Flere partier kræver Grimhøj-moskéen lukket

Skjulte optagelser afslører, at en imam fra Grimhøj-moskéen i det vestlige Aarhus prædiker om pisk og stening af utro kvinder.

Flere partier vil have Grimhøj-moskéen i det vestlige Aarhus lukket.
Flere partier vil have Grimhøj-moskéen i det vestlige Aarhus lukket.

I Grimhøj-moskeen underviser imam Abu Bilal kvinder og børn i sharia-lov og siger, at utro kvinder skal stenes til døde, afslører TV2 via optagelser fra moskéen med skjult kamera.

Derfor skal moskéen lukkes og imanen udvises af Danmark. I hvert fald hvis det står til Naser Khader, integrationsordfører for Konservative.

»Hvis jeg kunne, ville jeg sparke ham ud af landet. Men vi skal jo også følge loven. Mandag vil jeg stille spørgsmålet til Bertel Haarder (V), om det her skal have konsekvenser, og om det er muligt at lukke moskeen. Jeg vil gerne sparke en proces i gang,« siger han.

Ifølge ordføreren er moskéens ideologi relateret til både wahabisme, al-Qaeda og Islamisk Stat.

»Det er en farlig moské, ikke mindst fordi mange af dem, som er taget til Syrien for at kæmpe, er udklækket derfra. Det burde være begrundelse nok til at lukke den,« siger Naser Khader.

Tidligere har terrorforskeren Magnus Ranstorp sagt til Berlingske, at problemet med radikalisering af unge ikke forsvinder ved at lukke Grimhøj-moskeen. Forskeren mener, at de unge i stedet går under jorden og bliver endnu sværere at sætte ind over for.

Det synspunkt giver Naser Khader dog ikke meget for.

»Hvis de unge kommer et andet sted, må vi også lukke det. Hvis vi ikke lukker moskeen, er det en blåstempling, hvor vi giver alle lov til at gå ind og lytte til imamens budskaber,« siger han.

Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen, kalder over for TV2 imamens handlinger for »sindssyge«, og han vil også lukke moskéen.

Trine Bramsen fra Socialdemokraterne mener, at Abu Bilals prædikener er et angreb på det danske demokrati og frihedsrettigheder.

»Det er nogle udtalelser, som vi under ingen omstændigheder skal holde hånden over i Danmark. Det er dybt forkasteligt,« siger hun til Ritzau.

Samtidig vil Socialdemokraterne undersøgt, om udtalelserne fra imamen fra TV2s optagelser er ulovlige.

Hos SF kræver Jacob Mark, at moskeen sætter handling bag tidligere udtalelser om, at de bakker op om det danske samfund:

»Jeg vil gerne sende et politisk signal til bestyrelsen for Grimhøj: hvis I mener det, I har sagt, så må i skille jer af med de her forstokkede imamer. Og det kan kun gå for langsomt.«

Sker det ikke, efterlyser SF-ordføreren »en målrettet indsats på tværs af partierne mod de antidemokratiske mørkemænd«:

»Vi må se på, hvad vi har af handlemuligheder inden for ytringsfrihedens rammer, for dem vil jeg stadig rigtig gerne værne om. Men hvis ikke moskeen på Grimhøjvej ikke er interesseret i at samarbejde om det her, så udstiller det deres hykleri, og så må vi politikere finde ud af, hvordan vi kan dæmme op for det her. For det er et problem.«

Vil SF være parat til at arbejde politisk for at få moskeen på Grimhøjvej lukket?

»Jeg er klar til at diskutere, hvilke muligheder vi så har. Og der er ikke som sådan nogen hellige køer. Men mit umiddelbare svar er nej,« siger Jacob Mark.

Det er ikke første gang, at den salafistiske Grimhøj-moské i det vestlige Aarhus er i politikernes søgelys.

I 2014 viste en opgørelse fra Østjyllands Politi, at 22 af de dengang mindst 27 unge østjyder fra politikredsen, som var rejst ud for at deltage i den væbnede konflikt i Syrien og Irak, har haft deres gang i moskeen umiddelbart før deres afrejse.

En af dem var konvertitten Victor Kristensen, som sprængte sig selv i luften i en selvmordsmission for Islamisk Stat i november 2013, hvor danskeren tog mindst ni personer med sig i døden.

Formanden for moskeen, Oussama El-Saadi, har tidligere omtalt Victor Kristensen som »en helt« og givet udtryk for, at han håber på, at IS vil vinde kampen i Syrien og Irak.

De skjulte TV2-optagelser, som afslører Grimhøj-imamens prædiken om pisk og stening af utro kvinder, er en del af TV2-dokumentaren »Moskeerne bag sløret«.

Moské-formand Oussama El-Saadi siger til Berlingske, at han ikke ønsker at udtale sig om sagen, før dokumentaren har været vist i sin helhed på TV2 tirsdag aften.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.