Forsker beroliger forældre med »iPad-børn«: Vi står med en historisk chance

Børns brug af iPad er ikke nødvendigvis et problem, men kan tværtimod blive en katalysator for nye fællesskaber og fysiske aktiviteter, lyder det fra forsker i undervisningsudvikling og digitale medier.

Hvad vil du helst: Spille iPad eller lege med andre børn?

Når børnehavebørn får det spørgsmål, vælger to ud af tre iPaden. Det viser en ny undersøgelse, som Børnerådet har gennemført blandt fire-seksårige børn i cirka 100 børnehaver landet over.

Men der er ikke nødvendigvis grund til som forældre at blive forfærdet over, at børnene foretrækker iPaden, lyder det fra adjunkt Klaus Thestrup, Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier ved Aarhus Universitet.

Hvis de digitale værktøjer bruges rigtigt, kan de nemlig skabe nye fællesskaber og blive springbræt til fysisk leg, siger han.

»Jeg ser det sådan, at vi står med historisk chance for at definere et helt andet mediebrug derhjemme og i daginstitutionerne, som er fyldt med leg, fortælling og fællesskab. At omsætte det, vi spiller på maskinerne, til noget, vi gør med kroppen i fysisk leg, hvad enten det er på legepladsen eller i baghaven,« siger Klaus Thestrup.

Han medgiver, at der for nogle børn kan være et behov for at sætte grænser for brugen af iPad.

»For nogle børn kan det være nødvendigt med faste regler, men min indgangsvinkel er, at pædagoger, lærere og forældre skal sætte sig ned med børnene, spille med dem, lave ting med dem, for eksempel en fotoserie om, hvordan det er at være hjemme og sende det til mormor, så man indgår i en leg eller aktivitet med børn,« siger Klaus Thestrup.

Formanden for Forældrenes Landsorganisation (FOLA), Dorthe Boe Danbjørg, mener, at undersøgelsens resultater er »foruroligende«.

»Jeg synes, det er foruroligende, at børn i den grad foretrækker iPad frem for at lege med venner, og det er klart, at der skal reageres på det. Vi forældre har et stort ansvar for at sikre, at børn bruger iPads på en måde, så den stimulerer til at indgå sociale relationer, leg og læring og ikke til isolation,« siger hun.

»Vi forældre skal engagere os i børns brug af iPad lige som alt andet, de laver. Vi skal gå ind i det og ikke bare lade iPaden være en slags børnepasningsmaskine,« siger Dorthe Boe Danbjørg.

Formand for Børnerådet Per Larsen mener, man som forældre bør have en klar føling med, hvor meget tid barnet bruger på iPaden.

Men han advarer også forældre mod at have et »romantisk« syn på, hvad leg er:

»Rigtig mange voksne har et romantiseret forhold til leg: Børnene skal helst ud i mulden og grave efter regnorme. Men børnene i undersøgelsen har faktisk mange gode bud på, hvordan man kan lege med en tablet og bruge den til andet og mere end at spille på,« siger Per Larsen.

Han opfordrer forældre og pædagoger til sammen at gå på opdagelse i det digitale univers:

»Der er masser af apps og funktioner, der kan stimulere til kreativitet og opfindsomhed – og også til fysiske og sociale aktiviteter. Dem skal vi udforske sammen, ligesom vi bygger Lego eller lægger et puslespil sammen. Og så skal vi være bedre til at tilbyde børnene alternative måder at lege med de digitale medier på, for eksempel ved at de får lov til at være mere fysisk i bevægelse med tabletten,« siger Per Larsen.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.