Europas asylsystem tæt på sammenbrud

Italien og andre sydeuropæiske lande presser på for at få en mere solidarisk fordeling af de tusindvis af asylansøgere fra Syrien.

Presset fra især syriske flygtninge er nu så stort i Europa, at asylsystemet er tæt på at bryde sammen, advarer flere politikere og eksperter.

Asylansøgere skal ifølge den såkaldte Dublin-forordning registreres og have deres sag behandlet i det første EU-land, de ankommer til. Men det sker ikke. Først brød registreringen i Grækenland sammen, og nu er det samme ved at ske i Italien og Bulgarien.

»Dublin-systemet står over for meget store udfordringer. Og der er ingen tvivl om, at man ser meget alvorligt på situationen,« siger Thomas Gammeltoft-Hansen, forskningschef i Dansk Institut for Menneskerettigheder.

»Samtidig oplever vi, at villigheden til at forhandle et nyt system blandt de gamle EU-lande er meget lille,« konstaterer han.

Mere end tre millioner mennesker er flygtet fra Syrien, siden borgerkrigen brød ud. Langt de fleste huses i nabolandene Libanon og Tyrkiet. Samtidig er EU-landene blevet kastet ud i en intern kamp om at begrænse antallet af asylansøgere mest muligt.På hovedbanegården Milano Centrale sidder de i hundredvis – mænd, kvinder og børn – og venter på at komme videre. Nordpå. Til Holland, Sverige, Danmark eller andre steder. Og de italienske myndigheder gør ikke noget for at få dem registreret. Derfor kan de frit rejse videre til et andet EU-land og søge asyl dér. Og det gør de. Ifølge tal fra EUs grænseagentur, FRONTEX, ankommer der over 20.000 bådflygtninge til Italien om måneden. De nordeuropæiske lande presser kraftigt på for at få italienerne til at registrere flygtningene, som de er forpligtet til.

Tysk frustration

Tyskland oplever ligesom mange andre lande i disse år en stor stigning i antallet af flygtninge, og den tyske regering efterspørger i lighed med Italien en større solidaritet med hensyn til at få indført en europæisk fordelingsnøgle.

Mens lande som Tjekkiet, Spanien og Portugal tager imod meget få flygtninge fra Syrien, har både Tyskland, Sverige og Østrig åbnet dørene langt mere.

»Det kan ikke passe, at fire eller fem lande i Den Europæiske Union skal tage imod cirka halvdelen af alle flygtninge. Og at kun ti ud af 28 lande for alvor overhovedet deltager i arbejdet med at løse opgaven,« sagde den tyske indenrigsminister, Thomas de Maizière, fra det konservative regeringsparti CDU for nylig i et interview med avisen Die Zeit, og samme frustrationer har den svenske regering luftet.

»Vi skal stå fast«

Karen Hækkerup (S) sagde inden sin afgang som justitsminister, at hun har stor forståelse for, at flygtningesituationen i Middelhavet er en kæmpe udfordring for de italienske myndigheder.

»Men det ændrer ikke ved, at det er uacceptabelt, at store strømme af asylansøgere får lov at rejse uregistreret gennem Europa i strid med reglerne for behandling af flygtninge. Det er helt afgørende, at alle registreres med fingeraftryk straks efter ankomsten til Europa. Ellers kan EUs asylsystem og Schengen-samarbejdet ikke fungere,« siger ministeren, der sammen med de øvrige europæiske justitsministre diskuterede problemerne med såkaldt asylshopping på EUs justitsministermøde i går.

Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, mener at EUs asylsystem reelt allerede er brudt sammen, når italienerne ikke registrerer asylansøgerne. Til gengæld mener han ikke, at løsningen er at erstatte det med et mere solidarisk fordelingssystem.

»Vi bliver nødt til at stå fast på systemet, som det er, og som det tidligere har fungeret. Men regeringen skulle for længst have taget sagen op mod italienerne og have lagt pres på for at få dem til at leve op til deres ansvar,« siger han. Generalsekretæren i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm, fortæller, at Italien reelt bliver betragtet som »et transitland.«

»Systemet krakelerer, fordi de yderst beliggende lande lukker det ene øje, og asylansøgerne vandrer videre uregistreret op igennem Europa til de lande, de har lyst til at tage til,« siger han

De fleste er enige om, at det er bedst at hjælpe flygtningene i nærområderne. Men nabolandene er trods massiv international støtte ved at knække under den store tilstrømning. I Libanon er der i øjeblikket 1,4 millioner flygtninge ud af en befolkning på fire millioner, og Tyrkiet huser 1,5 millioner.

»Langt det meste af hjælpen skal foregå i nærområderne. Det er tæt på 98 procent af de fordrevne i Mellemøsten, der får hjælp dér. Men det er klart, at vi også har et ansvar i Europa,« siger Andreas Kamm.

I EU arbejder man på at forstærke unionens ydre grænser. Et af problemerne er, at flygtningenes ruter hele tiden skifter. Det ene år er det Grækenland, det næste år Spanien og derefter Italien, som er deres primære vej ind i EU.

»Hver gang man lukker én rute, så opstår en ny. Der er nogle lande, som geografisk er meget udsatte. Og hvis landene ikke registrerer flygtningene og tager de fingeraftryk, de skal, så fungerer systemet slet ikke,« konstaterer Thomas Gammeltoft-Hansen.

Berlingskes journalister Henrik Jensen og Jesper Thobo-Carlsen har bidraget til artiklen.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.