Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Dusør: 50.000 kr. for Sohns afgang

Jagtforretning på nettet vil købe belastende oplysninger på Ole Sohn for at fremtvinge hans afgang.

Før du læste denne artikel kendte du næppe internetforretningen Jagt Danmark, det gør du om et øjeblik.

På hjemmesiden jagtdanmark.dk tilbyder direktør Carl Szabad 50.000 kroner for ”skriftlig dokumentation, der vil bringe Ole Sohns afgang som minister”. 

Direktøren blæser fyndigt jagten på Sohn i gang på sin hjemmeside med ordene:

- Vi indleder en jagt.

Der kan være tale om et PR-stunt, men ifølge direktøren udspringer initiativet af, at hans far angiveligt var flygtning fra Ungarn og ”traumatiseret af hans hjemlands totale diktatur”.

- DKP understøttede dette totalitære styre, og var planen lykkedes, hvad der jo var Ole Sohns ønske, kunne jeg og mine børn have risikeret at leve i et samfund med armod, militant og politisk undertrykkelse.

Faren døde i 1970, fremgår det.

Direktøren har ifølge hjemmesiden en række kriterier for udbetalingen af de 50.000 kroner: Dokumenterne skal bevise, at Sohn personligt modtog pengebeløb fra Sovjet, der skal være tale om nye oplysninger, der ikke tidligere har været fremme i pressen, og oplysningerne skal kunne offentliggøres og vil blive videregivet til PET og pressen, skriver direktøren.

Samtidig vil Carl Szabad ikke udbetale pengene for ministerafgangen, hvis afgangen skulle ske på baggrund af ”naturlig sund fornuft fra Statsministeren” og ikke direkte som følge af de nye dokumenter.

- Vi er mange, der ønsker Ole Sohns afgang, skriver jagtvåbenimportøren til sidst på sin hjemmeside.

Berlingske forsøger at få en kommentar fra Carl Szabad, som lover Danmarks laveste jagtpriser 24 timer i døgnet, men ifølge hjemmesiden ikke altid svarer sin telefon.