Flugten over Øresund

I 1943 flygtede Bent Blüdnikows far fra nazisterne over Øresund. Ti mennesker blev sendt ud på havet i en synkefærdig jolle. Flugtforsøget hører til blandt Anden Verdenskrigs dramatiske hændelser. Først nu, 70 år senere i fortællingen »Min fars flugt«, har Benjamin Blüdnikow fortalt den fulde historie til sin søn.

En dag i efteråret 1943 knipsede en fotograf på Strøget et billede af det unge par Henny og Benjamin. De var blot 15 og 18 år og nyforelskede, men deres miner på billedet fortæller ikke en historie om sorgløshed.
En dag i efteråret 1943 knipsede en fotograf på Strøget et billede af det unge par Henny og Benjamin. De var blot 15 og 18 år og nyforelskede, men deres miner på billedet fortæller ikke en historie om sorgløshed.

Uret ligger i en skuffe i Islev. Læderremmen er for længst gået til, urskiven er gullig og ridset, og indeni er værket gennemtæret af rust.

Det gik i stå klokken 00.59 midt ude på Øresund den nat i oktober i 1943, da Benjamin Blüdnikow næsten druknede. Urets visere har ikke bevæget sig siden.

Armbåndsuret var billigt. Af den type og kvalitet en 18-årig studerende havde råd til. Når det endnu opbevares med omhu i en plastpose, vedlagt en seddel med hustru Hennys sirlige håndskrevne besked, er det fordi, det er det eneste, Benjamin Blüdnikow har tilbage fra livet før flugten.

»Det er mærkeligt nok, at jeg har beholdt det,« siger 88-årige Benjamin Blüdnikow, siddende i stuen i rækkehuset i Islev med urværket i hænderne.

Han slår ikke om sig med melodramatiske, store ord, men vælger dem med omhu: »Det må jo være faldet mig ind, at det var et vidnesbyrd om begivenhederne dengang.«

I oktober i år er det 70 år siden, at nazisterne i Danmark slog til mod landets jøder. Simpelt held, tøvende tyske kommanderende og modige danske hjælpere forhindrede jødeforfølgelsen i Danmark i at blive den tragedie, som udspillede sig i det øvrige Europa. »Kun« 474 jøder blev arresteret, da nazisterne slog til i begyndelsen af oktober 1943; de anholdte blev sejlet sydpå og interneret i KZ-lejren Theresienstadt, hvor 53 senere omkom. Kort forinden var 7.000 danske jøder – med fiskere, modstandsfolk og almindelige danskeres hjælp – flygtet til Sverige. Enhver jødisk-dansk familie har derfor sin Anden Verdenskrig-historie. Det er typisk en flugthistorie, men få er så dramatiske som den, 88-årige Benjamin Blüdnikow og hans armbåndsur gemmer på.

I Berlingskes nyudgivne single, »Min fars flugt«, fortæller Bent Blüdnikow om sin egen fars nær fatale rejse over Øresund i 1943 og sætter den i sammenhæng med den store historie om jødedrabene ude i Europa under krigen. Han filosoferer sammen med sin 88- og 85-årige far og mor over, hvilken betydning flugten har haft for familien siden – og hvornår den dramatiske hændelse uventet har trængt sig på igen som et alt for aktuelt minde. Selv mange årtier senere.

En dag i efteråret 1943 knipsede en fotograf på Strøget et billede af det unge par Henny og Benjamin. De var blot 15 og 18 år og nyforelskede, men deres miner på billedet fortæller ikke en historie om sorgløshed. Efter tre relativt uproblematiske år for de jødiske danskere under den tyske besættelse var snakken begyndt at gå: Nazisterne havde en aktion på vej mod de jødiske medborgere. Sådan lød rygtet, men kunne man tro det?

»Det, der foregik ude i Europa, var som en Hollywood-film. En fjern torden, vi ikke rigtigt kunne forbinde med os. Det var lidt naivt, måske, men også et udtryk for den tillid, mine forældre og jeg havde til Danmark og de danske institutioner. Vi troede på, at vi var beskyttet,« siger Benjamin Blüdnikow, der er andengenerationsindvandrer, barn af jødiske, velintegrerede immigranter fra Rusland. Men i sensommeren og det tidlige efterår blev den jødiske menigheds protokoller og adresselister stjålet eller beslaglagt af nazisterne, og den danske samarbejdsregering trådte tilbage. Da Sverige i slutningen af september 1943 meddelte, at deres grænser nu blev åbnet, begyndte den største flygtningeudvandring i danmarkshistorien; i ly af få nætters mulm og mørke.Den 7. oktober befandt Benjamin sig derfor på en kold strand ved Snekkersten. Henny var kommet sikkert til Sverige med sin familie, så Benjamins selskab på den mørke strand var vennen Leopold og dennes søster Dora med sin lille datter, Jette. Søskendeparret, Harry og Sonja, en tysk jøde ved navn Bruno Schmidt og en far kaldet Fischermann med sine to halvvoksne børn var der også. De ti personer stirrede vantro på det overfartsfartøj, de var blevet præsenteret for: En lille robåd.

Under nervøs, småhysterisk skænden på hinanden blev de ni voksne og den etårige Jette placeret i plimsolleren, to blev udstyret med årer og båden skubbet fra land.

To, måske tre kilometer ude mærkede Benjamin Blüdnikow vand om sine fødder. Mens sekunderne syntes at tikke stadigt langsommere, dæmrede det for ham: Båden tog vand ind. Så kæntrede den:

»Jeg svømmede ikke særligt godt og søgte instinktivt tilbage mod båden. Sammen med en anden ung mand, Harry Sandler, og hans jævnaldrende søster, Sonja, søgte vi, lige så instinktivt, at vende båden på ret køl [...] Der var vi nu: Dora, Jette, Harry, Sonja, Leopold og jeg. Men hvor var de fire andre? Vi kunne høre nogle råbe om hjælp et stykke fra os, men vi skreg selv og kunne ikke gøre noget,« skrev Benjamin senere i sin dagbog.»Min første tanke var vist: ’Kan sådan noget virkelig hænde mig? Det er jo utroligt. Det er jo mine maredrømme om igen. Men vi må vel blive reddet.’ Og vi skreg og råbte, og råbte og skreg. Men der var ingen motorbåd ilende mod os,« skriver Benjamin.Så hvad føler man, når man er tæt på døden? Tæt på at drukne?»Nu og da gik båden længere ned i vandet, og hver gang troede man, at nu ville den gå til bunds. Og hvad så? Jeg beherskedes egentlig ikke af nogen dødsangst, jeg tænkte i forbifarten på, hvad mine forældre ville sige til, at jeg gik hen og druknede. Ja, og så tror jeg minsandten også, at jeg tænkte på, hvad der så skulle blive af mine grammofonplader.«

Liv gik tabt den nat. En hel familie gik til grunde på grusomste vis. Og natten var begyndelsen på mange måneders flygtningetilværelse for såvel Benjamin Blüdnikow som de andre jødiske flygtninge. Hele den historie kan læses i Bent Blüdnikows nyskrevne fortælling, som ikke blot er første sammenhængende beretning om faderens dramatiske flugt. Researchen til fortællingen markerer også første gang, at Bent – som nu 59-årig søn – har hørt historien i alle detaljer.

Ved kaffebordet i barndomshjemmet kigger Bent Blüdnikow over på sin far:

»Jeg tror faktisk aldrig, du nogensinde har fortalt den, har du?«

»Næh, jeg sidder netop og tænker på, at jeg lå og tænkte derude i vandet: ’Hvis jeg overlever dette, sikke en historie, jeg får lejlighed til at fortælle mine børn’. Og så gik det op for mig forleden: Jeg har sgu aldrig fortalt dem det!«

For da befrielsen kom halvandet år senere, var det ikke tragedierne, der blev udvekslet og tærsket langhalm på blandt jøderne selv. Det var miraklerne.De danske jøder begravede sig i at bygge nye tilværelser op fra bunden. Og de var jo, mindede virkeligheden og underbevidstheden om, så heldige. Ikke som Norges jøder, der næsten alle gik til. Eller de polske, ungarske, franske eller tyske. 65 pct. af Europas jødiske befolkning blev udslettet under krigen. Da grufuldheder om gaskamre, tortur og systematiske henrettelser piblede frem i årene efter krigen, stak historien om Danmark og miraklerne på Øresund ud som et lille lys. Noget i menneskeheden, man kunne tro på – trods alt.

Fra sin barndom i 1960erne husker Bent Blüdnikow tydeligt krigsmindesnakken rundt om kaffebordet, når jødiske familier samledes, men man talte ikke om flugten. Der blev i stedet sludret om den stegte havregrød i broderlandet. Om biografer med amerikanske film. Om at der i Sverige fandtes masser af Marabou-chokolade for dem, der havde råd.

»I Frankrig og Tyskland udkom tidligt store skildringer af jødernes skæbne. I Danmark kom det stykke for stykke – og langt senere. Man blev ved med at fejre 1943 i årtier. Den egentlige tragedie holdt man fem skridt fra livet. Ikke bevidst, men som et slags resultat af den særlige danske situation under krigen,« siger Bent Blüdnikow med henvisning til den »beskyttelse«, danske jøder nød under krigens første tre år.

Dertil kom, at 1940erne og 1950erne ikke var en terapeutisk tid. Ingen rendte til psykolog eller dvælede ved elendigheder i evig samtale. Måske er det derfor, Henny og Benjamin Blüdnikow børstede nær-tragedien så effektivt af sig. Måske er det fordi, de var purunge, da det skete.

»Det var som en drengeroman, der havde skubbet sig ind i min tilværelse og var forsvundet igen. Det var bare en begivenhed. Jeg kan huske, at min ven Leopold læste i en svensk avis, at vi var blevet religiøse af oplevelsen. Det smilte vi ad. Vi var for unge til, at det trængte ind på den måde,« siger Benjamin Blüdnikow.

Det var først med alderen, at Benjamin følte, at flugten, nazitruslen og oplevelsen på Øresund fik vægt. Og da ikke kun af eksistentielle årsager.

I 1989 fik Bent Blüdnikow et opkald fra politiet. Hans navn og andre personlige oplysninger figurerede sammen med 500 andre navne på en såkaldt »Z-liste« hos den nyoptrævlede danske røver- og terrorgruppe, der siden blev kendt som Blekingegadebanden. »Z« stod for »zionister«. Kort efter ringede hans far, Benjamin. Han stod også på listen.

Hvad »Z-listen« skulle bruges til, er aldrig blevet fuldt opklaret. Men det står i dag klart, at såvel venstreorienterede som arabiske terrorgrupperinger i de år havde planer om angreb mod navngivne jøder. Synagogen i København blev eksempelvis bombet i 1985, og flere angreb var i støbeskeen.For ikke-jøder er det måske svært at forstå. Men for Bent Blüdnikow og hans far var »Z-listen« en brat opvågning:

»Sidst nogen rendte rundt med lister over navngivne jøder, var det nazisterne i efteråret 1943. Det var en genkomst af antisemitisme, som jeg aldrig havde troet ville dukke op igen, historien taget i betragtning,« siger Bent Blüdnikow.

Denne nye fare medførte formentlig, siger Bent Blüdnikow, at hans eget virke som historiker og journalist ændrede retning. At den jødiske menighed begyndte at udveksle de gamle flugthistorier fra krigen. At den dansk-jødiske historie langt om længe blev sat i sammenhæng med den store europæiske jødetragedie. Og – logisk nok – at de personlige fortællinger fra overlevende jøder fra krigen begyndte at vælte ud.

Tingene måtte blive sagt, mens tid var. Historierne måtte blive fortalt.

Benjamin Blüdnikows historie er måske ikke enestående. Desværre, fristes man til at sige. Men, som den jødiske historiker Primo Levi har sagt, danner de personlige oplevelser mosaikken »Den Store Historie«. Og den store historie skal lære os, at folkemordet – forfølgelserne og »Endlösung’en« – ikke var nogen undtagelse.

Holocaust opstod i og blev udført af en succesrig, kreativ, velordnet civilisation af generelt oplyste mennesker. Når folkemordet under Anden Verdenskrig kunne ske der, midt i Europa, kan det ske igen.

Derfor er Benjamin Blüdnikow glad for, at hans historie nu – 70 år efter hændelserne – er blevet skrevet ned. Som et nøgternt vidnesbyrd til eftertiden. Nu står fortællingen dér. Sat i stå i tiden. Præcis som det armbåndsur, han har gemt i alle årene siden.

»Min fars flugt« kan købes på b.dk/singler for kr. 39,- for 115 sider. Singlen kan også købes hos iTunes eller Riidr.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.