EU enes om nye klimamål

EUs CO2-udledning skal være reduceret med 40 procent i 2030. Den vedvarende energi skal udbygges, men det er uklart, hvem der skal gøre det.

BRUXELLES/BERLIN/KØBENHAVN: EU-Kommissionen er blevet enige om en ny europæisk klimaplan. Selvom den grønne linje blev styrket en smule i slutspillet af forhandlingerne om Europas kommende klimaplan frem mod 2030, ligger resultatet stadig langt fra det, der ifølge klimaeksperter er nødvendigt.

»Vi fremlægger i dag en ambitiøs plan, men opnåelig plan,« sagde EU-Kommissionens formand José Manuel Barrosso ved fremlæggelsen.

Han understregede, at planen både tilgodeser klimaet og EU-landenes fortsatte økonomiske vækst.


Konkret blåstemplede EU-Kommissærerne på et møde onsdag målet om en 40 procent reduktion i EU-landenes CO2-udledning i 2030 i forhold til udgangspunktet 1990. Hermed undgik klimakommissær Connie Hedegaard et forsmædeligt nederlag. Energikommissær Günther Oettinger og enkelte andre ville sætte målet lavere med henvisning til den europæiske industri. Ifølge flere grønne organisationer er der dog brug for en reduktion på mindst 55 procent af hensyn til klimaet. EU-Kommissionen har regnet ud, at reduktion af sig selv vil ende på 32 procent, hvis de allerede besluttede tiltag bare fortsættes.

For EUs klimakommissær Connie Hedegaard var det ikke muligt at opnå en mere ambitiøs klimaplan - selvom hun prøvede.

»For dem af os, der mener, at det er fuldstændig afgørende for Europa at have et fortsat stærkere fokus på vedvarende energi, så er det vigtigt at overveje, hvordan vi kan lave et mere fleksibelt system. Hvis vi ikke gjorde det, ville dette forslag være politisk dødt i dag. Sådan er virkeligheden bare,« sagde klimakommissær Connie Hedegaard og fortsatte:

»Nu har vi forsøgt at fremlægge noget, som gør det opnåeligt og muligt for 28 europæiske regeringer at blive enige om.«

 

Energikommissær Günther Oettinger medgav på pressemødet, at han har arbejdet for et lavere mål for CO2-udledningen på 35 procent og kaldte ambitionen i udspillet for »betragtelig«. Han beskrev den store forskel på gaspriserne mellem Europa og andre verdensdele som en »afgørende« konkurrenceulempe for Europa, der skal bekæmpes med et mere sammenhængende energimarked og bedre energiinfrastruktur ligesom han efterlyste en sænket energibeskatning i nogle lande - uden at nævne navne.

Günther Oettinger erklærede sig overbevist om, at målet om de 27 procent vedvarende energi kan nås, selvom landene ikke er forpligtet individuelt, fordi både Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet af stats- og regeringschefer vil være forpligtet.


I spørgsmålet om den vedvarende energis plads i Europas fremtidige energiforsyning endte det med et udvandet kompromis. Vind, sol og anden vedvarende energi skal fylde 27 procent af den samlede energiproduktion, og kommissærerne kalder målet for »bindende«, men de kunne ikke enes om fordele opgaven mellem landene. Dermed udvander EU et centralt princip fra den hidtidige 2020-plan. Det kritikeres af blandt andre partiet De Grønne i Tyskland for at give lande som Storbritannien mulighed for at opfylde CO2-målene med atomkraft.

EU-Kommissionens formand José Manuel Barrosso forklarede beslutningen med, at de hidtidige mål for de enkelte lande har resulteret i uhensigtsmæssige støttesystemer.

»Vi sætter ikke bindende mål for vedvarende energi for de enkelte lande, for vi har tidligere set sådanne mål resultere uhensigtsmæssige og ikke omkostningseffektive støttesystemer på det indre marked. I stedet vælger vi en »bottom up approach«. Vi er helt sikre på, at vi vil opnå de mål,« sagde José Manuel Barrosso.

Han understregede samtidig, at de enkelte medlemslande fortsat kan sætte egne mål for vedvarende energi.


Vindmølleindustrien i Danmark har understreget, at det vigtigste er, at det såkaldte VE-mål bliver forpligtende, men den grønne industri efterlyser et mål på mindst 30 procent. De 27 procent kaldes uambitiøst, fordi det stort set vil ske uden særlige initiativer.

Det sidste centrale element fra 2020-planen om et mål for energieffektiviseringer har EU-Kommissionen helt droppet i sin 2030-plan.

Dermed er Kommissionens udspil et godt stykke fra at tilfredsstille EU-Parlamentet, der kræver bindende mål om 40 procent udledningsreduktion, 30 procent vedvarende energi og 40 procent energieffektivisering. Ud over Parlamentet skal også EUs 28 medlemslande godkende planen.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.