En ud af ti har indvandrer-baggrund

Andelen af indvandrere og efterkommere udgør nu over ti procent af befolkningen.

For første gang er flere end en tiendedel af indbyggerne i Danmark indvandrere eller efterkommere, viser en officiel opgørelse fra Integrationsministeriet. Det skriver Jyllands-Posten.

Siden den 1. januar 2002, da VKO-flertallet lige var kommet til magten, er antallet steget med 147.000 til godt 562.000, så 10,1 procent af befolkningen i dag er indvandrere eller efterkommere.

Det er dog en anden type indvandrere end under de socialdemokratisk ledede regeringer, skriver avisen.

Dengang udgjorde flygtninge og familiesammenførte godt halvdelen af indvandringen, mens det nu kun er 15 procent. De fleste, 85 procent, kommer i dag i stedet gennem studie- og arbejdsophold eller som EU-borgere. Desuden er der nu dobbelt så mange kinesere, filippinere og thailændere, mens der er op mod fire gange så mange fra Polen, Litauen og Rumænien i forhold til 2002-tallene.

Færre fra Mellemøsten

Samtidig med at der er kommet flere til fra Asien og Østeuropa for at arbejde eller studere, er indvandringen fra Mellemøsten og Afrika aftaget.

- Det er en ret dramatisk ændring, siger professor Peter Nannestad fra Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet til Jyllands-Posten.

Han henviser til, at indvandringen går ud over de lavtlønnede, fordi det er de danskere, indvandrerne konkurrerer med på arbejdsmarkedet. Men de nye strømninger af indvandrere kan også betyde pres på de højtuddannede, fordi det blandt andet er asiatiske IT-folk og ingeniører, der kommer hertil.

Ikke et multikulturelt samfund

På trods af at det nu er mere end hver tiende indbygger i Danmark, der er indvandrer eller efterkommer, mener flere af folketingets integrationspolitikere ikke, at det danske samfund er blevet multikulturelt.

Den konservative integrationsordfører, Naser Khader, mener, at "vi er et multietnisk samfund" og ikke et multikulturelt.

 Indvandrerbørn sakker to år bagud

- Den danske kultur er fortsat den dominerende. Der er mange flere indvandrere, der blevet påvirket af danske værdier, såsom demokrati og ytringsfrihed, end der er danskere, som bliver påvirkede af indvandrernes kultur, siger Khader til Jyllands-Posten.

Heller ikke Dansk Folkeparti og Socialdemokraternes integrationsordførere mener, det danske samfund er multikulturelt, men DF's integrationsordfører, Peter Skaarup, mener, vi er på vej i den retning.