»En af vores er ramt. Vi er under angreb«

Det skulle have været Hannahs store dag. Sidste lørdag blev hendes jødiske konfirmationsfest, Bat Mitzvah, angrebet og vagten Dan Uzan myrdet.

»Jeg føler mig skyldig over, at vi holdt den fest. Vi tænkte ikke på at aflyse. Vi lever, og Dan er død,« siger Mette Bentow, der her ses med sin mand, Claus Bentow.
»Jeg føler mig skyldig over, at vi holdt den fest. Vi tænkte ikke på at aflyse. Vi lever, og Dan er død,« siger Mette Bentow, der her ses med sin mand, Claus Bentow.

Lørdag formiddag den 14. februar 2015. Som sædvanlig var der gudstjeneste i den jødiske synagoge klokken halv ti. Men for 12-årige Hannah Bentow var der intet sædvanligt ved dagen. Det var hendes store dag. Hendes Bat Mitzvah, den særlige jødiske konfirmation.

Hendes klassekammerater fra 7. klasse på den jødiske Carolineskolen samlede sig om hende inden gudstjenesten. De opmuntrede og støttede hende. Efter gudstjenesten trådte hun frem foran menigheden og holdt den traditionelle tale med udgangspunkt i den hellige jødiske bog, Torahen:

»For mig er det vigtigt her i dag at sige, at vi ikke må lulle os ind i vores beskyttede og forkælede liv, men er forpligtede til at gøre en indsats over for andre mennesker – at prøve at ændre verden ved at gøre gode gerninger og udvise kærlighed og omsorg. For mig er det essensen af Torah og jødedommen. Jeg ved godt, at jeg, mine venner og familie ikke kan ændre hele verden. Men en lille forskel kan vi godt gøre. Vi kan alle sige et venligt ord, smile til en fremmed og vise hensyn, hvor vi kan. Det koster ikke noget, men venlighed kan gøre en stor forskel,« sagde Hannah i talen.

Et halvt døgn senere blev Hannahs Bat Mitzvah brutalt afbrudt af drabet på vagten Dan Uzan.

Festen skulle egentlig havde været holdt sidste år. Hannahs mormor døde i marts 2014, og efter jødisk skik holder man ikke fester i en sørgeperiode på et år. Derfor blev datoen 14. februar valgt af rabbineren i efteråret 2014, og planlægningen kunne begynde.

»Det jødiske samfund har gjort alt for, at vi kunne holde festen i festlokalet ved siden af Synagogen. Kosher-elementet er meget vigtigt for os. Ligesom det var vigtigt med vagter. Det er vi vant til. Det plejer at være vores tryghed,« siger Mette Bentow, Hannah Bentows mor.

Berlingske er på besøg hos familien – dagen efter begravelsen af Dan Uzan. Ægteparret Mette og Claus Bentow genfortæller forløbet op til festen lørdag. I november blev invitationerne sendt ud. 86 var inviteret til gudstjeneste om morgenen og fest igen om aftenen kl. 19.

Efter gudstjenesten gik familien Bentow, der ud over forældrene Mette og Claus består af Jens Jacob på 13, festens midtpunkt Hannah på 12 og Elias på otte.

»Vi gik hjem og slappede af. Vi fik lidt at spise, og så kom frisøren og satte mit og Hannahs hår. Hannah fik lagt makeup. Hun havde også fået lavet flotte negle og havde fået en kjole af en af mine veninder. Claus tog en lur,« husker Mette Bentow.

Den lur skulle han blive glad for.

Lidt før klokken 18 tog Mette Bentow og de tre børn en taxa fra hjemmet over til Synagogen.

»Jeg kunne ikke overskue, hvis mit hår blev vådt. På vej derhen, lige ved Rundetårn, kommer Dan Uzan gående. Taxa-chaufføren udbryder helt spontant: ’Hold da op en kleppert’. Ja, det er ham, der skal passe på os, sagde jeg stolt. Da vi kommer hen til Synagogen og stiger ud af taxaen, står Dan der. Jeg taber den ene sko. Dan griner og siger: ’Elegant, Mette, elegant’. Typisk Dan,« siger Mette Bentow.

På det tidspunkt var det to en halv time siden, at angrebet på Krudttønden på Østerbro havde fundet sted. Københavns Politi havde netop bekræftet, at en person var dræbt og tre betjente såret i et attentat mod et debatarrangement med kunstneren Lars Vilks. Byen var i alarmberedskab.

»Vi havde godt set det med Krudttønden. Jeg når lige at tænke lidt over, om det betyder noget for os, men ellers tænker jeg ikke mere over det,« siger Mette Bentow.

Invitationen til konfirmationen
Invitationen til konfirmationen

Omkring 18.20 ankom Claus Bentow og mødte Dan Uzan foran Synagogen.

»Dan sagde, at han havde regnet med, at det skulle være stille og roligt, og at han skulle spise festmaden og slappe af. ’Men vi bliver måske nødt til at være ekstra på tæerne i dag’, sagde han. På det tidspunkt var der fire betjente med maskinpistoler, ligesom der var indkaldt flere vagter fra vores eget vagtkorps,« siger Claus Bentow.

Klokken var blevet 19, og gæsterne begyndte at ankomme.

»De ikke-jødiske gæster kom til tiden. Jøderne kom lidt senere – til mellemøstlig tid,« siger Mette Bentow og griner højt.

Efter en velkomstdrink bød hun velkommen:

»Børnene har for vane at løbe rundt udenfor. På grund af Krudttønden bad jeg børnene om at lade være med det.«

Menuen stod på en masse salater, kylling, oksekød stegt som kebab, kødfrikadeller, humus og saltagurker. Brød, masser af sodavand og kosher-vin. Efter desserten blev der bedt bordbøn, og rummet blev delt op af en skillevæg omkring midnat. Et rum til dans, et til snak. Samtidig begyndte de ældste og dem med helt små børn at gå hjem.

Klokken er 00:44. Der er 48 mennesker tilbage.

»Jeg er inde og danse med en gruppe andre voksne kvinder sammen med børnene. Vi har taget skoene af og danser til en meget uartig israelsk sang ved navn »Tel Aviv«. Pludselig åbner en af vagterne døren og råber: ’SLUK MUSIKKEN!’. Kort efter råber han: ’ALLE NED I KÆLDEREN’. Ingen stiller spørgsmål. Vi kunne høre, at det skulle vi bare.«

Et minut før, klokken 00:43, var en slingrende Omar Abdel Hamid el-Hussein kommet helt tæt på Dan Uzan og to betjente foran Synagogen. De tror, at der er tale om en fulderik. Ved portåbningen ind til synagogen trækker Omar Abdel Hamid el-Hussein to pistoler. På klos hold skyder han Dan Uzan i hovedet. Han er dræbt på stedet. De to betjente blev såret.

Indenfor, i kælderen under festlokalet, vidste de intet om, hvad der var sket udenfor. Flere af børnene er i panik. De græder.

»Vi tysser på dem, mens mit hjerte banker helt vildt. Er det en overreaktion? Hvad sker der, tænkte jeg,« siger Mette Bentow.

Hendes mand, Claus Bentow, bliver hevet til side.

»Vagten hiver mig til side og fortæller, hvad der er sket: ’En af vores er ramt. Vi er under angreb’. Han giver mig en radio, og vi bliver ledt hen til et lille sikkerhedsrum fra kælderen,« siger Claus Bentow.

Sikkerhedsrumnmet er lille og trangt til de 48 mennesker. Der er ingen udluftning, ingen vinduer og kun et lille toilet. Temperaturen stiger til 30 grader.

»Vi vidste ikke, om vi var i sikkerhed. Vagterne var der ikke. Vi kunne høre råb udenfor: ’Hvem er det? Politi, politi’ og sådanne råb. Jeg tænkte på, om døren mon var skudsikker. Jeg havde fået at vide af Claus, at vi var under angreb og en af vores var ramt. Jeg havde fortalt det til et par af de andre kvinder inde på toilettet. Børnene vidste intet.«

Som tiden gik, voksede uroen i sikkerhedsrummet. Festdeltagerne kunne ikke komme i kontakt med deres forældre og børn.

»Efter en time eller halvanden kommer vagten ind i rummet. Er det Dan, spørger jeg ham. Han nikker,« siger Mette Bentow.

Hun stopper talestrømmen og tørrer sig under øjnene. Mette Bentow er stille i 30 sekunder – og fortsætter så:

»Vagten siger: ’Politiet er her. I vil blive evakueret og ført til et sikkert sted’. Herefter går der 40 minutter, før vi bliver evakueret. Vi har ingen sko eller jakker. Vi skal bare væk. Vi bliver enige om, at ingen børn går fra rummet uden, at en voksen tager sig af dem. Jeg holder fast i Elias. Døren bliver åbnet. Udenfor står der fem maskerede mænd fra politiet med kæmpe maskinpistoler,« genfortæller Mette Bentow.

Alle bliver ført ud af bygningen, forklarer hun.

»Der sidder en betjent med et gevær på hvert hjørne. Vi bliver ført ud af bagindgangen. Senere finder jeg ud af, at det skyldes, at Dan stadig ligger ved hovedindgangen. To busser holder og venter. En politibus og en almindelig gul bus. Der er meget stille i busserne. En siger: ’Denne oplevelse vil mærke os for livet’. Vi bliver kørt med udrykning til politstationen på Bellahøj.«

Her bliver de alle kropsvisiteret, registreret og fotograferet med navn og billede. Bagefter bliver de afhørt.

»Der kommer en gruppe krisepsykologer. Først da psykologerne kommer, får vi præcist at vide, hvad der er sket. Folk reagerer med vantro,« siger Mette Bentow. Hun gætter på, at klokken er mellem 3 og 4 om morgenen på det tidspunkt.

»Vi kan ikke komme hjem. Vi har ingen nøgler og ingen penge. Mine børn har ingen sko på.«

Hendes fætter journalist David Bentow kører i pendulfart den morgen. Han kører alle hjem fra politistationen.

Hjemme igen søndag morgen klokken 8 ringer Mette Bentow til Dan Uzans søster, Andrea.

»Det var det sværeste og vigtigste opkald i mit liv. Vi græd, og jeg sagde, at vi er kede af det. Hun sagde, at hun synes, at det var synd for Hannah. Det sagde hun midt i sorgen over, at hun havde mistet sin bror. Selvfølgelig er det synd for Hannah, men de har altså mistet deres søn og bror.«

Resten af søndagen kimede telefonerne uafbrudt hjemme hos familien Bentow. Venner ringede. Journalister ringede, især israelske journalister.

»Vi orkede ikke at snakke. Men en af Dans venner ringede søndag morgen og sagde: ’I skal fortælle historien. Verden skal vide, hvad der er sket’. Vi skylder Dan vores liv, og vi skal bruge resten af vores liv til at leve op til den forpligtelse og den ære.«

Søndag aften klokken 20 faldt Mette Bentow i søvn af udmattelse. Denne uge er gået med begravelsen af Dan og de mange reaktioner og eftertanker.

Invitationen til konfirmationen
Invitationen til konfirmationen

»Jeg bliver nødt til at bearbejde den store skyld, som jeg føler. Jeg føler mig skyldig over, at vi holdt den fest. Vi tænkte ikke over at aflyse. Vi lever, og Dan er død. Hvorfor det? Hvad nu hvis han ikke havde stået der? Hvad nu hvis der var sket noget med mine børn? Men der skete jo noget med nogens børns. Dans forældre mistede et barn. En familie mistede også en ude ved Krudttønden.«

Hele ugen har stået i terrorens tegn hjemme hos familien. Mette Bentow opsummerer ugens følelser:

»Vi føler stor sorg og savn. Vi føler også stor taknemmelighed og kærlighed. Det er stadig helt uvirkeligt.«

Vreden fylder også:

»Det jødiske samfund har i årevis bedt om bedre beskyttelse og mere sikkerhed. Hvis vores nødråb var blevet taget alvorligt, var Dan ikke død,« siger Claus Bentow.

For 12-årige Hannah Bentow er hendes Bat Mitzvah blevet uforglemmelig. Af de forkerte grunde. Hendes største ønske var en iPhone 6. En jødisk menighed i New York har hørt om episoden i Danmark og samlet ind til Hannah. Telefonen er nu på vej.

»Hannah smilte for første gang rigtigt i denne uge, da hendes største idol Christopher udtrykte sympati med ofrene på Instagram. Helle Thorning-Schmidt gav Hannah et stort kram ved begravelsen af Dan og sagde: ’Åh nej. Det var din fest. Jeg håber, at du også husker dagen for det gode’. Sympati er strømmet til os. Men Hannah er samtidig stor nok til at formulere det vigtige: ’Dans forældre og søster har mistet ham’.«

Den omsorg og eftertanke kan man læse ind i Hannahs tale fra lørdag morgen. Hannah sluttede med at sige tak:

»Tak fordi, at jeg lever i et land, hvor vi alle er lige for loven og har ret til at leve det liv, vi vælger. Og tak fordi, at jeg er opvokset med Torah. En vejledning, der kom til os jøder på et tidspunkt, hvor mennesker og dyr ofte ikke blev behandlet ordentligt. En vejledning, der kunne, og stadig kan, ændre verden til et bedre sted. Lad os tage den til os og gøre det gode, vi hver især kan.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.