Børnenes Jord i Vraa havde store legeredskaber uden børn og midt på pladsen lå en vuggestue med 20 mørkeblå barnevogne dækket med blåt net i skyggen af legeredskaber, men der var inden stemmer af søskende, forældre eller bedsteforældre, kun tavshed. Hvem lærer børn at tale i en vuggestue?

Jeg har aldrig, aldrig forstået, at medarbejderne altid har haft tilladelsen til at knevre helt uhæmmet i en institution. Det er ufatteligt, så meget der snakkes mellem voksne. Forbyd al snak og når pædagogen keder sig, kan det jo være at opmærksomheden vendes mod børnene. Lederen er ikke leder. Ligesom mange forældre hellere vil være venner med deres (små)børn, opretholder lederen også her "et ikke eksisterende lederskab." Ole Henrik Hansens observationer som jeg iøvrigt ikke har kendskab til, tja ja med mit kendskab til institutioner, så har han nok ret. Der er vel en grund til at pædagogerne altid har været ugleset. Vi forældre har haft for mange små ting gående med vuggestuen, som sammenlagt fortalte vore følelser en del. Ikke store sager, men over tid altafgørende og sigende. I øvrigt er jeg tilbøjelig til at mene, at en kvalifikation i sig selv kunne være, at man var forældre før ansættelse. Uddannelse er ikke alt og måske kunne det hjælpe.

Tankevækkende læsning. Ole Henrik Hansens forskning fortæller noget om, hvor vigtigt det er at få fokus på netop den del af pædagogikken - det lille barns emotionelle sprog. Vi må jo betænke, at mange børn tilbringer mange timer i institutionen hver dag, fordi forældrene skal på arbejde. Institutionen står hermed med en stor del af opdragelsen. Det emotionelle sprog omhandler den ægte kommunikation mellem pædagog og barn - at han/hun ser barnet, tager udgangspunkt i barnet og reagere på barnets signaler. Det er vigtigt, at pædagogen tillige ser det stille barn.
Det kræver i første omgang, at han/hun sætter sig ned på gulvet sammen med børnene, taler med dem og leger med dem…. er nærværende på alle måder. Dette som udgangspunkt, så kommer alt det andet oven i.
Aktiviteter bør planlægges, aktiviteter, som lægger op til, at de laver noget sammen. Pædagogen er på mange måder rollemodel.
Det glæder mig, at Ole Henrik Hansen har fokus på netop denne del af pædagogikken i institutionen, det ser nemlig ikke helt godt ud i vores institutioner. Men det er også skræmmende læsning på mange måder. Det er ikke rart at være forældre til et barn i vuggestuen og samtidig vide, at man har en 37 timers arbejdsuge og lang transport. Jeg oplevede, at bedsteforældre, som hentede mit barn tidligt fra institutionen et par gange om ugen, gjorde underværker. Bedsteforældre er emotionelt nærværende, men ikke alle har bedsteforældre boende lige i nærheden.
Kære Henrik, vi pædagoger har brug for nogle anvisninger til, hvordan vi kommer videre i rigtig retning.
Med venlig hilsen Anne Hansen

Det er jo grimt at sige det, men børn har altså bedst af at blive passet af deres forældre. Vores karriere stræben, kvinders ligestilling og samfundet krav om at kunne beskatte forældrene gør at vi fravælger der naturlige og overlader vores børn til fremmede det ikke føler noget for dem.
Dertil kommer at vuggestuer og børnehaver er de rene smittecentraler for alskens sygdomme.

har i

har i

Du har ikke fattet det. Der skal flere pædagoger ansættes. Det er de borgerliges skyld at landet er kørt i sænk. Det er jo på den måde at børnene bliver gode socialister og tabere. Ja, måske melder de sig endda i EL. Det er ikke godt at blive for klog. Det giver ikke gode socialdemokrater.

Det er vist almindeligt kendt, at vuggestuer ikke er et barnets behov, men en samfundsordning som betyder, at barnets forældre frigøres til produktionen i vores "velfærdssamfund."

Man kan ikke forvente at en pædagog ville kunne udvise samme omsorg og kærlighed overfor et barn som dets forældre. Det er nærmest fornærmende naivt. Når man vælger karriere og dermed overlader store dele af opdragelsen til 'professionelle', må man forvente et resultat derefter.

Selvom vi nu skriver 2012, kan man altså stadig ikke blæse og have mel i munden på samme tid.

Jeg ku ikke være mere enig !! Har efterhånden brugt 18 år i denne verden - altså den pædagogiske - som engageret medhjælper. Og jeg har ikke givet op. Denne verden skal organiseres - omorganiseres. Der skal professionelle ledere til. Ledere som kan læse tal - ledere som kan forstå vigtigheden af, at se på evner frem for titler - ledere som har evnen til at uddelegere og fordele ressourcer og ansvar efter kompetencer. Ledere som evner at have et ledelsesmæssigt ansvar. Ledere og personale skal aflønnes efter evner og resultat - så vil der ske noget. Ikke før !!