Rigshospitalet øger antallet af levertransplantationer med ny teknik, hvor man splitter en lever fra en afdød donor i to dele, så to patienter kan få gavn af den.
4. april 2011, 06:00
Et rekordhøjt antal alvorligt syge børn har de seneste måneder fået en levertransplantation, som har reddet dem fra at dø af akut leversvigt. Fremover vil der forhåbentlig ikke længere være danske børn, der dør, mens de står på venteliste til at få en ny lever.
Dét er perspektivet, efter at Rigshospitalet sidste sommer udvidede sit transplantationsprogram og gik i gang med at udføre meget komplicerede og logistisk krævende indgreb, hvor man splitter en lever fra en afdød donor i to dele, så to patienter nu får gavn af leveren mod tidligere kun én.
Det har betydet, at der på et halvt år er skaffet organer til at give ni danske børn en livreddende transplantation, hvor der tidligere højst blev udført fem-ti stykker på årsbasis, oplyser kirurg og leder af Rigshospitalets transplantationsprogram Allan Rasmussen.
»Med den aktivitet, som vi nu er kommet op på, bør vi kunne imødekomme det løbende behov for transplantationer og dermed undgå, at børn dør på vores venteliste. Det er meget opmuntrende, at vi er nået så langt,« siger han.
Konkret har Rigshospitalet »splittet« seks levere fra afdøde donorer. I de fem første tilfælde blev den ene halvdel brugt til en transplantation på et barn på den danske venteliste, mens den anden halvdel blev sendt videre til voksentransplantationer hos hospitalets skandinaviske samarbejdspartnere på svenske og norske hospitaler.
Kapløb med tiden
I sidste uge udførte Rigshospitalet for første gang det helt store set-up, hvor man brugte begge leverhalvdele herhjemme – til en dreng på tre år og en voksen mand i 40erne. Et projekt, som strakte sig fra først på formiddagen til omkring midnat, og hvor omkring 30 personer, kirurger, anæstesiologer, sygeplejersker m.fl., var involveret.
Først blev leveren fra den afdøde udtaget og splittet i to dele. Umiddelbart efter gik man i gang med parallelle operationer, hvor de to modtagere stort set sideløbende fik indsat hver sin leverhalvdel.
Der må højst gå ti timer, fra en lever er udtaget, til der på ny strømmer blod igennem den, så derfor er det også et kapløb med tiden at nå det. Bl.a. blev den tre-årige dreng, som bor langt fra Rigshospitalet, fløjet ind med helikopter, og der er brugt chartrede fly, når en leverhalvdel i andre situationer har skullet bruges i Norge eller Sverige.
Prisen for én levertransplantation kan således godt løbe op i én mio. kr., og derfor repræsenterer udvidelsen også betydelige merudgifter.
»Det er mange penge. Jeg er taknemmelig for, at man i en tid med en stram økonomi og besparelser også får mulighed for og opbakning fra systemet til at udvikle nye behandlinger, når begrundelsen for det er god nok,« siger Allan Rasmussen.
Med den nye metode åbnes der i det hele taget for at kunne udføre flere transplantationer; det vil sige, at også voksne patienter kommer til at få gavn af det. Ifølge Allan Rasmussen er målet at nå op på at udføre 50-60 om året mod hidtil omkring 40.

































