Forældre glemmer stadig at spænde cykelhjelmen

Hele 43 procent af de danske forældre bruger ikke cykelhjelm, viser en ny undersøgelse.

København: Alvorlige hjerneskader kan undgås, hvis børn og forældre husker at spænde hjelmen, inden de stiger på cyklen. Men mange forældre vælger stadig at lade cykelhjelmen ligge.

Hele 43 procent af forældre siger i en ny undersøgelse lavet af TrygFonden og Rådet for Sikker Trafik, at de aldrig bruger hjelm. Det er dog bedre end i de foregående år.

Tilbage i 2011 var det 57 procent af forældre, der ikke brugte hjelm, og i 2014 var det 46 procent. Men 43 procent er stadig for mange, siger Lisbeth Sahl, som er seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

- Vores målgruppe er særligt de 10-12-årige, men vi kommunikerer til forældrene ved at sige, at de er rollemodeller for deres børn. Så hvis de kører med cykelhjelm, så er der større sandsynlighed for, at de kan få deres børn til at køre med cykelhjelm.

- Problemet er, at mange voksne er vokset op i en tid, hvor man ikke brugte cykelhjelm, så derfor er det ikke så naturligt for dem at bruge en hjelm. Der er større sandsynlighed for, at man bliver ved med at bruge cykelhjelm, hvis man er vokset op med det.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at i perioden 2011-2014 har flere end 3600 voksne i alderen 35-54 år fået en hoved- eller nakkeskade i forbindelse med en cykelulykke.

Og det kan få alvorlige konsekvenser ikke at bruge hjelm, forklarer afdelingslæge på Odense Universitetshospital Christina Rosenlund.

På skadestuen og på Neurokirurgisk afdeling på Odense Universitetshospital møder de mange voksne, som bliver indlagt med hovedskader efter en cykelulykke.

- Det kan give blødninger på overfladen af hjernen og inden i hjernen med svære skader til følge. I værste fald kan man dø af det, siger hun og påpeger, at en hjelm kan være med til at reducere skaderne betydeligt.

- Flere undersøgelser viser, at man reducerer risikoen for at få svære skader på hjernen og kraniet med 75 procent ved at bruge cykelhjelm. Det er altså rigtigt meget.

I disse uger kører TrygFonden og Rådet for Sikker Trafik kampagnen "Nederen Forældre", som skal få alle forældre og deres børn til at huske at spænde hjelmen.

/ritzau/

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.