Fuck cancer

»Far, må jeg få din mobil, når du dør?«

Theodor på syv år og Valdemar på ni år ved det. Deres forældre har sagt det. Far har kræft, og han tager på hospitalet hver 14. dag for at blive rask. Med børneører er det ikke alle voksne ord, der giver mening. Mikael og Dorethe Wolfs sønner kæmper derfor på deres egen måde med at forstå, hvad der egentlig sker med deres far.

Det er altså lidt lettere, hvis du kommer ned til mig,« råber hun op ad trappen. Til Theodor, der sidder oppe på sit værelse og ikke lige kan blive færdig med det, han nu engang dimser med.

Det er december på kanten af jul, og Dorethe forsøger at få sønnerne Theodor på syv år og Valdemar på ni år til at deltage i bagningen af pebernødder. Æg, smør, sukker, mel. Konkreter, der ligger foran hende på køkkenbordet og skal måles op i deciliter og gram.

»Kom. Det er altså nu, hvis du skal være med.«

Nogle dage har hun overskud til det her. Husmorsyslerne. Andre dage må hun hive sig op til hverdagen og de spørgsmål, der ellers fylder murstensvillaens rum ud: Hvor dårligt har Mikael det? Hvordan reagerer drengene i dag?

Især det sidste spørgsmål har på det seneste bekymret både Mikael og Dorethe. Valdemar er begyndt at mistrives i skolen, og de ved ikke helt hvorfor. Nu er han på nedsat tid i klasseværelset og er blevet udredt i psykiatrien med beskeden om, at han har oplevet en langvarig depressiv belastning.

Hvordan reagerer en dreng, der endnu ikke har ordene til at fortælle om det, som de voksnes vokabularium knap nok rækker til? Valdemar vil ikke i skole, trækker sig langsomt fra vennerne, og det er ikke altid let for ham at tage tøj på om morgenen. Han har behov for at lave gentagelser, der har et tvangspræget OCD-udtryk.

Måske er det deres søns sensitive natur, måske er det skolen i sig selv, måske er det en reaktion på hans fars sygdom. Måske er det alt på én gang.

Mikael står for sig selv og varmer chili con carnen – et billede, han en dag er trådt helt ud af.
Mikael står for sig selv og varmer chili con carnen – et billede, han en dag er trådt helt ud af.

I de sygdomsfrie år talte de ikke om kræften og bad deres venner om holde ordet helt ude, da Mikael blev syg igen. Far har ar i hovedbunden, fordi der har været noget i fars hoved, som ikke skal være der, sagde de til børnene. I år sagde de det direkte til dem. Far har kræft. Dorethe og Mikael var efter samråd med Kræftens Bekæmpelse blevet anbefalet at spille med åbne kort.

»Vi fortalte dem alt, og de tog det egentlig afslappet lige den dag. Efterfølgende er der så kommet en reaktion. Efter operationen blev Valdemar sur. Han var sur på lægerne over, at de ikke kunne gøre far rask. Det skal en niårig ikke være. Hos skolepsykologen åbnede han sig lidt. Min søn er simpelthen bange for at forlade mig. Og han var bekymret for, om jeg fik nok at spise. Han har taget meget ansvar på sig. Langt mere end han burde,« siger Mikael.

I efterårsferien tog de sønnerne med på tur til Zoologisk Have i Odense, hvor de forinden kom med til en kemobehandling på Odense Universitetshospital. Mikael og Dorethe ville tage dramaet ud af alt det, der omgiver deres sønner, så de med egne øjne kunne se, hvad der sker.

Drengene stillede spørgsmål under behandlingen: Hvad sker der, hvis man hiver i den her ledning? De har også læst historien om Kemo-Kasper, der bliver sprøjtet ind i kroppen og sammen med sine venner går rundt derinde og banker de onde kræftceller. Ord, der skal gøre det hele lidt lettere. Men hverken samtaler eller børnebogen fra Kræftens Bekæmpelse har ændret ved, at det, der sker i voksenverdenen, kan være blottet for mening i børnehøjde. At den kraft, der har en synlig stor virkning på deres mor og far, ikke sådan lige kan dechifreres.

»Når Valdemar skulle lave en legeaftale, har det været herhjemme. Han har søgt indad. Det er voldsomt for en niårig at sidde med alle de her tanker. At sætte ord på det. Jeg prøver virkelig over for ham at være på. Min søn skal ikke gå rundt med en følelse af, at jeg ikke kan noget. At han ikke kan forlade mig. Jeg har altid gerne villet være den store, stærke og sjove far. Det skal jo helst være i hans verden sådan, at far kan alt,« siger Mikael.

»Theodor, kom så. Nu skal vi rulle pebernødder, og du skal vaske hænder først.«

Dorethe råber igen fra køkkenet. Drengene kommer luntende ind og sætter fingrene ned i den klistrede dej. Valdemar sniger sig til at spise lidt af den, og Theodor klager over, at han ikke kan finde ud af det her.

Hendes fingre går i gang med at forme pebernødderne, og munden begynder at fortælle om de mest sorte tider.

Da Dorethe var gravid med Theodor, og beskeden om Mikaels kræft kom i 16. uge af graviditeten. Til den første scanning blev de spurgt, om der var Downs syndrom i familien og fik anbefalet fostervandsprøve med risiko for efterfølgende abort.

»Der brød min verden helt sammen. Ikke nok med, at jeg havde en syg mand. Nu havde jeg måske et sygt, ufødt barn. Når vi havde ramt den ufattelige statistik med en hjernetumor, var jeg sikker på, at jeg også ville miste mit barn. Jeg havde det, som om vi var i en stime med ting, der bare ikke ville lykkes. Min anden tanke var: Kunne jeg magte en dødssyg mand og en krævende lillebror? Jeg skulle tage en beslutning, om jeg ville have det her barn eller ej. At skulle lege gud på den måde var hårdt. Jeg mistede virkelig troen på, at der kunne ske noget godt for os,« siger hun.

Mikael Wolf bærer altid håbet om, at han er den unikke person, der trodser statistikken. At han er mirakelhistorien.
Mikael Wolf bærer altid håbet om, at han er den unikke person, der trodser statistikken. At han er mirakelhistorien.

Det viste sig, at ingenting var galt med fosteret. Men de sorte tider havde sat sig. Theodor var stor og svær at få ud. Da han endelig under stor fødselspanik blev hevet ud, kom han ud i verden med blå farve.

»Vi nåede begge at tænke: Nu er han død. Jeg var indlagt en uge efter, og jeg sad bare og kiggede ud ad vinduet.«

8. december var beskeden anderledes god. Mikaels seneste scanning af hjernen afslørede, at tumoren ikke vokser. Stationære forhold, som det lyder i konstaterende lægesprog. De spurgte ind til, om Mikael mon kunne holde pause med kemobehandlingerne hver 14. dag for at slippe for den udmattende følelse. Svaret var nej. Det var for risikabelt at stoppe nu. Alligevel skrev han på Facebook en glad statusopdatering om, at tumoren ikke voksede og satte et symbol af en flekset overarm ind.

Nu spiller han stærk mand sammen med drengene inde i soveværelset, hvor de har sat skydespillet Halo på. Bomber eksploderer. Ild brager. Musikken er høj og flænser eftermiddagens ro.

Dorethe sætter alene pebernødderne på bagepladen og taler videre om dengang, hun fik stress:

»Efter vi flyttede herover, og jeg som politibetjent skulle begynde på et helt nyt område igen efter barslen, blev jeg efter seks måneder sygemeldt i tre måneder. Psykologen mente, at det var traumer. Jeg begyndte at glemme ting og gøre de forkerte ting. Den logiske sans forsvandt. En dag stod jeg her og skulle slukke lyset. I stedet gik jeg ud og slukkede lyset i gangen. Vi var i fremmed land. Jeg vidste ikke, hvad jeg var oppe imod. Hele min opmærksomhed var rettet imod Mikael og drengene. Der var ikke plads til mig selv. Og jeg lagde ikke mærke til forvandlingen, før den ramte mig hårdt.«

Nu arbejder hun på at komme op på 37 timer, men afvikler fem timers barsel om ugen, som socialrådgiver for misbrugere i kommunen, men er igen deltidssygemeldt på grund af den ældste søn og hele situationen.

»Så døde de!« råber drengen inde fra soveværelset. Laserpistolerne brager løs. Alt bliver pløkket ned. Bam. Bam.

»Vi skal lægge en plan. Åh nej! Det kan vi ikke nå nu,« råber Theodor igen.

Det er blevet mørkt udenfor. Landsbyen har rullet gardinerne ned og står bag komfurerne for at lave aftensmad. Mikael bærer altid håbet om, at han er den unikke person, der trodser statistikken. At han er mirakelhistorien. Han er ikke bange for at dø, siger han. Han er bange for den effekt, hans død vil have på dem omkring ham. Han skal jo ikke bekymre sig om, hvad der er på den anden side. Det er tanken om, at han kan ikke være der for sine børn, der er uudholdelig.

De står tæt skulder ved skulder med udsigt til markerne. En lille treenighed. Dorethe, Valdemar og Theodor, der prøvesmager de færdige pebernødder. Mikael står for sig selv og varmer chili con carnen. Det er det billede, han en dag er trådt helt ud af. Det billede, Dorethe har forberedt sig på.

»Vi har købt hus, efter at jeg kan sidde her alene. Det er der taget hånd om. Jeg håber, at vi en dag kommer godt igennem det. Jeg kan da godt blive bekymret, når jeg sidder sammen med misbrugere, der har mistet deres forældre som børn. Så tænker jeg: Gad vide, om mine børn også en dag skal finde lindring i hashen? Jeg håber, at det her med Valdemar er noget, som vi kan tage hånd om, og som ikke bliver permanent. At angsten bliver mindre gennem årene, og børnene vokser op og bliver sunde og raske. Det er det, jeg ønsker allermest.«

Det ene øjeblik sidder de i ro over tallerkenerne med mad. Næste øjeblik tirrer de hinanden med prik, kild i kroppen, fjollerier og små provokationer rettet mod mor og far om, at der er for meget chili i maden, og at de altså ikke orker at spise mere.

Sådan er deres lille verden. Sådan viser de deres kærlighed til dem tæt på.

De diskuterer Theodors skrabejulekalender, der hænger på køleskabet. Den yngste er helt overbevist om, at han kommer til at vinde mange penge på den.

»Theodor, hvis du nu vandt 50.000 kroner, kunne vi så ikke dele dem? Eller du kunne give mig en stor julegave, som var en ny symaskine?« spørger Valdemar.

Theodor kigger eftertænksomt på ham. Og nikker bekræftende.

Klokken er 19. Dorethe går ud for at gå en tur med Arnold i mørket, og Mikael skal lige om lidt få drengene væk fra fjernsynet og putte dem. Følsomme, kreative Valdemar og ekstroverte, rastløse Theodor, der ved, at der findes et ord ved navn kræft. Hvad det er for en kraft, der stædigt kiler sig ind og nogle dage får alt til at se anderledes ud, er ikke altid lige til at forstå.

Dorethe og Mikael har oplevet dem gøre det. Tale helt frit om døden.

En dag spurgte Valdemar med en grublende mine sin mor, om de skulle have en ny hund, hvis Arnold nu gik hen og døde af kræft. En dag kunne Theodor heller ikke holde det inde. Han så Mikael i øjnene og spurgte uden at blinke:

»Far, må jeg få din mobil, når du dør?«

LÆS 1. KAPITEL: »Man kan jo ikke gøre andet end at møde op«

LÆS 2. KAPITEL: »Jeg mærker ensomheden, hver gang nogen spørger, hvordan jeg har det«

LÆS 4. KAPITEL: »Jeg ville ikke bytte. Så vil jeg alligevel hellere være i det her«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.