Nej....absolut nej. Disse unge mennesker arbejder vel ikke for ingenting ? og hvad så med at bruge disse penge på ikke at irritere almindelige mennesker, men på det de penge oprindelig var printet på ? Det nærmer sig molbohistorien om Storken...bare her at man bruger mange penge på at få lidt flere. Jeg gider ihvertfald ikke disse facere og er stærkt irriteret når jeg støder ind i dem. Min adfærd står beskrevet i artiklen, men min foragt for diverse humanitære organisationer, der spenderer penge på facere er hermed lagt frem!

Det er simpelthen så mega irriterende at man ikke kan gå i fred på strøget! Det har fået den konsekvens at jeg er stoppet med at biddrage til Unicef da jeg derved var med til at betale deres løn...

Det bør være en ret, at gå i fred i det offentlige rum. Flere af de organisationer, der har lov at anvende facere, får samtidig midler staten og andre offentlige kasser.

Der er klart for meget af det på strøget i København. Man kan ikke længere slentre en tur og nyde byen i fred.
Jeg har uden påtrængende opfordringer allerede meldt mig i i de idealistiske/velgørende organisationer jeg vil støtte. Få det dog stoppet ! Det mindsker lysten at at hjælpe.

Hvordan i alverden kan man finde på foreslå det, når man ved hvor ualmindeligt irriterende det er med dem der allerede er der?

Jeg vil under ingen omstendigheder støtte organissationer der benytter denne utiltalende for for markedsføring.

De der extremt påtrængende "mennesker" uden pli, har oplevet at få afbrudt samtaler med min ledsager, skal væk fra gaden. Det samme skal dem der vader uinviteret ind på min parcel med en raslebøsse. Jeg ved godt alle de der "organisationer", som vil nasse på min ringe indkomst, er der. Det får jeg dagligt smidt i hovedet i de dyre reklameblokke. Så HVIS jeg vil bidrage, skal jeg nok selv opsøge dem. Jeg afviser hårdt og brutalt den slags henvendelser. Gider dem simpelthen ikke. Og jo flere jeg møder af den slags plagere, jo flere penge bliver i min pung. - Kort og godt, som der stod på fine hvide emaljeskilte opsat på gadedørene i gamle dage: "Handel og BETLERI frabedes".

Jeg går altid en bue uden om disse facer ,men jeg går da ind i de forretninger jeg skal handle i.

Jeg er selv facer for Amnesty International og har været det i et år nu - det skal siges med det samme at jeg elsker mit job, formålet samt de fantastiske mennesker som jeg møder på min vej.
Der står ikke 1 facer i gaden, som ikke har VED at der findes facere som følger efter folk, råber efter dem og presser folk til bidrag via dårlig samvittighed og det er ikke okay, jeg er helt enig.
Men kære mennesker, det vi taler om generelt, er unge, energiske og idealistiske mennesker som tror på en sag og dagligt kæmper imod vrede, utaknemmelighed samt uretfærdighed. Deres alternativ er at sidde bag kassen i netto og siden hvornår er danskere blevet et vredt folk der sender negativ energi ud til et menneske som siger hej med et smil på?
Disse mennesker gør IKKE dette for pengenes skyld, tro mig - det VED jeg. Der gives løn til ca. 2/3 dele af det arbejde som lægges i det, antallet af interessetimer er stort og ikke 1 beklager sig, fordi kapitalismen er endnu ikke rodfæstet.
Hvordan kan man ikke anerkende en generation af unge som blot ønsker at tale med dig om hvad dine muligheder for at gøre mere er? Ved guder, det er få som, ærligt, kan sige de ikke kan gøre mere.

Alle har oplevet dårlig betjening i en cafe eller lign. - betyder det at du konsekvent er ubehøvlet overfor ALLE tjenere du møder resten af dit liv eller den næste cafe du træder ind på? Der er ikke 1 menneske i face2face "branchen" som vælger dette job, for at irretere de mennesker de møder på deres vej - det er mennesker med noget på hjertet, ofte noget som giver mening - lyt dog til dem, eller vær i det mindste så menneskelig som at sige pænt nejtak og gengæld det smil, som de giver dig selvom de kender oddsene for at få et igen.

Jeg skal ikke tale for andre organisationer end min egen, men jeg ved at de færreste mennesker tænker over manglen på menneskerettigheder til hverdag alene af den grund at vi har dem, derfor er det nødvendigt at konfrontere danskere med det direkte samt deres mulighed for at gøre noget ved det - fordi vi er blevet immune overfor det nyhederne o. Lign. Fortæller os.
I min alder, i mit sabbatår og med de muligheder jeg har for at ændre noget i verden lige nu og her - kan jeg ikke se noget arbejde som kunne give mere mening.

Man blev altid mødt at nogen når jeg skulle med metroen om morgen eller eftermiddagen. Og det virkede, til sidst endte jeg med at give 100kr om måneden til Unicef.
Men i det mindste kan jeg da bruge det hvergang jeg støder på dem eller andre så siger jeg bare at jeg giver 150 til dem om måneden og det må være nok.

Det værste er at med for mange af den slags organisationer i spil bliver pengene spredt over et alt for stort område, og det fjerner mulighederne for store afgørende projekter.