Fra 2009 til 2011 steg antallet af sager om ulovlige knive på offentlige steder med næsten 50 pct, viser opgørelse fra Rigsadvokaten.
22. februar 2012, 19:48
Alene på to år er antallet af afgørelser om overtrædelse af knivloven steget markant.
Ifølge en ny opgørelse, som Rigsadvokaten har lavet til brug for et svar til Folketingets Retsudvalg, steg antallet af afgørelser om ulovlige knive på offentlige steder fra 1.126 i 2009 til 1.673 i 2011, en stigning på næsten 50 pct.
For besiddelse af ulovlige knive på bopælen eller andre ikke-offentlige steder er stigningen endnu mere markant. Fra 337 tilfælde i 2009 til 723 tilfælde i 2011 – en stigning på over 110 pct.
Stigning i kølvand på knivloven
Stigningen er fundet sted i kølvandet på, at den omdiskuterede knivlov trådte i kraft i sommeren 2008. Loven indførte minimumsstraffe på syv dages fængsel for at besidde en ulovlig kniv på et offentligt sted – hvilket førte til kritik af loven i en række enkeltsager, hvor tidligere ustraffede blev idømt fængselsstraf for eksempelvis at have en hobbykniv, de brugte i deres arbejde, liggende i deres bil.
I efteråret fremsatte den nye regering et lovforslag, der ventes vedtaget i marts, som vil fjerne minimumsstraffen på ubetinget fængsel og i stedet hæve bødestørrelsen.
Som Berlingske kunne skrive i november, har Det Kriminalpræventive Råd foretaget en undersøgelse af knivvolden i Danmark – og her var konklusionerne, at fem ud af ti tilfælde af knivvold finder sted på offentlig vej, mens fire ud af ti tilfælde sker bag hjemmets fire vægge.
Offer og gerningsmand kender hinanden i to ud af tre tilfælde, og i hovedparten af sagerne er alkohol eller narkotika indblandet.

































