Flere varme hænder skal hjælpe patienter væk fra gangene

Sundhedsministeren vil bruge 400 millioner kroner på en akutpakke mod den massive overbelægning på sygehusene. Det rækker ikke, lyder det fra regioner og patienter. Højere bøder skal få kommuner til at tage raske ældre hurtigere hjem.

Regeringen lancerer en ny akutpakke mod overbelægning på sygehusene. Den vil blandt andet medføre mere personale, bedre organisering af arbejdet på syge­husene og højere bøder til de kommuner, der ikke hurtigt tager imod færdigbehandlede patienter. Arkivfoto:Lars Helsinghof Bæk
Regeringen lancerer en ny akutpakke mod overbelægning på sygehusene. Den vil blandt andet medføre mere personale, bedre organisering af arbejdet på syge­husene og højere bøder til de kommuner, der ikke hurtigt tager imod færdigbehandlede patienter. Arkivfoto:Lars Helsinghof Bæk

Danske patienter skal ikke udsættes for fortravlede læger og sygeplejersker på afdelinger med massiv overbelægning, hvor der ikke er tid og overskud til at tage sig ordentligt af de syge, og hvor de kan risikere at havne i en seng på gangen.

Derfor skal der ansættes mere personale på især de medicinske afdelinger, arbejdet på sygehusene skal organiseres bedre, og kommunerne kan forvente at blive idømt betydeligt højere bøder, hvis de forsømmer at hente deres færdigbehandlede patienter hurtigt hjem.

Det er hovedindholdet i den akutpakke, som regeringen nu lægger frem i Folketinget i et forsøg på at reducere problemet med overbelægning på sygehusene. Planen kommer samtidig med, at nye tal viser, at der stadig er mange afdelinger, som nærmest konstant har flere patienter indlagt, end de er normeret og har personale til.

For eksempel var der i en periode på seks måneder sammenlagt 149 dage, hvor der var overbelægning på sengeafsnit 156M på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg, mens der på et halvt år var 146 dage med overbelægning på infektionsmedicinsk afdeling på Aalborg Universitetshospital.

»Det er uværdigt for patienterne at ligge i en seng på gangen eller klos op ad elevatoren, og derfor skal vi også have gjort noget ved overbelægningen på sygehusene,« siger sundhedsminister Sophie Løhde (V).

Konkret vil regeringen øremærke i alt cirka 400 millioner kroner over de kommende fire år til indsatsen mod overbelægningen. Heraf skal cirka 220 millioner kroner gives som en saltvandsindsprøjtning til sygehusene allerede i år. Pengene kommer fra finanslovsaftalen fra november, hvor der i alt blev afsat 1,2 milliarder kroner til en handlingsplan for de ældre medicinske patienter.

Ifølge ministeren er tanken med akutpakken, at der skal være »flere varme hænder i form af flere læger og sygeplejersker ude på afdelingerne«. Derudover skal projektet »Sikkert Patientflow« nu udbredes til flere sygehuse.

Det seneste år har der kørt et forsøg på 12 sygehuse med såkaldte flowkoordinatorer, erfarne sygeplejersker, der konstant har det store overblik over belægningssituationen time for time. De ved således, hvilke afdelinger der er pressede, og hvilke afdelinger der har ledig kapacitet, så sengene kan udnyttes bedre. Erfaringen er, at de i vid udstrækning er i stand til at afværge, at der opstår overbelægning.

Kommunerne er for langsomme

Den øgede indsats mod overbelægning kommer, efter at de medicinske afdelinger har været pressede i årevis. Problemerne blev desuden et centralt emne i folketingsvalgkampen sidste forår, hvor begge blokke var ude med håndfaste løfter om at bekæmpe dem. Men spørgsmålet er, om 400 millioner kroner er nok til for alvor at komme overbelægningen til livs. Både i Danske Regioner og i Danske Patienter mener man, at beløbet er for lille, og at der skal betydeligt mere til.

I Danske Regioner peger man på, at overbelægning ikke er et midlertidigt problem, og at det kræver en større og længerevarende indsats at få bugt med det.

»Overbelægning skyldes ikke pukler eller ventelister, men et løbende flow af patienter, der varierer over døgn og dage, og fra sted til sted. Derfor er der behov for en permanent bevilling til øget kapacitet i regionerne, hvis overbelægning skal nedbringes. 400 millioner kroner – over fire år – vil ikke være tilstrækkeligt,« siger regionsrådsformand Bent Hansen (S).

Overbelægningen skyldes blandt andet, at der er blevet lukket et stort antal senge på sygehusene i takt med, at der er blevet udviklet nye behandlingsmetoder, så patienterne kan udskrives tidligere. Forventningen har været, at kommunerne så skulle opruste kapaciteten på plejehjemmene og i hjemmeplejen for at kunne tage sig af de skrøbelige ældre, når de kommer hjem.

Men det er ikke sket i det nødvendige omfang, lyder kritikken af kommunerne. Konksekvensen er, at der i nogle områder af landet, især i Region Hovedstaden, ligger et stort antal færdigbehandlede patienter, som dels ligger og venter på en plejehjemsplads, og dels bidrager til, at der opstår overbelægning.

Derfor sætter regeringen nu også gang i et analysearbejde for at vurdere, om de takster, kommunerne betaler for at have færdigbehandlede patienter liggende på sygehusene – cirka 2.000 kroner om dagen – skal sættes i vejret. Ifølge Sophie Løhde er formålet i højere grad at »tilskynde« kommunerne til at sikre, at der er de nødvendige kommunale tilbud, når patienterne er klar til at blive udskrevet fra sygehuset.

Forlanger hurtige resultater

I Kommunernes Landsforening (KL) synes man, at det er en dårlig idé at hæve »bøderne«, fastslår Thomas Adelskov, formand for social- og sundhedsudvalget:

»Det handler om, at der skal være en god dialog mellem regionernes sygehuse og kommunerne om, hvad der er til borgerens bedste, og det er der også i størsteparten af landet. Men der er nogle steder, hvor det halter, og måske skulle man sætte ind her frem for at bruge kræfterne på at lave om på nogle incitaments-strukturer.«

Aftalen om en akutpakke mod overbelægning er indgået med blandt andet Dansk Folkeparti, og her vil sundhedsordfører Liselott Blixt også presse på for, at der sker noget, når forhandlingerne om udmøntningen af den går i gang i dag. Indsatsen skal ikke strækkes ud over mange år, og en meget stor del af de 400 millioner kroner skal hurtigst muligt i omløb ude på sygehusene, er budskabet:

»Overbelægning er efterhånden blevet en kronisk tilstand, så jeg forlanger at kunne se nogle resultater hurtigt,« siger Liselott Blixt.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.