Familiefaren med det hårdkogte indvandrer-lingo

Sivas Torbati har fået hele Danmarks ungdom til at synge med på ghettoslang fra Brøndby Strand. Mød den album­aktuelle rapper, der med sproglig opfindsomhed, gurglende autotune og hårdkogt hiphop forsøger at bygge bro mellem danskere og indvandrere.

Portræt af rapperen Sivas.
Portræt af rapperen Sivas.

Sivas Torbati har forladt sit elskede Vestegnen. Farvel til Brøndby Strand. Farvel til Husum. Goddag til det mondæne nybyggeri på Sluseholmen i 2450 København SV.

Det er her – i hans nye lejlighed – at Berlingske skal møde Sivas. På vej derud i 4A-bussen kan jeg ikke lade være at tænke på, hvordan flytningen symboliserer hans sociale opstigning. Fra Sandholmlejren til Sluseholmen. Fra én sluse til en anden. Og på sin vis også fra én ghetto til en anden. Herude i de vindblæste gader med navne efter store amerikanske jazzmusikere har beboerne bare flere penge at rutte med.

Eller para, som det hedder i Sivas’ univers. En af nøglerne til den dansk-iranske rappers succes har været hans originale omgang med sproget. Specielt på gennembrudssinglen »d.a.u.d.a« (læs: derudad), der gik sin sejrsgang over det ganske land i 2014. Her rappede Sivas på det ghettodansk, han altid har talt med vennerne. Et sprog fuld af kulørt slang, rullende r’er og en unik blanding af engelske, persiske, spanske og arabiske gloser.

Sangen blev et kæmpe hit for Sivas. Godt hjulpet på vej af en ledsagende ghettodansk-ordbog udgivet som iPhone-app, hvor man kunne læse, at parrash obama betød sorte penge, at shlitet halv ejner betød slatten halvanden-smøgs-joint, at chopper betød skarpladt våben.

Det lyder jo umiddelbart rimeligt hårdkogt. Men man skal ikke tilbringe mange minutter i selskab med den 31-årige rapper, for at finde ud af, at han slet ikke er så farlig. Tværtimod. Han slår mig som både høflig, eftertænksom og måske en smule genert. Det er en vindende kombination. Og så er han typen, der insisterer på at betale vores kaffe nede på den lokale Ricco’s, hvor vi ender med at sidde, fordi han har håndværkere på besøg.

Og nå ja, lejligheden er i øvrigt en beskeden toværelses, som han har lejet af sin søster, fortæller han hurtigt. Træerne vokser ikke ind i himlen, og bare fordi man har millioner af streams på Spotify, betyder det ikke, at man har millioner af kroner på bankkontoen.

Familien går før alt andet

Men nogle penge må der være rullet ind de seneste par år. Efter to succesfulde EP’er er han nu lige nu aktuel med sit officielle debutalbum, der har fået den sigende titel »Familie Før Para«.

»Jeg føler, at der er mange, der i deres jagt på penge glemmer familien,« forklarer Sivas.

»Jeg blev lidt selv sådan, da jeg begyndte at tjene penge på musik. Jeg måtte lige træde et skridt tilbage for at indse, at det er for deres skyld, at jeg gør det her. Det er ikke for deres skyld, at jeg laver musik – det har jeg altid gjort – men det er for deres skyld, at jeg har taget det til et niveau, hvor jeg kan tjene penge på det.«

Jo, den er god nok. Ved siden af livet som feteret rapper er Sivas familiemand. Han har både ring på fingeren og fik for et par år siden datteren Selina. Familieforøgelsen blev på mange måder det store vendepunkt i hans liv. Ikke kun privat, men også i forhold til musikken. Han havde ikke længere råd til bare at sumpe rundt i undergrunden som i de foregående plus ti år. Han var nødt til at bringe musikken til næste niveau.

Løsningen blev, at han droppede det debutalbum, han alligevel var kørt sur i tilbage i 2012. Albummet havde arbejdstitlen »Mein Kampf« og var med Sivas’ egne ord en meget alvorlig affære, der handlede om de udfordringer, han havde mødt på sin vej som indvandrer i det danske samfund. Selv vennerne, som plejede at være hans største fans, var lidt lunkne over projektet.

»Jeg kunne bare mærke, at jeg skulle skifte. Jeg ville prøve noget helt nyt. Og så snakkede mig og Reza (Sivas’ producer, red.) om at prøve at lege med autotune og 808-stilen. Og så fungerede det bare. Vennerne blev interesserede igen. Der er rigtig mange, der skriver, at der er alt for meget autotune på. Men det er et meget bevidst valg, vi har taget. Vi vil gerne have, at jeg skal lyde som en robot.«

Og det gør Sivas da også. Som en robot, der spyer om sig med hårdkogt indvandrer-lingo. Den udskældte autotune-effekt, der egentlig er lavet for at rette dårlige sangeres falske toner til, bliver i Sivas’ hænder til en effekt, der blot understreger hans fremmedhed. Den er – sammen med de solbriller, der næsten altid dækker hans øjne – en slags panser. Eller superheltedragt, som han selv udtrykker det.

Horderne skråler med på ghettosprog

Og det er da netop også Sivas’ evne til at sætte sin indvandrerbaggrund og anderledeshed i scene, forstørre den, blæse den helt op i bredformat, der har gjort ham til en succes. På den måde har Sivas vendt det, der ofte bliver set som en hindring for at klare det godt i det danske samfund, til en styrke. Og det gør ham til et forbillede for mange. Ligesom det også rykker langt mere end noget velmenende kommunalt integrationstiltag, når Sivas kan få horder af etniske danske unge til at skråle med på det ghettosprog, ham og drengene talte hjemme på blokken i Brøndby Strand.

Er det vigtigt for dig at bygge den slags broer?

»Ja, jeg synes det er vigtigt at være med til at udvikle et land til det bedre. Jeg føler, at vi har været med til at skubbe tingene i den rigtige retning.«

Føler du, at der følger et særligt ansvar med den succes, du har fået?

»Ja. Men jeg har selv søgt det ansvar. Siden jeg var ung, har jeg altid talt om de ting, der gik mig på ved samfundet. Det er ikke noget nyt for mig. Jeg er bare glad for, at folk måske hører efter og tænker over nogle af de ting, der bliver sagt. Det er vigtigt at bruge sin stemme på den måde. Jeg er meget bevidst om, at der er rigtigt mange unge, der lytter til mig og ser op til mig – og måske en dag søger mod nogle af de ting, jeg har sagt.«

Hvad har givet dig den drivkraft i forhold til at gøre en positiv forskel? Var du meget alene med at have det sådan, der hvor du voksede op?

»Jeg tror, at der mange, der bare giver op og tænker »fuck det, det bliver alligevel ikke bedre«. Og bare er trætte af tingene og opfører sig, som de er blevet programmeret til at opføre sig. Sådan er det, hvis du hele tiden får at vide: »Du er ikke velkommen her, du er ikke velkommen her, du er ikke velkommen her«. Dengang jeg var ung, var diskrimination meget udbredt. Det var meget åbenlyst, og det var lidt flovt. Der er selvfølgelig stadig lidt, men jeg føler, at vi er begyndt at blende bedre ind. Men mange af mine venner gav bare op dengang.«

Du begyndte jo selv dit liv i Danmark i Sandholmlejren, da du kom hertil som seksårig. Hvordan har den oplevelse formet dig?

»Jeg var så lille, at jeg ikke kunne mærke, at det var hårdt. Men det var hårdt for min mor. Vi var kun mig og min søster og min mor. Min far var stadig i Iran og skulle ordne en masse ting, inden han kom. Man kan jo ikke kommunikere med nogen, alle kommer fra forskellige steder, og ganske få kan engelsk. Der er folk med psykiske lidelser. Hver anden dag var der en, der prøvede at begå selvmord, ambulancer, folk, der skriger. Det er bare en mærkelig zone at blive smidt ind i. Selv om jeg også havde det sjovt og legede meget med de andre børn, så har det da gjort mig bevidst om, at livet kan være hårdt. Og fået mig til sætte pris på det, når det går godt.«

Dit musikalske univers er meget dystert. Hvad kommer det af? Er du en melankolsk person?

»Der er noget inden i mig. Jeg har en dyster side. Jeg tror ikke, at jeg kan komme væk fra det. Selv om jeg har succes, tror jeg aldrig, at jeg bliver tilfreds. Selv om jeg selvfølgelig er mere tilfreds end for fem år siden, da det ikke gik godt. Men jeg vil gerne blive bedre og gøre det større. Jeg har rigtig store ambitioner.«

Hvad er det for ambitioner?

»Jeg vil gerne være en figur i dansk historie. Ligesom vi snakker om Kim Larsen – altså folk, der virkelig har gjort en forskel i musik. Så når jeg ikke er her længere, kan folk stadig lytte til mine ting og tænke over, hvad der blev snakket om i min tid. Måske er der noget af det, der passer på den tid. Måske har jeg forudsagt nogle ting. Ligesom 2Pac. Alle de ting, han snakkede om, kan man stadig høre, og det passer stadig i dag. Det er min drøm. Om jeg opnår det, ved jeg ikke.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.