DSB undervurderede IC4-problemer

Der er hård kritik af DSB i Rigsrevisionens nye rapport om IC4-skandalen. DSB undervurderede prisen for at få de omstridte tog på skinner, lyder det. Det vides ikke, hvad fejlen vil koste.

DSBs køb af 83 italienske IC4-tog har udviklet sig til en af de største trafikskandaler i nyere tid. 12 år efter underskrivelsen af kontrakten på 4,5 milliarder kroner kører togene kun sporadisk, og nu fører sagen til yderligere kritik af både DSB og Transportministeriet.

I en ny rapport konkluderer Rigsrevisionen, at ministeriet og DSB har begået en række fejl, siden DSB overtog ansvaret for at få togene gjort køreklar.

Rigsrevisorerne har set nærmere på forløbet efter 2009, hvor DSB indgik et forlig med den italienske leverandør, togproducenten AnsaldoBreda. Her blev det aftalt, at togene skulle leveres i ufærdig stand, hvorefter det blev DSBs opgave at gøre dem køreklar. Til gengæld fik DSB 2,25 milliarder kroner retur fra leverandøren, men de penge er ifølge Rigsrevisionen blevet forvaltet dårligt.

DSB klandres blandt andet for at undervurdere opgavens omfang og pris.

- Det betyder, at DSB formentlig kommer til at afholde væsentligt flere udgifter til at gøre togene færdige og til erstatningsmateriel, end den økonomiske kompensation fra forliget med AnsaldoBreda dækker, konkluderer Rigsrevisionen.

Revisionen noterer sig desuden, at DSB stadig ikke ved, hvornår IC4-togene kommer på skinner, eller hvad opgaven vil koste.

I den forbindelse kritiseres Transportministeriet for at svigte sit tilsyn med DSBs forvaltning af milliarderne. Pengene burde først og fremmest være gået til at gøre togene færdige, fastslår rigsrevisorerne.

DSB og AnsaldoBreda aftalte i december 2000, at de 83 togsæt skulle være fuldt ud køreklare i januar 2006, men ikke færre end 750 små og store problemer og fejl har forsinket planen. På nuværende tidspunkt har AnsaldoBreda leveret 47 IC4-togsæt, men togene kører ikke regelmæssigt.

Hos DSB tager man Rigsrevisionens kritik til sig.

- Vi anerkender, at vi i maj 2009 påtog os en opgave, som siden viste sig større end forudset. Den situation har vi til stadighed søgt at afdække ved at iværksætte en række handlinger – for eksempel ved at udvide sporkapaciteten på værkstederne samt ved at ansætte flere medarbejdere, som også anerkendt af Rigsrevisionen, siger administrerende direktør Frank Olesen fra DSB Vedligehold.

- Vi ser nu fremad og fortsætter arbejdet med at få IC4 idriftsat med passagerer, tilføjer han.

Det kræver blandt andet en forbedring af togenes bremsesystemer. I en ny rapport om IC4-togenes bremseproblemer anbefaler eksperter fra DTU en række opgraderinger, anbefalinger som DSB tager til sig.

25 tog er allerede blevet opgraderet og dermed klar til at køre med passagerer. De skal efter planen indsættes på strækningerne Esbjerg-Aarhus, Aarhus-Aalborg, København-Aarhus og gradvist som lyntog mellem Aarhus og København.

- Vi ønsker en gradvis indsættelse af IC4, så vi hele tiden kan følge togets virke sammen med de relevante myndigheder. Ved at indsætte IC4 på de regionale strækninger først, kan IC4 samtidig erstatte de ældre MR-tog, siger Frank Olesen fra DSB.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.