæppet.

Alle lytter fokuseret med ansigterne rettet mod imamen, enkelte med lukkede øjne. Ingen småsnakker eller piller ved deres telefoner.

Efter prædikenen rejser de sig med ét og stiller sig først på række, så på knæ. De messer i kor og gentager efter imamen: »Allahu akbar,« Gud er stor.

Denne fredag er det ikke Abu Bilal, som taler til forsamlingen. I ugens løb har den kontroversielle imams udtalelser om kvinder på arbejdsmarkedet, pisk og stening af utro kvinder og mænd samt fysisk afstraffelse af børn været centrum for en heftig debat om, hvorvidt moskeerne - og især den aarhusianske på Grimhøjvej - bidrager til integrationen eller ej.

Imam Abu Bilals ord blev optaget på skjulte kameraer af TV2, som på tirsdag viser tredje afsnit af dokumentarserien "Moskeerne bag sløret".

Denne fredags imam er for træt efter seancen til at lade sig interviewe. Berlingske møder i stedet Ali Ismail, som er bror til imam Abu Bilal fra TV2's skjulte optagelser. Han inviterer på falafel og sodavand i moskeens køkken, men vil ikke kommentere diskussionens om optagelserne af sin bror, der i øjeblikket er i Qatar.

Det vil til gengæld Grimhøj-formanden, Oussama El-Saadis søn, som avisen også møder. Og han er ikke i tvivl om, at moskeen bidrager til integrationsprojektet.

»Mange af dem, der begår kriminalitet og sådan noget, er dem, der er sluppet fra imamerne. Jeg var selv en af dem, som var sluppet fra imamerne, og derfor ligner jeg en lidt anderledes muslim. Ikke bare Grimhøj-moskeen, men selve den islamiske tro bidrager til integrationen,« siger Mohamad El-Saadi, som til daglig studerer på Aalborg Universitet.

Ifølge den unge mand handler integration om, at man som nytilkommen lærer at begå sig og bidrage til samfundet.

»Det er ikke det samme, som at man skal fralægge sig alle sine religiøse vaner eller sin madkultur. Hvis integrationen skal lykkes, skal der være en gensidig proces. Vi skal have forståelse for de mennesker, som kommer til landet af forskellige årsager, og omvendt,« siger han og tilføjer:

»Det er det, der har været udfordringen. Vi har fået mange folk, som har været analfabeter, og rigtigt mange af dem har haft svært ved at konstruere en dansk hverdag i deres liv. Og når de ikke kender forskel på højre og venstre i det danske samfund, så bliver de etnocentriske mennesker, hvor de kun ser på, hvad der er til fordel for dem selv. Det, der er ved det her sted og de her moskeer, det er, at de er undervisningsanstalter. Det er derfor, jeg ikke ser dem som imod integrationen.«

Fredagsbøn i Grimhøj-moskéen.
Fredagsbøn i Grimhøj-moskéen.

Mohamed El-Saadi anerkender ikke, at der er parallelsamfund i Danmark, sådan som TV2 beskriver i dokumentarserien med de skjulte optagelser fra Grimhøj-moskeen.

Lige som andre i moskeen mener han, at TV2's skjulte optagelser fordrejer virkeligheden.

Alligevel er Mohamad El-Saadi ikke altid enig i den udlægning af islam, imamerne prædiker.

»Mange imamer har en idé om, at islam skal regere hele verden; at vi skal have en islamisk lovgivning, der gælder i hele verden, og den skal hedde sharia. Men de forstår ikke, at sharia bare er et arabisk ord for lovgivning. Og vi har allerede en lovgivning, der er den øverste myndighed i Danmark. Det respekterer de fleste imamerne også i allerhøjeste grad, både bag lukkede døre og offentligt,« siger han og taler om »den model for, hvordan fremtiden skal se ud,« som Danmark, USA og andre vestlige lande ifølge den unge mand har vist.

»Jeg håber på en dag at få alle imamer over hele verden til at forstå, at det her vi er i gang med, det er noget for os alle sammen, for alle mennesker,« siger han.

Men ikke alle i Grimhøj-moskeen deler Mohamad El-Saadis syn på integration og islam. En 40-årig mand, som ikke vil fortælle sit navn, siger ligefrem, at »integration strider imod religionen.«

Han harcelerer over dokumentarserien fra TV2, som ifølge manden bevidst har udvalgt de klip, der sætter islam og moskeen i det dårligste lys. Der var i øvrigt heller ingen grund til at bruge skjult kamera, for det er ikke nogen hemmelighed, hvad de prædiker i moskeen, siger han.

Den 40-årige har boet i Danmark i 25 år og selv om han mener, det er en fejl, at »alle jeres politikere er kvinder«, så er han glad for at være her.

»I behandler os bedre end vores muslimske lande. Det er et dejligt land, og jeg elsker danskerne. Men de er imod religionen,« siger manden, der heller ikke mener, at kvinder bør arbejde.

»Hun må godt, men helst ikke. Det er bedst, hvis hendes mand kan forsørge hende,« siger han og understreger flere gange med kraftig aarhusiansk accent, at »alle mennesker skal finde den rigtige vej og følge den.«

Ellers betaler de prisen efter døden:

»Jeg kigger på dig, og du ender i helvede, og det er synd. Det må du gerne skrive i avisen.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.