Forsker retter frontalangreb på dansk vuggestuepædagogik

Børn ned til ti måneder passer i realiteten sig selv, mens deres barndom spildes i »fri-hash-og-gratis-kakaomælk-institutioner,« lyder det fra Ph.D-forsker.

»Mange af jer mener, jeg er en klaphat. Til gengæld mener jeg, at mange af jeres institutioner er så elendige, at de burde lukkes,« fortalte forsker Ole Henrik Hansen 600 lærere og pædagoger på et debatmøde på Nørrebro i april. Han bliver nu voldsomt kritiseret af BUPL og en række forskere.
»Mange af jer mener, jeg er en klaphat. Til gengæld mener jeg, at mange af jeres institutioner er så elendige, at de burde lukkes,« fortalte forsker Ole Henrik Hansen 600 lærere og pædagoger på et debatmøde på Nørrebro i april. Han bliver nu voldsomt kritiseret af BUPL og en række forskere.

»Her er Frode.«

Ph.d stipendiat Ole Henrik Hansen fra Aarhus Universitet viser et videoklip med en dreng på 14 måneder. Videoen er optaget i en daginstitution i København:

Frode, en dreng med lyst, grydeklippet hår finder en stor bus blandt lege­tøjet. Store Alvin tumler rundt omkring ham, og Frode er nødt til at være på vagt, han søger straks ly nær en voksen. Han vil være sikker på, Alvin ikke tager hans bus. Da et barn på stuen begynder at græde, reagerer Frode øjeblikkeligt. Han stiller sig hen foran pædagogen, kigger op på hende og rækker lastbilen op foran den voksne.

»Han forsøger at sige: Se mig, jeg ved, du skal af sted, men vær sød at passe på mig og min bus,« forklarer Ole Henrik Hansen. Uden at se på Frode puffer pædagogen drengen til side og går ud af videokameraets billedfelt for at trøste det grædende barn, mens Alvin ser sit snit til at flå bussen ud af Frodes favn.

Det mærkelige er, at Frode ikke græder. Han bruger et sekund på at konstatere tabet, slukøret lusker han væk. Men han græder ikke.

»14 måneder gammel har han lært at lukke ned for sine følelser og bliver mødt med ligegyldighed og afvisning i sin vuggestue, hvilket faktisk er en form for mishandling. Det, Frode lærer, er: ’Jeg er sådan en, man tager legetøj fra, fordi jeg ikke er stærk nok til at passe på det, jeg er én, der ikke bliver set.’ Dét er Frodes barndom.«

Bagefter spurgte Ole Henrik Hansen Frodes forældre, hvad de syntes om vuggestuen.

»De var meget tilfredse, de anbefalede den til deres venner, for som de sagde: Frode er altid så glad, når han bliver hentet.«

Videoen af Frode er en af mere end 8.000 observationer fordelt på 26 børn i vuggestuer i Storkøbenhavn, Ole Henrik Hansen har gjort sig som led i sin forskning. Hans forskning viser, at børnene overlades til sig selv, indtil de lukker helt følelsesmæssigt ned. I sin yderste konsekvens skader velfærdsstaten udviklingen af vores mindste borgeres hjerner, lyder konklusionen, som kan være svært helt at fatte, især fordi al forskning viser, at det er uopretteligt efter treårsalderen.

Er det nu så galt, er de så dårlige, de danske vuggestuer, som du påstår?

Ole Henrik Hansen tøver ikke, før han svarer:

»Dårlige? De er så elendige, at en stor del af dem burde lukkes.«

Længe troede Ole Henrik Hansen, at han skulle være nationaløkonom. Men han ville hellere på seminariet. Efter to års venten på en plads afbrød han sit studium og uddannede sig først til pædagog og siden til didaktiker. For tre år siden ringede de fra Institut for Uddannelse og Pædagogik på Aarhus Universitet, mens han befandt sig ud for stort brændbart på en genbrugsplads i Lyngby. De spurgte, hvad han kunne tænke sig at forske i, og endnu inden, han var nået hen til småt brændbart, havde han svaret:

»Pædagogik i vuggestuer.«

Til sommer afleverer han sin ph.d., som han nær aldrig havde fuldført:

»Jeg kunne ikke mere til sidst. Jeg kunne ikke holde ud at observere, hvordan vi lærer små børn at afskære sig helt fra det emotionelle. Det var kun, fordi min kone kaldte mig en kryster, da jeg var ved at give helt op, at jeg fuldførte.«

Han har i dag optrådt med foredrag foran ca. 15.000 forældre og et hav af pædagoger og lige siden deltaget i det, han omtaler »religionskrigen«.

Fronten står groft sagt mellem det store flertal af pædagoger samt forskere, som bekender sig til en reformpædagogik, som hylder den frie leg og børnenes naturlige udfoldelse, og så et mindretal bestående af enkelte forskere, pædagoger samt visse, fortrinsvis borgerlige, politikere, som har fået nok af fri leg.

»Filosoffen Jean-Jacques Rousseau har nu lagt ryg til pædagogikken i Danmark i mange år. Han overgav, siges det, sine egne børn til myndighederne, fordi han ikke selv mente sig i stand til at opdrage dem. Følg naturen, lad naturen råde i barnet og lad det opdage verden selv. Men så begyndte den tyske filosof Immanuel Kant at skrive sin kritik. Han mente, at man skal opdrage børnene, de skal disciplineres og civiliseres. Derfor har vi nu en lille religionskrig i 2012 mellem fri leg og organiseret pædagogik,« siger Ole Henrik Hansen, der selv har gjort sin stilling op:

»Mit udgangspunkt er: Gad vide om fri leg er lige fri for alle børn? Realiteten er, at hvis man har et godt sprog, en god psyke og holder sig gode venner med de voksne, så er man en dygtig, konstruktiv dreng i vuggestuen. Dem, der ikke synes, legen er helt så fri, er dels de stille, altså dem der bliver bestemt over, dels dem der kravler rundt i gardinerne. Det fortsætter op i skolen, ja helt op til universitetet, hvor jeg straks kan se i en gruppe studerende, der skal skrive opgave sammen, hvem der er de dygtige og konstruktive, hvem der er den stille, der aldrig fik en stemme, eller hvem der hænger i gardinerne. Jeg synes, det er så paradoksalt, at dem, der hylder demokrati og lighed helt ned i vuggestuen, ikke kan se, at fællesskabet må reguleres, hvis alle skal have en stemme.«

Men hvordan reagerer verden på en religionskrigers opråb? Hvordan tager fjenden imod ham? Det er onsdag aften, Københavns Kommune har inviteret ca. 600 lærere og pædagoger til fyraftensmøde i Korsgadehallen på Nørrebro, de fleste kommer lige fra arbejdet i vuggestuer, børnehaver, integrerede institutioner eller skoler og går straks i gang med den sandwich, de får udleveret i indgangen.

»Fedt, så har vi noget at kaste med. Foodfight!,« siger en ung mand med hestehale.

Ole Henrik Hansen skal fortælle om sin forskning. Han har før modtaget e-mail, hvor en pædagog kaldte ham »luder for de borgerlige«, og man kan ikke beskylde manden for at stryge pædagogerne med hårene:

»Mange af jer mener, jeg er en klaphat. Til gengæld mener jeg, at mange af jeres institutioner er så elendige, at de burde lukkes,« begynder han.

Og så tager han hul på sin fortælling, der skal føre os ind i det nyfødte barns hjerne:

»Når det lille barn bliver født, begynder moren en pludrende talestrøm, som fortsætter hele livet. Og det er faktisk godt. Barnet forstår slet ikke, hvad moren siger, men lytter til morens særlige tone. Hun griber barnets intention, fanger den og tilskynder barnet med sin særlige sprogprosodi, barnet til at gå foran. Det er et emotionelt sprog, som fanger barnets emotioner, fordi barnet er født med præsociale kompetencer - det kan læse morens ansigt. Det nyfødte barns hjerne er en protohjerne. Når moren kysser og krammer og pludrer, når moren øser af sin kærlighed, dannes der stabile forbindelser, synapser, i hjernen. Den emotionelle dialog bliver dermed bærebølge for barnets psykiske udvikling. Vi fødes som små biologiske maskiner, hvor vi udvikler vores hjerne indtil treårsalderen. Så begynder vinduet at lukke. Det er derfor, jeres arbejde er så vigtigt - og derfor uengagerede pædagoger hellere skulle arbejde i Netto.«

Salen griner og klapper, det er dejligt at føle sig betydningsfuld.

»Det mente Nettos personalechef så ikke. Han ringede mig op en dag og fortalte mig, at de heller ikke kunne bruge de uengagerede pædagoger.«

Mere latter.

For at vise, hvor vigtig den emotionelle dialog med det lille barn er, viser Ole Henrik Hansen et videoklip, hvor en mor først pludrer med sin glade baby. Så vender moren ansigtet væk, og da hun atter kigger på barnet, har hun et helt neutralt og udtryksløst ansigt. Barnet reagerer øjeblikkeligt. Efter godt 30 sekunder græder babyen.

»Dét der er den ultimativt uengagerede pædagog. Jeg vil gerne have jer til at sætte noget andet i stedet. Alt, hvad jeg taler om her i aften, er kærlighed.«

Når det lille barn begynder i vuggestuen, begynder en indkøring på en-to-uger - ifølge Ole Henrik Hansen en opvisning i grusomhed.

»Det sunde barn protesterer i begyndelsen af indkøringen, fordi det har udviklet tilknytningstrang. Det vil helst være hos moren, det er helt biologisk. Når moren går, protesterer barnet først, så fortvivles det, og til slut frakobles alle følelser. Det, der i virkeligheden sker, er, at barnet kobler det limbiske system fra. Den emotionelle dialog standser, barnet lukker ned. Når man når dertil, siger pædagogerne til forældrene: ’Så nu kan I godt gå, barnet er kørt ind,’ og vi forældre bliver glade,« siger Ole Henrik Hansen.

Men det bliver værre endnu, for efter indkøringen går det kun ned ad bakke i mange institutioner. Hvor dygtige pædagoger overtager og viderfører barnets emotionelle dialog med moren, og hvor de allerbedste institutioner faktisk formår at overføre den relation til at omfatte alle pædagoger, overlades alt for mange børn til kærlighedsløs opbevaring, hvor omsorgen er helt udvendig. Vuggestuernes eneste tilbud bliver rene bleer, fodring og lange timer på legepladsen, hvor voksne og børn i flyverdragter tøffer planløst rundt på legepladsen, hvis ikke pædagogerne da samler sig under halvtaget, hvor de snakker sammen uforstyrret af børnene.

»Pædagogik er at ville noget med et barn - at flytte noget ved at overveje indholdet af en aktivitet. Men i de fleste institutioner aner de ikke, hvad de vil foretage sig sammen med børnene det meste af dagen. Når jeg spurgte lederne, lød det, at de bare greb dagen. Prøv at forestille jer en skoleinspektør, der sagde det samme. Vi ville aldrig acceptere en skoleinspektør, som sagde, han tilrettelagde arbejdet ved at gribe dagen. Men i Danmark har vi, hvad jeg kalder fri-hash-og-gratis-kakaomælk-institutioner«. Der sker intet i de institutioner.«

Ole Henrik Hansen sendte spørgeskemaer ud til 40.000 pædagoger. Hans forskning viser, at de bedst organiserede institutioner formår at have den emotionelle dialog kørende længere med barnet end dem med fri leg. Simpelthen fordi pædagogerne har en plan for den enkelte aktivitet og ved, hvad formålet med den er.

Ifølge Ole Henrik Hansen kræver en god vuggestue sådan set bare kærlighed, organisering, og at de voksne involverer sig.

»Det handler ikke om normeringer, det handler om organisering og ledelse, og at man erkender børns behov for målrettet pædagogisk indhold i hverdagen. Jeg fik det nærmest fysisk dårligt, da jeg hørte, at der var fundet 500 mio. kroner til flere pædagoger. Med den pædagogik, der praktiseres i mange vuggestuer, kunne vi ansætte lige så mange pædagoger, det skal være, uden at børnene får noget ud af det.

Ole Henrik Hansen fortæller sine tilhørere i Korsgadehallen om en anden af sine observationer i en vuggestue, som set udefra virkede meget tjekket. Vuggestuen havde et tema om natur, og alle børnene havde en krydderurt med, som skulle plantes ud. Ole Henrik Hansen var begejstret, han gemte sig bag en busk for at følge udplantningen. Pædagogen overtog hurtigt arbejdet med at plante ud og forsynede hver plante med et lille plasticskilt med barnets navn. Så blev barnet anbragt mellem pædagogens ben foran planten, og en anden tog et foto, som mødte forældrene, når de tjekkede ud på en iPad-lignende-computer om eftermiddagen.

»Det skulle se pænt ud, børnene selv fattede ingenting. Mange aktiviteter handler slet ikke om børnene, de sker til ære for forældrene.«

Pia Sjøgren, 59 år, er iført en skriggul frakke, hun har håret sat op i rottehaler, der står op fra hovedet som pomponer. Hun har arbejdet som pædagog siden 1975, i dag er hun i en integreret institution i Københavns Kommune.

»Det er jo rigtigt, hvad han siger. Vi er også så småt begyndt at tale om det ude i institutionerne: Vi skal passe på med ikke at opstille for mange undskyldninger og forhindringer, som kvæler vores engagement. Jeg kan især genkende det med, at vi måler os selv på, hvor gode vi er i forhold til forældrene i stedet for børnene. Vi har så travlt med at vise, at børnene har lavet noget interessant. Men det er jo et bedrag - det er i den grad et bedrag,« siger Pia Sjøgren.

Professor Jan Kampmann, RUC, har selv lavet feltarbejde i vuggestuer - han giver Ole Henrik Hansen ret i sin analyse.

»For mange vuggestuer fungerer for dårligt med for få aktiviteter og få overfladiske relationer mellem børn og pædagoger. Det er ret rystende at se et barn gå igennem en hel dag nærmest uden en eneste dyb relation til en voksen. Men på den anden side tror jeg, Ole Henrik Hansen undervurderer det forhold, at pædagogerne faktisk er pressede helt ind til benet, hvad angår timeressourcer. Samtidig overvurderer han den pædagogiske aktivitet. At være til stede, at være til rådighed over for det enkelte barn med en støttende hånd i ryggen og skabe tryghed kan i sig selv skabe en dyb relation uden en pædagogisk aktivitet - aktiviteter og skemalægning af dagen kan blive en anden måde at reproducere overfladiskhed på.«

Det er her skillelinjen går: Bør børnenes - og pædagogernes tid - organiseres langt strammere, eller gør den frie leg stadig tricket? Og desuden: Er bedre normeringer en del af løsningen, eller får vi og børnene blot mere af det samme - det vil sige bortset fra den udvendige omsorg, stort set ingenting?

Så vidt forskningsfronten.

Der findes en vuggestue, som snarere regnes for et mønsterbrug end en kommunal daginstitution: Møllehuset i Gladsaxe Kommune. Ole Henrik Hansen omtaler kærligt lederen som »en heks«.

Rita Agerskov, 65 år, besluttede tidligt, at hendes vuggestue skulle drives efter inspiration fra verdens bedste. Hun rejste på studietur til Firenze - en tur, som hun nu sender alle sine pædagoger på for at se og lære.

Ole Henrik Hansen er dybt imponeret over, hvad han så under sine observationer i Møllehuset: Alt, ned til mindste detalje, var indrettet på, at pædagogerne skulle gå ind i den emotionelle dialog med barnet og lære og opdage nyt.

Rita Agerskov tænker på sin vuggestue »som børnenes universitet«.

»Vi har totalt ændret den måde, vi organiserer vores arbejde på. At skabe kompetente børn kræver høj arbejdsdisciplin, og vi leder hver eneste dag efter forbedringer og nye rutiner, som kan komme børnene til gavn. Jeg har indført, at vi voksne ikke må snakke med hinanden, for så flytter vi jo vores opmærksomhed fra børnene.«

I Møllehuset er der samling, hvor børnene sætter sig på deres egne billeder på gulvet, Bagefter sætter de selv billederne op på væggen, så de kan se, hvem der er der. Der er projektarbejde, hvor børnene leger og lærer i op til en halv time ad gangen. Måltiderne serveres ikke for børnene ved høje borde, børnene sørger for sig selv i buffeten ved lave borde. En gang om året fjernes alting, og Møllehuset indrettes på ny, så det passer til lige præcis de interesser og behov, børnegruppen nu har.

Rita Agerskov hjælper pædagogerne til at følge med i alt, hvad der er sket i faget - med f.eks. input om den nyeste hjerneforskning.

»Vi ved jo nu fra hjerneforskningen, at i skolen er det for sent. Det kommer til at forandre vuggestuearbejde, som ellers har været forbundet med lav prestige.«

Ole Henrik Hansens sidste observation i hans projekt rettede sig mod drengen Jonathan. Ligesom Frode var han 14 måneder. Forskeren satte sig som sædvanligt med sit skema og talte antallet af barn-voksen-interaktioner. Da der blev frokostpause, forsvandt halvdelen af pædagogerne i 45 minutter. Den anden halvdel samlede sig på en stue og sad med ryggen til børnene og talte med hinanden, hvorved de i realiteten holdt 45 minutters pause - før deres 45 minutters frokostpause.

Da han havde observeret Jonathan i fem kvarter uden at opleve en eneste interaktion med en voksen, lagde han skemaet væk.

»Drengen havde helt slukket for sine følelser. Jeg kunne jo i princippet være ligeglad. Men det er jo drengens barndom det dér. En barndom han aldrig får tilbage.«

Aktuelle job lige nu

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.