Trods advarsler fra PET og Justitsministeriet agter Center for Koldkrigsforskning at afsløre danskere med nær kontakt til KGB. Centerleder Bent Jensen sætter i dag navn på en af dem.
30. juni 2011, 05:28
Center for Koldkrigsforskning med historiker Bent Jensen i spidsen bebuder nu, at det vil offentliggøre navnene på et større antal danskere, som under Den Kolde Krig havde tæt kontakt til det sovjetiske KGB og andre efterretningstjenester fra den gamle Østblok.
Offentliggørelsen vil ske i centrets kommende rapport om indre og ydre trusler mod Danmark under Den Kolde Krig. Rapporten ventes klar inden nytår. Centret har bedt PET om at få afklassificeret en stribe dokumenter, hvor navnene optræder, men Bent Jensen kan i dag ikke oplyse hvor mange personer, der bliver afsløret, udover at det kan dreje sig om et større antal.
»Jeg håber, at vi får lov til at give et meget mere konkret billede. At vi må give mange flere konkrete oplysninger end PET-kommissionen. Det vil sige, at vi sætter flere navne på. Jeg ved godt, at mange har så ondt over det med navne, men det er absurd,« siger Bent Jensen, der allerede i dag i Berlingske sætter navn på én af de personer, han vil skrive ind i rapporten: SFer og tidligere chefredaktør for Information, afdøde Torben Krogh.
PET-kommissionen omtalte kun Torben Krogh ved hans KGB-kodenavn, »Kraig«, og vurderede, at KGB overdrev hans betydning for at imponere Moskva. PET rejste aldrig straffesag mod Torben Krogh, og hans familie afviser i dag, at han skulle have været agent.
Topjurister vurderer, at Bent Jensen risikerer sag for brud på tavshedspligten, hvis han afslører navnene på KGBs danske kontakter:
»Der har været flere påbud fra Justitsministeriet og PET mod Bent Jensen mod at offentliggøre navne. Og hvis han offentliggør navne, skal det ses i relation til de påbud,« siger PET-kommissionens formand, pensioneret landsretsdommer Leif Aamand.
SFs Pernille Frahm vil nu bede justitsminister Lars Barfoed (K) forklare, om Bent Jensen trods mange advarsler får lov til at bringe navne:
»Jeg vil rejse sagen vel vidende, at Bent Jensen tilsyneladende er givet en politisk immunitet, der gør, at han kan agere, som han lyster.«
Centerleder Bent Jensen har tidligere fået en »næse« af Politiets Efterretningstjeneste (PET) for at røbe fortrolige personoplysninger fra PET-arkivet, som han har haft adgang til i forbindelse med sit arbejde. PET har desuden truet med at politianmelde Bent Jensen i gentagelsestilfælde.

































