Lægerne overvejer at slukke for respiratoren til den 10-årige pige, som torsdag aften blev kørt ned i grotesk ulykke i et fodgængerfelt i København. Føreren af bilen er i chok.
25. november 2011, 09:13
En mor og datter blev torsdag aften kørt ned i et fodgængerfelt i København. Datteren er i livsfare, og lige nu er familien samlet på Rigshospitalet.
Københavns Politi oplyser til bt.dk fredag morgen, at der stadig ikke er blevet besluttet, om der skal slukkes for den ti-åriges respirator. I følge vagtchefen er hun meget hårdt kvæstet efter ulykken, hvorfor hele familien har været samlet om hende hele natten.
Ulykken skete, da mor og datter ville krydse Rosenørns Allé, som ligger ved Forum på Frederiksberg.
- En personbil holder tilbage for dem, mens de er på vej over fodgængerfeltet. Men en varebil, der kommer bagfra vil ikke vente og overhaler så indenom, hvor den rammer de to, fortæller vagtchefen ved Københavns Politi, Erik Gøtje Larsen.
- De to bliver hårdt ramt og bliver ved påkørslen kastet op i luften og slynget mange meter henad gaden, siger Erik Gøtje Larsen.
25-årig bilist er i chok
To læger, der tilfældigvis var på stedet, ydede førstehjælp. De fik genoplivet moren, men ikke datteren, siger et øjenvidne til ekstrabladet.dk.
Mor og datter blev herefter bragt til Traumecentret på Rigshospitalet.
Føreren af varebilen, der kørte moren og datteren ned, er 25 år, og han er i politiets varetægt.
Politiets vagtchef fortæller, at føreren af bilen er indlagt med chok, og derfor er det ikke lykkedes at afhøre ham særlig grundigt.
- Han bliver fremstillet i grundlovsforhør i løbet af fredagen, og så må vi se, hvad hans forklaring til forløbet er. Vi har selvfølgelig sikret os vidneudsagn og taget prøver for alkohol og stoffer, siger vagtchefen.
Kilde: bt.dk.

































