»En del ældre bliver simpelthen pelset, og jeg mener pelset«

Der er »telefonstorm« hos Ældre Sagen, hvor bekymrede ældre og pårørende ringer for at høre, om de nu har råd til deres bolig.

Ægteparret, Jonna og Jan Colding i Sorø, har ikke råd til at bo, som de gør, uden boligydelse. Portrættet ovenfor blev bragt i BT onsdag.
Ægteparret, Jonna og Jan Colding i Sorø, har ikke råd til at bo, som de gør, uden boligydelse. Portrættet ovenfor blev bragt i BT onsdag.

Telefonkøen hos Ældre Sagen er mere end almindeligt lang disse dage

Bekymrede pensionister ringer ind, fordi flere ældre står til at miste en del af deres boligstøtte med den finanslov, der skal vedtages endeligt 21. december.

»Vi har haft telefonstorm på vores rådgivning. Siden regeringen lagde sit forslag frem, har mange dybt bekymrede folk ringet, for boligydelsen er en hovedhjørnesten i 200.000 pensionisters pensionsordning fra staten. Uden den kan de ikke betale deres husleje,« siger Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup.

Torsdag forklarede finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) på et pressemøde, at de dårligst stillede folkepensionister med en indkomst på op til 150.000 om året vil få en højere boligydelse med finansloven, mens nogle af de mere velhavende ældre vil få en lavere.

Men fredag omtaler Jyllands-Posten nye beregninger fra Finansministeriet, som viser, at nedskæringen på boligydelsen også vil ramme pensionister med lave indkomster.

Ældreboliger og plejeboliger står for skud

»Man er ramlet ind i hele grundlaget for Danmarks ældreboligpolitik siden 1980erne, uden at man fatter, hvad man har med at gøre. Nogle får noget i stil med et rådighedsbeløb på 600 kroner om året. Politikerne har ramt fuldstændig ved siden af skiven,« siger Bjarne Hastrup.

Pensionister med en lav indkomst, men også en lav husleje, skal ikke bekymre sig, de får sandsynligvis lidt flere penge om måneden med den nye lov, men de pensionister, der har en lav indkomst og samtidig en høj husleje, står for skud, lyder det fra direktøren.

»Hvis man har en høj husleje og en lille indtægt, så bliver man simpelthen pelset, og jeg mener pelset. Det er ofte dem, der flytter ind i ældreboliger eller plejeboliger, typisk stærkt svækkede enlige kvinder med meget små indkomster. De kan ikke betale, hvis ikke de får boligydelsen.«

»Plejeboligerne og ældreboligerne bliver ramt og det, så de bløder. Politikerne må for Guds skyld ikke komme igennem med det her,« siger Bjarne Hastrup.

Organisationen har ikke tal på, hvor mange, der har ringet ind, og hvad »telefonstormen« dermed består i helt konkret, men Bjarne Hastrup understreger, at der arbejdes på højtryk.

Slaget om boligydelsen er ikke ovre

Et andet sted, hvor man mærker mange ældres bekymring, er i paraplyorganisationen Danske Seniorer, der har omkring 130.000 medlemmer. Her undrer næstformand Per K. Larsen sig over lovforslaget.

»For os kommer det ikke som nogen overraskelse, at der er så mange, der er afhængige af boligydelsen, og at der er mange, som kommer i klemme, når den bliver beskåret. Det er logik for alle andre end Finansministeriet,« siger han.

Regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og de Konservative står bag finansloven for 2016, hvor en beskæring af boligydelsen indgår. Ifølge Ældre Sagen mister omkring 100.000 ældre mellem 5.000 og 8.000 kroner om året i boligydelse med den nye lov.

Sagen har bragt Dansk Folkeparti i modvind, og fredag har partiets finansordfører, Rene Christensen (DF), over for Ritzau gjort det klart, at den del af aftalen om boligydelsen skal ændres eller fjernes, før DF kan stemme for finansloven.

Hos Ældre Sagen er slaget om boligydelsen da heller ikke ovre endnu.

»Vorherre holder med dem, der har det bedste artilleri, og det tror jeg, vi har i den her sammenhæng. Og jeg lover dig, vi står på Dannevirke for de gamle,« siger Bjarne Hastrup.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.